Artikler
Dagpenge
A-kasse
Atypisk lønarbejde gør det svært at optjene dagpengeret
Opdateret . Udgivet . Kategori: dagpengeret, nøgleord: A-kasse, Beskæftigelseskrav, Dagpengeret, Indkomstkrav
Er dit lønmodtagerjob atypisk f.eks. set i forhold til et normalt 8-16 job med sædvanlige lønmodtagerrettigheder - det kan f.eks. være hvis du arbejder via en platform eller som freelancer, skal du være opmærksom på at det kan give dig problemer i forhold til at få dagpenge fra din A-kasse hvis du mister dit arbejde.
En A-kasse må kun medregne din indtægt til opfyldelse af indkomstkravet (er en af betingelserne for at kunne få dagpenge), hvis dit arbejde er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår.
Det bemærkes at problemet kun gælder når der er tale om lønindkomst i form af A-indkomst. Får du din indtægt i form af B-indkomst med arbejdsmarkedsbidrag eller indgår din indtægt i din selvstændige virksomhed, skal A-kassen ikke foretage vurderingen af om arbejdet er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår.
Hvad kan gøre dit arbejde atypisk?
De seneste par år har Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring (CKA) i en række afgørelser fastslået at A-kasse medlemmer ikke kunne få medregnet deres indberettede A-indkomst til opfyldelse af indkomstkravet, fordi arbejdet ikke var udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår. Se omtale af afgørelserne her.
Nogle af de faktorer der taler imod at der er tale om normale løn- og arbejdsvilkår er:
- betaler gebyr for at være ansat eller bruge en platform
- skal selv afholde udgifter i forbindelse med udførelsen af arbejdet
- ansættelsen ikke omfattet af funktionærloven eller andre ansættelsesretlige regler, herunder ferieloven
- er selv ansvarlig for at have det nødvendige udstyr
- er ansvarlig for at have lovpligtige forsikringer, licenser, tilladelser eller registreringer, der kræves, for at arbejdet kan udføres
- man tilrettelægger, leder og fordeler selv udførelsen af arbejdsopgaver uden instruktion
- man er selv med til at beskrive og finde arbejdsopgaver
EU platformsdirektiv indføres i 2026
Som det fremgår ovenfor kan det være et problem hvis din aktivitet defineres som lønmodtagerarbejde. Det ville i mange tilfælde være bedre for dig (i forhold til dagpengeret) at få din indtægt i form af B-indkomst eller overskud af selvstændig virksomhed.
Et direktiv fra EU (det såkaldte "platformsdirektiv") der skal værte indført i dansk ret senest 2. december 2026, vil ikke gøre det nemmere for platformsarbejdere at opnå dagpengeret, idet direktivet indfører en formodningsregel, om at hvis der er tegn på at platformsarbejderen arbejder under instruktion og kontrol, skal det som udgangspunkt betragtes som lønmodtagerarbejde.