Artikler
Dagpenge
A-kasse
Hvordan bliver man medlem af en A-kasse?
Udgivet . Kategori: a-kasse, nøgleord: A-kasse, Medlemskab
Hvordan bliver jeg medlem af en A-kasse?
Det er nemt - og foregår online - hvad enten du ønsker at blive medlem af en A-kasse for første gang, eller du ønsker at skifte A-kasse.
Der er 22 A-kasser i Danmark, men det er dog ikke alle du kan blive medlem af. Er du i tvivl om du kan blive medlem af en bestemt A-kasse, kan du i vores oversigt med alle A-kasser, se hvem der kan blive medlem af de forskellige A-kasser.
Nyt medlem af - eller genindmeldelse i - A-kasse
Har du ikke været medlem af en A-kasse før, eller har du tidligere været medlem men har meldt dig ud og nu ønsker genindmeldelse, så gælder i begge tilfælde at du skal starte forfra i dagpengesystemet, det vil sige at du skal optjene dagpengeret før du kan få dagpenge.
Du skal have været medlem i 1 år samt opfylde indkomstkravet, før du kan få dagpenge.
Har du besluttet dig for at blive medlem af en A-kasse, og fundet den rigtige, sker indmeldelse blot ved at du udfylder en online tilmeldingsformular på den pågældende A-kasse's hjemmeside. Du vil modtage en bekræftelse på mail fra A-kassen, om at du nu er blevet medlem. Medlemskabet gælder fra den dag du tilmelder dig.
Hvis du maksimalt arbejder 30 timer om ugen, kan du vælge om du ønsker at blive fuldtids- eller deltidsforsikret medlem af A-kassen. Læs mere i vores artikel "Deltidsforsikret i A-kasse".
Nyuddannet og A-kasse
Hvis du lige er blevet færdig med en erhvervsrettet uddannelse af mindst 18 måneders varighed, kan du søge om optagelse som dimittend i A-kassen. Husk at det skal ske senest 14 dage efter du er færdiguddannet. Som dimittend har du særlige dimittend-rettigheder i A-kassen, hvilket især betyder at du ikke skal optjene dagpengeret på normal vis (som nævnt ovenfor), men kan få dagpenge kun på baggrund af den gennemførte uddannelse.
Har du ikke været (gratis) studiemedlem af A-kassen i mindst det sidste år af dit studie, må du acceptere 1 måneds venteperiode inden du kan begynde at få dagpenge.
Som nyuddannet kan du ligesom alle andre grupper (næsten) frit vælge hvilken A-kasse du vil være medlem af. I vores oversigt over alle A-kasser fremgår hvem der kan optages i de enkelte A-kasser. Du kan altid blive medlem af en af de tværfaglige A-kasser - det er A-kasser der optager alle uanset job eller uddannelse.
Har du en længerevarende uddannelse, vil vi også anbefale at du ser på hvilke A-kasser der er målrettet højtuddannede. Der er 4 A-kasser i Danmark som er målrettet personer med en lang videregående uddannelse - det er "MA A-kasse", "CA A-kasse", Akademikernes A-kasse, og AJKS (A-kassen for journalistik, kommunikation og Sprog).
Gratis medlem af A-kasse som studerende
Er du studerende kan du få op til 5 års gratis medlemskab i de fleste A-kasser. Det er envidere en økonomisk fordel for dig at huske på ihvertfald at blive medlem senest 1 år inden du er færdig med din uddannelse. Dermed kan du nemlig undgå den normale 1 måneds venteperiode med dagpenge, og i stedet få dagpenge fra den første dag efter du er færdiguddannet.