Regler
Dagpenge
A-kasse
Genoprettelse efter sletning ikke mulig - fristoverskridelse
Emneord for denne afgørelse: Medlemskab - sletning - genopretning
Dato: 30-08-2019
Resumé
Medlemskabet af a-kassen kunne ikke genoprettes.
Digital post anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for modtageren. Det skyldige medlemsbidrag blev ikke betalt senest 4 uger efter, at medlemmet havde modtaget a-kassens afgørelse om slettelse.
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
- Du kan ikke få genoprettet dit medlemskab af a-kassen.
Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.
Begrundelsen for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke kan få genoprettet dit medlemskab af a-kassen.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du ikke har betalt det skyldige medlemsbidrag inden for fristen på 4 uger for genoprettelse af medlemskab. Fristen var den 4. januar 2019, og du betalte den 7. januar.
Vi lægger også vægt på, at a-kassen har fulgt den fastlagte rykker- og sletteprocedure ved opkrævning af medlemsbidrag.
Vi lægger desuden vægt på, at du er vejledt om, at du er omfattet af a-kassens digitale postordning, samt om vigtigheden af at tjekke din post dagligt.
Du er blevet vejledt herom i a-kassens pjece ”Det skal du vide og gøre, når du er ledig”. Det fremgår af side 4 i pjecen, at: ”Al post fra [a-kassen] bliver sendt elektronisk til din digitale postkasse ”Min postkasse” på [hjemmeside]. Det er derfor vigtigt, at du dagligt logger ind og tjekker postkassen”.
Vi bemærker i forbindelse hermed, at det af a-kassens udskrift fra den digitale postkasse fremgår, at du læste brevet ”Vejledning ved ledighed” den 26. marts 2018, klokken 21:15. Pjecen var vedhæftet dette brev.
Vi bemærker desuden, at du selv bærer ansvaret for at læse breve og det materiale, som du modtager fra a-kassen.
Endelig lægger vi vægt på, at a-kassen som en service har sendt dig notifikationer den 16. november 2018, 19. november 2018, 27. november 2018 og den 3. december 2018 om ulæste dokumenter i din indbakke.
Om reglerne
Et medlem skal betale medlemsbidrag til de af kassen fastsatte tidspunkter. Medlemsbidraget skal vedrøre en nærmere angiven periode.
Et medlem, der undlader at betale det fulde medlemsbidrag rettidigt, bortset fra frivilligt efterlønsbidrag, slettes som medlem af kassen med virkning fra det tidspunkt, indtil hvilket medlemmet har betalt bidrag.
Slettelse kan kun finde sted, hvis medlemmet ikke har betalt det skyldige medlemsbidrag senest 3 uger efter, at kassen skriftligt har rykket medlemmet for restancen. Rykkerskrivelsen skal afsendes til de medlemmer, der ved den forudgående måneds afslutning ikke har betalt det fulde medlemsbidrag, der forfalder i denne måned. Skrivelsen skal udtrykkeligt angive, at medlemmet vil blive slettet, hvis det skyldige medlemsbidrag ikke bliver betalt.
Hvis det skyldige medlemsbidrag, samt senere forfaldent medlemsbidrag betales senest 4 uger efter, at medlemmet er blevet skriftligt underrettet om slettelsen, hæves slettelsen.
Der er pligt til at anvende digital kommunikation, når kassen har indført det.
Pligten indebærer, at a-kassen med bindende virkning kan sende/aflevere/lægge dokumenter mv. i den digitale postløsning, som a-kassen stiller til rådighed. På samme måde sender/afleverer/ lægger medlemmet, ansøgeren eller det tidligere medlem dokumenter mv. til a-kassen i den digitale postløsning med bindende virkning.
Det kan have konsekvenser for pågældendes rettigheder efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., såfremt et medlem, en ansøger eller et tidligere medlem ikke holder sig orienteret om indholdet af den digitale postløsning.
Det kan have konsekvenser for pågældendes rettigheder efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., såfremt et medlem, der modtager ydelser og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet ikke dagligt holder sig orienteret om indholdet af den digitale postløsning.
En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Bemærkninger til klagen
Din advokat har oplyst, at proportionalitetsprincippet ikke er iagttaget, idet det er hendes opfattelse, at din forsinkelse med betaling er så kort, at det ikke står i det rette forhold til den indgribende virkning, at du mister dit medlemskab af a-kassen.
Vi bemærker, at der i reglerne ikke er givet mulighed for dispensation fra fristen på 4 uger. Der kan derfor ikke ses bort fra overskridelse af betalingsfristen, selvom den er af kortere varighed.
Hun mener desuden, at det er udokumenteret, at du har læst brev af 9. november 2018 fra a-kassen (rykkerbrevet).
Vi bemærker, at digital post efter reglerne anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen. Det er medlemmets eget ansvar at læse den post, som han modtager digitalt.
Vi bemærker i forbindelse hermed, at det af a-kassens udskrift fra den digitale postkasse fremgår, at a-kassens rykkerbrev var tilgængeligt den 9. november 2018, klokken 03:07, og at du læste brevet den 9. november 2018, klokken 12:05.
Endelig anfører hun, at dine bemærkninger i mail af 7. februar 2019 (retteligt 7. januar 2019) om ”at de manglende indbetalinger signalerede sløseri og ligegyldighed, og at han havde haft god tid til at indbetale dem” er taget ud af en sammenhæng og ikke nødvendigvis handler om den konkrete indbetaling.
Vi bemærker hertil, at din mail af 7. januar 2019 må anses som værende skrevet i forbindelse med din overførsel af beløb fredag aften den 4. januar 2019 og derfor er tilknyttet den konkrete indbetaling.
Alle oplysninger i klagen er indgået i vores vurdering af sagen. De kan dog ikke føre til et andet resultat.
Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.
Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen ud fra:
- Oplysninger, vi har fået fra CKA.
- CKA’s afgørelse af 3. april 2019.
- klagen af 7. april 2019 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
- CKA’s genvurdering.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ikke modtaget yderligere oplysninger efter genvurderingen.
Retsregler
Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.
Love og bekendtgørelser
Lov om arbejdsløshedsforsikring mv. (arbejdsløshedsforsikringsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018.
- § 78, stk. 2-4, om rykker- og sletteprocedure
Bekendtgørelse om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse nr. 723 af 20. juni 2013.
- § 11, stk. 1, og stk. 5, om sletning og mulighed for genopretning af medlemskab
Bekendtgørelse om digital kommunikation i arbejdsløshedsforsikringen nr. 1644 af 27. december 2013.
- § 11, om retsvirkningerne af digital kommunikation
Retskilder
Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 78, stk. 2-4.
Bekendtgørelse nr. 723 af 20. juni 2013 om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse, § 11, stk. 1 og stk. 5.
Bekendtgørelse nr. 1644 af 27. december 2013 om digital kommunikation i arbejdsløshedsforsikringen, § 11.