Du er her: A-kasser (.dk) Support Artikler
Kategori: A-kasse medlemskab

Hvordan skifter jeg A-kasse?

Det er nemt - og foregår online - hvad enten du ønsker at blive medlem af en A-kasse for første gang, eller du ønsker at skifte A-kasse.

Der er 24 A-kasser i Danmark, men det er dog ikke alle du kan blive medlem af. Er du i tvivl om du kan blive medlem af en bestemt A-kasse, så se vores artikel "Hvilke A-kasser kan jeg blive medlem af?".

Skifte A-kasse

Er du allerede medlem af en A-kasse, er det ikke noget problem at flytte dit medlemskab til en anden A-kasse. Har du fundet den rigtige A-kasse, så skal du blot melde dig ind online på den nye A-kasse's hjemmeside.

Herefter vil den nye A-kasse og den gamle A-kasse i fællesskab finde ud af at få overført dine optjente rettigheder i dagpengesystemet (medlemsperioder og arbejdstimer/indkomst). Du vil således bevare alle dine rettigheder når du skifter A-kasse. Du vil heller ikke komme til at betale dobbelt-kontingent, idet du vil få penge tilbage fra den gamle A-kasse, for den periode du allerede har forudbetalt.

Du kan altså sagtens skifte A-kasse, på hvilket som helst tidspunkt du ønsker. Der er ikke noget opsigelsesvarsel, og du vil blive medlem i den nye A-kasse fra den dag du tilmelder dig online. Er du ledig og ønsker at skifte A-kasse, kan det dog kun ske med 1 måneds varsel til udgangen af en udbetalingsperiode.