Artikler

Dagpenge
A-kasse

Nedsat A-kasse kontingent for dimittender

Opdateret . Udgivet . Kategori: dimittend, nøgleord: A-kasse, Kontingent

Som en konsekvens af de forringede dagpengevilkår for dimittender der blev indført i 2023, har nogle A-kasser valgt at nedsætte kontingentet for dimittender.

Det er en betingelse for at få rabatten, at du dimitterer som nyuddannet (efter dimittendreglerne). Derudover er der forskel mellem de forskellige A-kasser, på om rabatten gælder alle dimittender eller kun nogle, rabattens størrelse og perioden man får rabatten i.

Følgende A-kasser har nedsat kontingent for alle dimittender:

  • Min A-kasse (er tværfaglig, dvs. optager alle uanset uddannelse)
  • HK A-kasse (optager kun uddannede indenfor HK-området)
  • Krifa (er tværfaglig, dvs. optager alle uanset uddannelse)

I "Min A-kasse", Krifa og HK A-kasse gives rabatten uanset alder, forsørger/ikke forsøger og uanset om medlemmet er ledig eller i arbejde.

Følgende A-kasser har nedsat kontingentet for ledige dimittender under 30 år uden forsørgerpligt (efter 3 mdr.s ledighed):

  • Akademikernes A-kasse
  • MA A-kasse
  • AJKS

Hvor meget gives i rabat til dimittender?

I 4 af de 6 A-kasser med nedsat kontingent ("Min A-kasse", Akademikernes A-kasse, AJKS og MA A-kasse) gælder at rabatten udgør det såkaldte "administrationsbidrag" - det beløb som A-kasse medlemmer normalt betaler til A-kassen's administration (dvs. løn til ansatte og andre omkostninger i A-kassen). Dette beløb (og dermed rabatten) varierer fra A-kasse til A-kasse, men efter rabatten er fratrukket skal dimittenden betale 396 kr./mdr. (i 2025) i de 4 nævnte A-kasser. De 396 kr. svarer til den del af et normalt A-kasse kontingent der udgør statsbidrag og ATP.

I HK gives kr. 33 i rabat pr. mdr., hvilket betyder at dimittender skal betale 495 kr./mdr.

Krifa giver en rabat på 54 kr. pr. mdr., hvilket betyder at dimittender skal betale 484 kr./mdr.

Fra hvornår og hvor længe gives rabatten?

I Akademikernes A-kasse, AJKS og MA A-kasse gives rabatten først efter 3 måneders ledighed. Rabatten gives indtil medlemmet har været afmeldt som ledig i en måned.

I "Min A-kasse" får man rabat fra første dag man er dimitteret. Hvis du er i job gælder rabatten kun den første måned, ellers gælder rabatten så længe du er ledig.

I HK A-kasse får man rabat i de første 12 måneder. Hvis medlemmet indenfor de 12 måneder får status som lønmodtager (vælger at få beregnet en sats som lønmodtager efter "sammenlægningsreglen" eller genberegningsreglen) bortfalder rabatten fra det tidspunkt.

I Krifa får man rabatten fra første dag man er dimitteret. Rabatten gælder i 12 måneder.

Relateret indhold om A-kasse