Regler

Dagpenge
A-kasse

Selvforskyldt ledig - dårligt helbred ikke til stede på opsigelsestidspunktet

Af A-kasse Team

Nøgleord Selvforskyldt ledig

Emneord for denne afgørelse: Dagpengeret - selvforskyldt ledighed

Dato: 30-08-2019

Resumé

Det skulle betragtes som en kontraopsigelse, at medlemmet valgte at forlade sin arbejdsplads umiddelbart efter, at hun var blevet opsagt. Hun frasagde sig løn og meldte sig ledig dagen efter.

Medlemmet havde ikke en gyldig grund til opsigelsen på grund af de lægelige oplysninger i sagen. Hun var derfor selvforskyldt ledig.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Du er selvforskyldt ledig den 19. november 2018.

Det betyder, at du har mistet retten til dagpenge fra den 20. november 2018.

Det betyder også, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelsen for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du er selvforskyldt ledig ved dit arbejdsophør hos [virksomhed 1] den 19. november 2018.

Du mister derfor retten til dagpenge fra den 20. november 2018.

Du har ret til dagpenge igen, når du opfylder et arbejdskrav, som det er angivet i reglerne.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du uden en gyldig grund har kontraopsagt, idet du den 19. november 2018, inden du forlod arbejdspladsen, har oplyst til arbejdsgiver, at du frasagde dig din løn fra d.d. og har søgt om dagpenge fra den 20. november 2018.

Vi lægger samtidig vægt på, at du den 19. november 2018 blev opsagt af din arbejdsgiver af en grund, der ikke skyldes dig, til fratrædelse den 3. december 2018, da du havde et opsigelsesvarsel på 14 dage.

Vi lægger desuden vægt på, at det er anden gang inden for 12 måneder, at du anses for selvforskyldt ledig, idet du blev anset for selvforskyldt ledig den 1. april 2018 i forbindelse med dit arbejdsophør hos [virksomhed 2]. Denne afgørelse er ikke påklaget.

I forbindelse hermed lægger vi også vægt på, at du i a-kassens afgørelse af 2. maj 2019 er vejledt om reglerne om gentagelsesvirkningen.

Vi er opmærksomme på, at du i højere grad ønsker dine lægelige oplysninger inddraget i vurderingen af din sag.

Det forhold, at din læge efter afskedigelsen den 19. november 2018 blandt andet har oplyst, at du reagerede med apati og efterfølgende udviklede en belastningsreaktion i forbindelse med den pludselige opsigelse, kan ikke føre til et andet resultat.

Det forhold, at du måtte sygemeldes i en længerevarende periode og fik en diagnose ”psykisk sårbar”, kan heller ikke føre til et andet resultat.

Vi begrunder det med, at de lægelige oplysninger om din helbredsmæssige tilstand efter opsigelsen ikke kan anses for en gyldig grund i forhold til vurderingen af selvforskyldt ledighed.

Vi lægger vægt på, at dine helbredsmæssige problemer er opstået som følge af opsigelsen og ikke har været årsagen til, at du ikke kunne varetage arbejdet.

Vi lægger samtidig vægt på, at du ikke på opsigelsestidspunktet har dokumentation fra en læge for, at du på grund af dit helbred ikke kunne fortsætte i det pågældende arbejde.

Om reglerne

Efter reglerne pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger ved selvforskyldt ledighed. Hvis medlemmet inden for de seneste 12 måneder forud for den selvforskyldte ledighed er blevet selvforskyldt ledig, bortfalder retten til dagpenge.

Et medlem, der er afskediget, uden at afskedigelsen væsentligst skyldes medlemmet, er selvforskyldt ledigt, hvis medlemmet opsiger arbejdet uden en gyldig grund og fratræder, før arbejdsgiverens opsigelsesvarsel udløber.

En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde, herunder et henvist arbejde, eller afslår eller ophører i et tilbud.

Et medlem kan afslå eller opsige et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud, hvis der er dokumentation fra en læge for,

  1. at medlemmet på grund af sit helbred ikke eller kun med vanskelighed kan udføre arbejdet, eller
  2. at arbejdet vil medføre, at der opstår eller sker en forværring af helbredsmæssige problemer, herunder problemer ved graviditet.

Ved opsigelse eller ophør er det et krav, at medlemmet har prøvet at få et andet arbejde på arbejdspladsen, medmindre det godtgøres, at der på arbejdspladsen ikke findes arbejde, som medlemmet vil kunne varetage.

Et medlem kan ikke få dagpenge anden gang, medlemmet inden for de seneste 12 måneder handler på en måde, der udløser karantæne for selvforskyldt ledighed.

Et fuldtidsforsikret medlem kan igen få dagpenge, når medlemmet har fået indberettet 300 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister inden for en sammenhængende periode, der dækker 3 måneder ved månedsindberetninger, eller 276 løntimer inden for en sammenhængende periode, der dækker 12 uger ved uge- eller 14-dages-indberetninger.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.

Bemærkninger til klagen

Du har oplyst, at du er utilfreds med afgørelsen og ønsker, at de løbende oplysninger fra din læge i langt højere grad indgår i vurderingen af din sag.

Du gør opmærksom på, at du var så forvirret og chokeret efter opsigelsen, at du ikke var klar over, at du havde lavet en kontraopsigelse.

Du oplyser, at du var af den opfattelse, at arbejdsgiver havde givet dig en tænkepause, og at du, selvom du læste arbejdsgivers mail af 19. november 2018, ikke forstod, hvad den betød.

Du oplyser videre, at du efter at have været hjemme i en periode kontakter din læge, som siger, at du ikke skal vende tilbage til jobbet, da det ikke vil være godt for dig, når man tager din sygehistorie i betragtning.

Du oplyser også i klagen, at du stadig er sygemeldt, og at din læge har diagnosticeret dig som psykisk sårbar.

Dine oplysninger er indgået i vores vurdering af sagen. De kan dog ikke føre til et andet resultat.

Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen ud fra:

  • Oplysninger, vi har fået fra CKA.
  • CKA’s afgørelse af 11. april 2019.
  • klagen af 6. maj 2019 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
  • CKA’s genvurdering.
  • Yderligere oplysninger fra CKA modtaget den 14. juni 2019.

Regler

Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.

Love og bekendtgørelser

Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. (arbejdsløshedsforsikringsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018.

  • § 63, stk. 1, nr. 2, om ophør uden fyldestgørende grund

Bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed nr. 1319 af 9. november 2016.

  • § 7, stk. 1, om kontraopsigelse.
  • § 12, stk. 1, om tidspunkt for en gyldig grund.
  • § 13, om helbred som gyldig grund.
  • § 24, om 3 ugers karantæne.
  • § 27, stk. 1-8, om gentagelsesvirkning og arbejdskrav.

Retskilder

Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 63, stk. 1, nr. 2.

Bekendtgørelse nr. 1319 af 9. november 2016 om selvforskyldt ledighed, § 7, stk. 1, § 12, stk. 1, § 13, § 24 og § 27, stk. 1-8.