Forenkling af reglerne om rådighed og sanktioner

Forsikrede ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at modtage dagpenge. Hvis den ledige ikke opfylder rådighedsforpligtelsen eller er selvforskyldt ledig, er det a-kassens ansvar at sanktionere.

Regler vedrørende sanktioner

Hvis ledige medlemmer enten ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet eller selv er skyld i ledigheden, har de ikke ret til dagpenge. Reglerne herom findes i to regelsæt: 1) reglerne om rådighed og 2) reglerne om selvforskyldt ledighed. I figuren nedenfor er konsekvenserne af ikke at stå til rådighed (jf. kasserne til venstre i figuren) eller selvforskyldt ledighed (jf. kasserne til højre i figuren) illustreret. Under figuren er de enkelte sanktionsformer uddybet nærmere.
Figur 1: Illustration af konsekvenser/sanktioner under regelsættet om hhv. rådighed og selvforskyldt ledighed.
A-kasse sanktioner ved manglende rådighed eller selvforskyldt ledighed

Reglerne om rådighed: Konsekvenser/sanktioner

I reglerne om rådighed findes der to typer af dagpengemæssige konsekvenser/sanktioner:

  • ”Så længe”-sanktioner
    ”Så længe”-sanktionen indebærer, at den ledige ikke får dagpenge i en periode, som varer ”så længe”, at medlemmet ikke lever op til rådighedsforpligtelserne. Et eksempel herpå er, at medlemmet ikke kan få dagpenge ”så længe”, medlemmet ikke er tilmeldt som arbejdssøgende hos jobcenteret.
  • Tab af dagpengeretten og arbejdskrav
    Et medlem kan tabe dagpengeretten, indtil medlemmet har haft arbejde af et vist omfang. Et eksempel herpå er, hvis medlemmet ikke har den fornødne evne eller vilje til at stå til rådighed. I dette tilfælde vil medlemmet miste retten til dagpenge og samtidig få et arbejdskrav.
    Det krav man som fuldtidsforsikret skal opfylde vil være 300 timers arbejde indberettet til indkomstregisteret indenfor en sammenhængende periode på 3 måneder. Siden 1. oktober 2018 har man også kunnet få dagpenge igen, når man har haft en samlet indtægt opgjort som A- og B-indkomst samt overskud ved selvstændig virksomhed i et indkomstår på mindst 233.376 kr. (i 2019), og man i det pågældende år ikke har modtaget dagpenge.

Reglerne om selvforskyldt ledighed: Konsekvenser/sanktioner

I reglerne om selvforskyldt ledighed findes der ligeledes to typer af dagpengemæssige konsekvenser/sanktioner:

  • Tre ugers karantæne
    Efter gældende regler i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed skal et medlem have tre ugers karantæne, hvilket vil sige tab af dagpenge i tre uger, hvor medlemmet ellers ville have ret til dagpenge, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig. Et eksempel herpå er, hvis medlemmet opsiger et arbejde uden en gyldig grund, herunder går ned i arbejdstid eller tager orlov.
  • Gentagelsesvirkning: tab af dagpenge og arbejdskrav
    Efter gældende regler mister et medlem dagpengeretten, når medlemmet to gange inden for 12 måneder er blevet selvforskyldt ledig. Dette kaldes gentagelsesvirkning. For at kunne få dagpenge igen skal medlemmet opfylde et arbejdskrav (jf. ovenfor). Gentagelsesvirkningen betyder således, at en sanktion for selvforskyldt ledighed afhænger af eventuelle tidligere sanktionsafgørelser.

Se oversigt over hvilke situationer, der medfører en ”så længe”-sanktion, tab af dagpengeretten og et arbejdskrav, tre ugers karantæne og gentagelsesvirkning.

Problemer set fra A-kasse siden

A-kasserne påpeger at sanktionsregler inden for særligt to områder er komplicerede at forstå for borgerne samt at formidle for a-kasserne:

Gentagelsesvirkning

Det skaber tvivl blandt A-kasse medlemmer at selvforskyldt ledighed første gang giver 3 ugers karantæne, mens det næste gang (gentagelsesvirkning) medfører tab af dagpenge samt arbejdskrav for at kunne få dagpenge igen.

Sanktionsregler vedrørende manglende fremmøde

A-kasser og de interviewede medlemmer peger endvidere på, at sanktionsreglerne om manglende fremmøde i tilbud opleves som uigennemskuelige for medlemmerne, fordi samme forseelse i nogle tilfælde giver en ”så længe”-sanktion og andre gange en sanktion på baggrund af selvforskyldt ledighed. I de tilfælde, hvor et medlem udebliver fra et tilbud, som medlemmet allerede er påbegyndt i, medfører forseelsen en ”så længe” sanktion, hvilket vil sige, at medlemmet får dagpenge, så snart medlemmet møder op i tilbuddet igen. Hvis medlemmet til gengæld ikke møder op på den første dag i et tilbud, kategoriseres det som selvforskyldt ledighed og medfører dermed tre ugers karantæne. Det skyldes, at udeblivelsen i dette tilfælde betragtes som om medlemmet ”afslår” tilbuddet. Samtidig tæller forseelsen med i gentagelsesvirkningen og kan dermed potentielt betyde tab af dagpenge og et arbejdskrav.

Forenklingsforslag

Der foreslås et mere enkelt og ensrettet sanktionssystem.

  • Gentagelsesvirkningen afskaffes. I stedet gives en fastsat karantæne/sanktion.
  • Sanktioner vedrørende udeblivelse eller fravær fra tilbud ensrettes.

Gentagelsesvirkningen afskaffes og der gives i stedet en fast karantæne/sanktion

Det foreslås, at gentagelsesvirkningen (tab af dagpenge samt arbejdskrav) i forbindelse med selvforskyldt ledighed afskaffes, således at sanktionssystemet forenkles og i praksis kun indeholder tre typer af sanktioner.

I stedet for gentagelsesvirkningen foreslås det, at der gives en fast karantæne i alle tilfælde af selvforskyldt ledighed. Det foreslås i denne sammenhæng, at sanktionen ensrettes, så der altid gives én måneds karantæne (166,33 timer).
Altså skal karantænen være 1 måned (ikke kun 3 uger som nu), men til gengæld skal sanktionen være den samme (1 måneds karantæne) ved gentagen selvforskyldt ledighed inden for 12 måneder. Således foreslås det altså at bortskaffe den hårdere sanktion (tab af dagpenge + arbejdskrav) ved gentagelsesvirkning.

Med forslaget vil den samme forseelse (selvforskyldt ledighed) fremover udløse samme sanktion uanset tidspunkt for forseelsen.
Forslaget vil endvidere bidrage til, at medlemmet nemmere kan forholde sig til konsekvenserne for så vidt angår selvforskyldt ledighed.

Sanktioner vedrørende udeblivelse eller fravær fra tilbud ensrettes

Det foreslås, at sanktioner vedrørende udeblivelse fra tilbud ensrettes, således at sanktionen er den samme, uanset på hvilket tidspunkt udeblivelsen sker.

I denne sammenhæng foreslås det, at udeblivelse fra et tilbud altid medfører en ”så længe”-sanktion, således at det ledige medlem først får dagpenge igen, når medlemmet møder op i tilbuddet. Konsekvensen af dette vil være, at sanktionen for udeblivelse fra et endnu ikke påbegyndt tilbud ændres fra at medføre tre ugers karantæne til at medføre ”så længe”-sanktion.

Hvis medlemmet anses for at have afslået eller være ophørt med et tilbud på grund af udeblivelser, skal afslaget eller ophøret behandles efter reglerne om selvforskyldt ledighed og dermed sanktioneres med en karantæne. Det indebærer, at jobcentrene skal oplyse a-kasserne om det, hvis udeblivelsen har en sådan karakter, at den betragtes som afslået/ophørt, fx hvis medlemmet aldrig dukker op i et tilbud.

Mere om A-kasse medlemskab

Mulige ændringer af dagpengeregler i fremtiden

Der pågår løbende overvejelser om at ændre dagpengelovgivningen. Det kan være for at forenkle administrationen for A-kasser, gøre systemet enklere at bruge for virksomheder og borgere. Der kan også være ændringer på vej, som følge af ny EU-lovgivning.
I artiklerne neden for kan du se hvilke dagpenge-områder, der må forventes at ske ændringer på.

Forenkling af administrationen af G-dage

Forenkling af dagpengeregler for unge under 25 år

Forenkling af reglerne om A-kassen's fradrag i dine dagpenge

Blog om job, arbejdsmarked og A-kasser

Udvalgte blog indlæg

COVID-19 suspension og forlængelse af dagpengeret - få overblikket

Udgivet den 10. Februar, 2021 af A-kasser.dk

Siden marts 2020 er der af flere omgange som følge af COVID-19 vedtaget lovændringer der enten suspenderer dagpengeforbruget eller forlænger dagpengeretten - få overblikket her Læs mere...

Corona-krisen har betydet dobbelt så mange langtidsledige

Udgivet den 2. Februar, 2021 af A-kasser.dk

Der er kommet næsten dobbelt så mange langtidsledige fra november 2019 til november 2020. Det skyldes især at beskæftigelsesindsatsen på Jobcentrene har været suspenderet p.g.a. corona-epidemien Læs mere...

Forlængelse af aftale om arbejdsfordeling

Udgivet den 4. Januar, 2021 af A-kasser.dk

Midlertidig arbejdsfordeling forlænges til at gælde for hele 2021 Læs mere...

Et studiejob øger chancen for at få job efter uddannelsen

Udgivet den 5. November, 2020 af A-kasser.dk

Analyser viser at studerende der har haft et studiejob under uddannelsen øger deres chancer for at komme hurtigt i job som nyuddannet Læs mere...

Gå til bloggen

Hjælp?
X

Brug for hjælp?

Bestil et opkald fra kundeservice
RING MIG OP

...eller få hjælp via
CHAT

Uden for åbningstid:
send MAIL

...eller SØG SVAR

X

Brug for hjælp?

Bestil et opkald fra kundeservice
RING MIG OP

...eller få hjælp via
CHAT