Du er her: A-kasser (.dk) Support Spm. & svar
Kategori: studerende

 0
 0

Hvad koster A-kasse og fagforening for voksenelev i skolepraktik?

kontingent elev a-kasse fagforening

Spørgsmål fra en af vores brugere om A-kasse

Jeg har betalt til a-kasse i et lille års tid, og blev indmeldt i fagforening for ca en måned siden. På det tidspunkt fik jeg mindsteløn som voksenelev. Ca 22.000 kr. brutto pr. mdr. For to dage siden, startede jeg i skolepraktik, og modtager 7.460 kr. brutto pr. mdr. Hvad koster A-kasse og fagforening mig nu, hvor der er ændring i min økonomi?Jeg er over 25 år

Svar fra A-kasser.dk:

Hej,

jeg vil anbefale dig at læse vores artikel om a-kasse for elever på erhvervsuddannelserne.

Jeg forstår ikke at du har betalt kontingent til A-kassen indtil nu. En voksenelev under 30 år uden andre indtægter end elevløn med tillæg efter overenskomsten opfylder betingelserne for at få fritagelse for betaling af medlemsbidraget til a-kassen. Du skulle også kunne få gratis a-kasse mens du er på skolepraktikydelse.

Betingelserne er, at din samlede indtægt fra beskæftigelse og skolepraktikydelse ikke overstiger 226.391 kroner pr. år før skat. Endvidere må du ikke være over 30 år. Du skriver du er over 25 år, men ikke om du er over 30 år. Måske du tjener for meget til at kunne få gratis A-kasse?

Er du over 30 år kan du søge om fritagelse for den del af dit A-kasse kontingent der hedder "administrationsbidraget". Det kan alle der studerer på en SU-berettiget uddannelse eller erhvervsuddannelse, uanset alder og indtægt.

Det varierer lidt mellem de forskellige A-kasser, hvor meget det udgør, men du kan nok spare ca. 130-160 kr. pr. måned.

Du skriver imidlertid at du allerede har været almindeligt betalende medlem i et år, og har haft en indtægt på ca. 22000 pr. mdr. Jeg vil således anbefale at du fortsætter dit A-kasse medlemskab uanset om det vil være gratis, kun billigere eller til fuld pris, da du jo næsten allerede har optjent dagpengeret på almindelig vis/som lønmodtager. Bemærk dog, at skolepraktikelever ikke er lønmodtagere og derfor kan du ikke bruge skolepraktikydelsen til at optjene ret til dagpenge.

Alternativt må du nøjes med den lavere dimittend-sats, når du er færdiguddannet.

Med hensyn til fagforenings-medlemskab ved jeg at nogle fagforeninger (bl.a. 3F) skelner mellem voksenelever (som skal betale fuld eller næsten fuld kontingent) og andre elever der får gratis eller meget billigt medlemskab af fagforening. Det er noget du må undersøge hos fagforeningen, hvor meget du evt. skal betale.

Skriv til os hvis du stadig er i tvivl om noget.

Med venlig hilsen

Anders Weber, www.a-kasser.dk