Regler
Dagpenge
A-kasse
Beregning af dagpengesats - hævet opsparet overskud i virksomhed
Emneord for denne afgørelse: Dagpengenes størrelse - beregning selvstændige
Dato: 12-08-2019
Resumé
Det skattemæssige overskud, som fremgik af rubrik 151 på medlemmets årsopgørelse for 2017, skulle indgå i beregningen af dagpengesatsen.
Ved beregningen af dagpengesatsen var det afgørende, at den beskattede indkomst fremgik af årsopgørelsen. Det var uden betydning, at det skattemæssige overskud henstod i virksomheden fra et tidligere indkomstår.
Afgørelse
Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har behandlet din klage over en afgørelse, som [a-kassen] traf den 20. marts 2019.
Vi er kommet frem til:
- I beregningen af din dagpengesats kan indgå et beløb, som fremgår af rubrik 151 på årsopgørelsen for 2017.
- A-kassen skal foretage en ny beregning.
Vi har sendt en kopi af afgørelsen til a-kassen. Du kan eventuelt kontakte din a-kasse for at få yderligere vejledning.
Begrundelse
Et beløb i felt 151 på årsopgørelsen for 2017, kan indgå i beregningen af en dagpengesats, fordi beløbet udgør et skattemæssigt overskud i virksomheden, jf. § 48, stk. 1, nr. 3, i loven.
Efter reglerne kan en selvstændig erhvervsdrivende få beregnet en dagpengesats på et skattemæssigt overskud før renter og andre finansielle poster samt A-indkomst, som er udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse og som fremgår af årsopgørelsen.
Det kan du se i § 48, stk. 1, nr. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018 (loven) og § 3, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1584 af 18. december 2018 om beregning af dagpengesatsen (bekendtgørelsen).
På årsopgørelsen for 2017 fremgår det af rubrik 151, at du har haft en indkomst på 149.040 kr. Det er ”Hævet opsparet overskud 25 %”.
Det er et overskud i virksomheden, som er hensat på en særlig konto. Det vil sige, at overskuddet bliver i virksomheden og kan bl.a. bruges til virksomhedens fremtidige investeringer. Beløbet beskattes med en lempeligere skatteprocent.
Når det hensatte overskud tages ud af virksomheden (udbetales til ejeren), beskattes beløbet som personlig indkomst med fradrag for den skat, der allerede er indbetalt. Det udbetalte overskud fremgår af rubrik 151.
Det er lagt til grund:
- Du er ophørt med drift af selvstændig virksomhed.
- Du er ledig fra 5. marts 2019.
- A-kassen har beregnet en dagpengesats i beregningsperioden fra 1. marts 2017 til 28. februar 2019.
- I beregningen er indgået overskud fra virksomheden fra 1. marts til 31. december, som fremgår af årsopgørelsen for 2017 (rubrik 111).
Vi har lagt vægt på, at der skal beregnes på et beskattet overskud, som fremgår af en årsopgørelse.
Det er styrelsens vurdering, at det ikke gør nogen forskel, at overskuddet henstår i virksomheden fra et tidligere indkomstår.
I beregningsmæssig henseende er det afgørende, at den beskattede indkomst fremgår af en årsopgørelse, som skal lægges til grund for beregning af en dagpengesats.
A-kassen skal foretage en ny beregning, hvor beløbet fra rubrik 151 indgår i beregningen.
Retskilder
Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 48, stk. 1, nr. 3.
Bekendtgørelse nr. 1584 af 18. december 2018 om beregning af dagpengesatsen, § 3, stk. 1, nr. 3.