Regler

Dagpenge
A-kasse

Supplerende dagpenge udløbet efter opstart af virksomhed

Af Anders Weber

Nøgleord Selvstændig virksomhed, Supplerende dagpenge, Bibeskæftigelse

Emneord for denne afgørelse: Selvstændig virksomhed - supplerende dagpenge - bibeskæftigelse

Dato: 22-02-2021

Resumé

Medlemmet havde ikke ret til dagpenge, fordi retten til supplerende dagpenge var udløbet, da han begyndte at drive selvstændig bibeskæftigelse med at levere mad fra restauranter til private gennem Wolt partner app.

Aktiviteten var selvstændig virksomhed, fordi han var personligt beskæftiget med leverancerne, registreret i Det Centrale Virksomhedsregister og momsregistreret.

Det fremgik også af servicekontrakten med Wolt Danmark ApS, at han ikke var i et ansættelsesforhold.

Afgørelse

Vi er kommet frem til:

  • Du driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse fra den 11. december 2020.
  • Du har ikke ret til at få udbetalt dagpenge fra december 2020.
  • A-kassens vejledning er kritisabel.

Begrundelse

Selvstændig virksomhed

Du driver selvstændig virksomhed fra den 11. december 2020, hvor virksomheden blev oprettet i CVR-registeret.

Et medlem driver selvstændig virksomhed, når aktiviteten har et erhvervsmæssigt formål og medlemmet har eller har haft personligt arbejde i virksomheden. Aktiviteten anses herefter for selvstændig virksomhed, når virksomheden er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR).

Det kan du se i § 57 a, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 199 af 11. marts 2020 (loven) og § 2, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1182 af 26. september 2018 om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet (bekendtgørelsen).

Grundlaget for afgørelsen:

  • Du er fuldtidsforsikret medlem.
  • Du har oprettet enkeltmandsvirksomheden [navn], CVR-nr. …, den 11. december 2020.
  • Du har indsendt blanketten "Erklæring om erhvervsmæssig aktivitet" den 16. december 2020.

Vi lægger vægt på, at virksomheden er registreret med et CVR-nr. den 11. december 2020, og at virksomheden er momsregistreret.

Vi lægger også vægt på, at du har oplyst, at arbejdet i virksomheden består af, at du leverer mad fra restauranter til private og virksomheder gennem Wolt partner app.

Du har også oplyst, at du cirka har 15 timer om ugen, og at du selv indberetter din løn til SKAT.

Vi har desuden henset til din servicekontrakt af 10. november 2020, som du har indgået med virksomheden Wolt Danmark ApS, CVR-nr. 37540447.

Det fremgår af kontrakten, at du selv bestemmer, hvornår du udfører leveringer, samt at du er ansvarlig for alle omkostninger i relation til leveringerne. Du er også selv ansvarlig for at have de nødvendige forsikringer i forbindelse med arbejdet.

Det fremgår også, at du ikke er i et ansættelsesforhold med Wolt, og at Wolt ikke har ret til at føre tilsyn med det arbejde, som du udfører. Du optjener heller ikke feriepenge eller pension.

Vi vurderer derfor, at du driver selvstændig virksomhed, fordi aktiviteten har et erhvervsmæssigt formål, og du udfører arbejde for virksomheden.

Virksomheden anses for selvstændig virksomhed fra den 11. december 2020, hvor du er registreret i CVR-registeret.

Selvstændig bibeskæftigelse

Du anses for at drive din selvstændige virksomhed som bibeskæftigelse, fordi du startede din virksomhed op, efter du blev indplaceret i en dagpengeperiode.

Efter reglerne, anses et medlem, der starter en virksomhed op, efter medlemmet er blevet indplaceret i en dagpengeperiode, for at drive virksomhed som bibeskæftigelse.

Det kan du se i § 10, stk. 5, i bekendtgørelsen.

Vi har lagt vægt på, at du blev indplaceret i dagpengeperioden den 1. oktober 2017.

Vi har også lagt vægt på, at du påbegyndte med at drive din virksomhed den 11. december 2020, det vil sige efter du blev indplaceret i dagpengeperioden.

Ret til supplerende dagpenge

Du har ikke ret til at få dagpenge fra december 2020, fordi din ret til supplerende dagpenge udløb den 13. oktober 2019.

Efter reglerne ophører retten til supplerende dagpenge, når man har fået udbetalt supplerende dagpenge i sammenlagt 30 uger inden for de seneste 104 uger.

Det kan du se i § 60, stk. 1, i loven.

Når retten til supplerende dagpenge er udløbet, kan der ikke udbetales dagpenge i en måned, hvor et medlem driver selvstændig virksomhed efter reglerne i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet.

Det kan du se i § 43, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1588 af 18. december 2018 om udbetaling af dagpenge.

Vi lægger vægt på, at din ret til supplerende dagpenge udløb den 13. oktober 2019.

Vi lægger også vægt på, at du driver selvstændig virksomhed efter reglerne i bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet den 11. december 2020.

A-kassens vejledning

A-kassens vejledning er kritisabel, fordi a-kassen ikke vejledte dig om, at din ret til supplerende dagpenge var udløbet den 13. oktober 2019 ved dine telefoniske samtaler med a-kassen den 16. november og 7. december 2020.

Efter reglerne skal en a-kasse vejlede et medlem, som henvender sig til a-kassen med spørgsmål inden for a-kassens område.

Det kan du se i § 65, stk. 1, i loven.

Du har oplyst:

  • Du blev ikke vejledt om, at din ret til supplerende dagpenge var ophørt, da du spurgte a-kassen om mulighed for opstart af selvstændig virksomhed med supplerende dagpenge.
  • Du blev først oplyst om, at du havde ret til supplerende dagpenge, og dernæst at du ikke havde ret alligevel.

Dine oplysninger er indgået i vores vurdering af din klagesag.

Vi lægger vægt på, at du kontaktede a-kassen telefonisk den 16. november 2020. Det fremgår af a-kassens samtalenotat, at du spurgte om, hvad supplerende dagpenge var. A-kassen sendte dig i den forbindelse en mail med generel vejledning om supplerende dagpenge.

Du kontaktede a-kassen telefonisk igen den 16. november 2020. Det fremgår af a-kassens samtalenotat, at a-kassen forklarede dig mailen med generel vejledning om supplerende dagpenge og vejledte dig om, at det var vigtigt, at du fortsat var tilmeldt jobcenteret som ledig og søgte job.

Vi lægger også vægt på, at a-kassen kontaktede dig telefonisk den 7. december 2020, hvor du blev vejledt om, at du som udgangspunkt godt kunne få supplerende dagpenge, og at du havde 30 uger inden for 104 uger.

Det er vores vurdering, at a-kassen burde have været opmærksom på, at din ret til supplerende dagpenge var udløbet den 13. oktober 2019 ved dine telefoniske samtaler med a-kassen den 16. november og den 7. december 2020.

Det er derfor vores vurdering, at der er grundlag for at kritisere a-kassens vejledning.

Vi bemærker, at du den 28. oktober 2019 blev skriftligt vejledt om, at din ret til supplerende dagpenge udløb den 13. oktober 2019.

Vi kan oplyse, at du ikke kan få en bedre ret end den, som reglerne giver mulighed for, uanset om a-kassens vejledning var kritisabel eller ej.

Regler

Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.

Love og bekendtgørelser

  • Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 57 a, § 60, stk. 1, og § 65, stk. 1.
  • Bekendtgørelse nr. 1182 af 26. september 2018 om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet, § 2, stk. 1, nr. 1, og § 10, stk. 5.
  • Bekendtgørelse nr. 1588 af 18. december 2018 om udbetaling af dagpenge, § 43, stk. 2.