Du er her: A-kasser (.dk) Support Spm. & svar
Kategori: studerende

 0
 0

Dagpenge mens man er på "orlov" inden kandidat?

studerende dagpengeret bachelor orlov

Spørgsmål fra en af vores brugere om A-kasse

Hej Jeg afsluttede i januar 2019 min bacheloruddannelse fra Roskilde Universitet. Jeg har det sidste halve år gået på en højskole og derfor ikke haft en indkomst. D. 22. juni afslutter jeg mit højskoleophold, men har stadig ikke fundet et arbejde. Jeg er blevet optaget på en kandidatuddannelse på Københavns Universitet fra d. 1. september 2019. Mit spørgsmål går ud på, om det er muligt at modtage dagpenge mellem 22. juni og 1. september, da jeg ikke har anden indkomst og ikke har haft det siden januar. Jeg er medlem af Dansk Journalistforbund men er ikke helt sikker på, hvorvidt jeg også er indmeldt A-kassen? Jeg håber, I kan hjælpe mig. Mvh. Pernille

Svar fra A-kasser.dk:

Hej Pernille,

ifølge dagpengereglerne, er der ikke noget i vejen for at man kan få dagpenge når man tager orlov mellem to dele af en uddannelse (f.eks. bachelor og kandidat), eller for den sags skyld midt i en uddannelse.

Men havde det kun været den almindelige sommerpause mellem bachelor og kandidat p.g.a. sommerlukning på Universitet, så kunne du ikke få dagpenge.

Der gælder således at man kun kan få dagpenge mellem to dele af en samlet uddannelse, hvis pausen er på mindst 4 uger, og at pausen ikke skyldes Universitetets ferielukning.

Disse begrænsninger/krav fremgår af Bekendtgørelse om rådighed nr 808 af 23/06/2017 (Rådighedsbekendtgørelsen), §32, stk 1 og 3.

Men du er ikke omfattet af disse begrænsninger, så du kan få dagpenge hvis du opfylder betingelserne for at kunne få dagpenge.

Du skriver at du ikke ved om du er medlem af en A-kasse. For at kunne få dimittend-dagpenge fra 22. juni, skal du jo være medlem af en A-kasse og have fået registreret din dimittend-status i A-kassen senest 14 dage efter du afsluttede din dagpengeberettigede bachelor i januar 2019.

Har du ikke allerede dimittend-status i din A-kasse nu, har du ikke længere mulighed for at bruge dimittend-reglen på baggrund af din bachelor.

Fik du registreret din dimittend-status i januar 2019, så gælder dine dimittend-rettigheder i 2 år, det vil sige at du kan begynde at få dagpenge frem til januar 2021, alene på baggrund af din afsluttede bachelor (uden at opfylde yderligere betingelser).

Jeg går ikke ud fra at du kan opfylde betingelserne for at få dagpengeret efter de almindelige regler (som lønmodtager).

Det kræver at du har været medlem af A-kasse i mindst 1 år, samt at du skal have haft en indkomst på mindst kr. 233.376 kr. (i 2019) inden for de sidste 3 år.

Med venlig hilsen

Anders Weber, www.a-kasser.dk