Du er her: A-kasser (.dk) Support Spm. & svar
Kategori: A-kasse og udland

 0
 0

Snart dimittend og skal flytte til udlandet

medlemskab dimittend udland

Spørgsmål fra en af vores brugere om A-kasse

Hej, Min kone og jeg er flyttede til Belgien i juli måned, da jeg har fået fast job hernede. Min kone er i øjeblikket studerende, men afslutter snart sin uddannelse, når hun har fået sin sidste karakter. Hun har været medlem af en a-kasse, men har fået af vide af a-kassen, at hun ikke vil kunne tage dagpenge med til Belgien. A-kassen skriver, at hun, når hun på et tidspunkt har fået et job hernede, vil skulle forsikre sig i Belgien, hvilket sker automatisk via skatten. De skriver desuden, at hun skal kontakte dem, når hun har fået et job i belgien, for så vil de melde hende ud fra den dato, hvor hun starter i jobbet. Hun har fået af vide, at hun ikke kan få dagpengene med til Belgien, men når hun er færdig med at studere, skal hun meddele dette til a-kassen, og hun skal begynde at betale kontingent - men det virker jo lidt dumt, når hun ikke kan få udbetalt noget, og når hun så snart hun får job i Belgien under alle omstændigheder skal melde sig ud. Så vores spørgsmål er: Er det nødvendigt for hende, at være medlem af a-kassen i Danmark i perioden mellem afslutningen på uddannelsen og at hun får et job hernede?

Svar fra A-kasser.dk:

Hej Christian,

jeg deler lige svarene lidt om.

  1. Det er korrekt at din kone ikke kan tage dagpengene med til Belgien. Det er der kun en meget begrænset mulighed for at gøre og det er at man kan tage til et andet EU-land for at søge job i op til 3 mdr. og i den periode bevare danske dagpenge. Men det er jo ikke det din kone gør.

  2. Belgien er medlem af EU ligesom Danmark. Dermed gælder EU forordningen 883/2004 om koordinering af social sikring. Den betyder bl.a. at man skal være medlem af en A-kasse i det EU-land hvor man arbejder. Og samtidig siger den at man kun kan være medlem af en A-kasse i ét EU-land ad gangen. Så din kone kan kun være medlem af en belgisk "A-kasse", og overholde reglerne og få de fordele som følger af den belgiske lovgivning om arbejdsløshedsforsikring.

  3. Der er så til gengæld - også som følge af EU forordningen mulighed for inden for EU/EØS at overføre optjente rettigheder i a-kasse (medlems- og arbejdsperioder) optjent i sit hjemland til det nye arbejdsland. Hvis din kone ikke er dansk, forudsætter det imidlertid at hun har EU/EØS statsborgerskab. Har hun ikke det, kan hun ikke overføre optjente rettigheder.

Det belgiske arbejdsløshedssystem skal således tage højde for de rettigheder din kone har optjent i Danmark.

HUSK dog at det er en betingelse for at kunne overføre rettigheder at din kone tilmeder sig det belgiske arbejdsløshedssystem senest 8 uger efter at hun er meldt ud af sin danske A-kasse.

  1. Ret til dagpenge som nyuddannet?

Du oplyser at din kone er studerende og snart færdiguddannet.

I Danmark har vi forskellige krav til hvornår man kan få dagpenge som dimittend. Men det er IKKE et af kravene at uddannelsen er gennemført i Danmark. Derimod er der bopælskrav umiddelbart før og efter uddannelsen.

Om Belgien har en tilsvarende regel - altså om det er muligt at få "dagpenge" på baggrund af en dansk uddannelse - og om din kone kan opfylde evt. betingelser - ved jeg ikke.

Men har I ikke allerede undersøgt det kunne I da prøve at spørge hos de relevante myndigheder.

  1. Er det nødvendigt at forblive medlem af den danske A-kasse?

Hvis din kone kunne få dimittendrettigheder efter de danske regler kunne det måske have været en fordel at forblive medlem efter endt uddannelse. Dimittendrettigheder kan bruges inden for 2 år, så hvis I skulle flytte tilbage til Danmark inden for 2 år kunne det være relevant.

Men din kone kan formentlig ikke få dimittendrettigheder i Danmark fordi det forudsætter bl.a. at hun har ophold og bopæl i Danmark senest 2 uger efter uddannelsen er afsluttet og det har hun jo ikke.

Du skriver ikke om din kone har haft arbejdsforhold inden for de sidste 3 år...det kunne i givet fald give ret til dagpenge. Men du skriver at hun studerer, så det antager jeg hun har gjort på fuldtid min. de sidste 3 år.

Konklusion: Hvis I efter ovennævnte kommer frem til at din kone hverken kan få rettigheder i Belgien eller i Danmark og dermed heller ikke har rettigheder at overføre.., så er der ingen grund til at forblive medlem i den danske A-kasse. Går ud fra at hun først bliver automatisk medlem af den belgiske ordning, når hun får job.

Vend gerne tilbage hvis du har kommentarer.

Held og lykke med tilværelsen i Belgien.

Med venlig hilsen

Anders Weber, www.a-kasser.dk