Regler

Dagpenge
A-kasse

Ikke kritik af A-kassens vejledning, da vejledning var sket inden person blev medlem

Af A-kasse Team

Nøgleord Vejledning, Frister, International

Emneord for denne afgørelse: 8-ugers-frist - Medlemskab - Vejledning

Dato: 09-07-2021

Resumé

Der var ikke grundlag for at kritisere a-kassens vejledning, da a-kassen havde vejledt medlemmet, før medlemmet blev optaget i a-kassen.

Det var ikke muligt at tage stilling til, om 8-ugers-fristen kunne forlænges, da medlemmet ikke var ledig og ikke havde søgt om dagpenge fra a-kassen. Det ville være en hypotetisk afgørelse.

Afgørelse

Vi er kommet frem til:

Der er ikke grundlag for at kritisere a-kassens vejledning forud for din indmeldelse fra den 17. marts 2021.

Vi kan ikke tage stilling til, om fristen på 8 uger kan forlænges.

Begrundelse

A-kassens vejledning

Der er ikke grundlag for at kritisere a-kassens vejledning forud for din indmeldelse fra den 17. marts 2021, fordi a-kassen efter reglerne kun er forpligtet til at vejlede medlemmer.

En a-kasse skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til medlemmer, der retter henvendelse om spørgsmål indenfor a-kassens sagsområde.

Det kan du se i § 65, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., som senest er bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 215 af 12. februar 2021 (loven).

En person, som ikke har været medlem af en dansk a-kasse inden for de sidste 5 år, men som har været arbejdsløshedsforsikret i et andet EØS-land, kan medregne forsikringsperioder fra det andet EØS-land til at opfylde kravet om medlemsperiode i § 53, stk. 1, i loven.

Efter reglerne er det et krav, at personen inden 8 uger efter ophøret af forsikringsperioden skriftligt søger om optagelse i en dansk a-kasse og begynder at arbejde i Danmark.

Det kan du se i § 2, stk. 1, og stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1313 af 26. november 2015 om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS, Færøerne og i det øvrige udland (EØS-bekendtgørelsen).

Efter reglerne er det også et krav for medregning af forsikringsperioder fra det andet EØS-land, at et fuldtidsforsikret medlem forud for ledigheden har haft mindst 296 timer inden for en sammenhængende periode, som dækker 12 uger/3 måneder.

Det kan du se i § 2, stk. 3, i EØS-bekendtgørelsen, som er ændret ved § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1186 af 26. september 2018.

Grundlaget for afgørelsen:

  • Du var arbejdsløshedsforsikret i Sverige i perioden fra den 13. februar 2012 til den 31. december 2020.
  • Du begyndte at arbejde i Danmark fra den 1. januar 2021.
  • Du kontaktede [a-kassen] og blev i mail af den 4. februar 2021 vejledt om medlemskab af fagforeningen og a-kassen.
  • A-kassen modtog din skriftlige ansøgning om indmeldelse den 17. marts 2021.

Vi har lagt vægt på, at du først blev medlem af a-kassen den 17. marts 2021.

Vi har også lagt vægt på, at a-kassen efter reglerne kun er forpligtet til at vejlede medlemmer.

Du har oplyst:

  • Du kan ikke huske, at du blev vejledt om, at du skulle sende en ansøgning om medlemskab til a-kassen inden for en frist på 8 uger.
  • Du kontaktede a-kassen for at høre, om det ville være et problem at flytte din anciennitet fra Sverige til Danmark. A-kassen bekræftede, at det ikke ville være noget problem, hvis der ikke var pause mellem medlemskabet af a-kassen i Sverige og i Danmark.
  • Du bevarede medlemskabet i Sverige under processen.

Dine oplysninger er indgået ved behandlingen af sagen, men kan ikke føre til et andet resultat.

Det er a-kassens opfattelse, at du ikke blev vejledt korrekt den 4. februar 2021, hvorfor a-kassen har bedt os om at forlænge fristen på 8 uger.

Vi kan ikke tage stilling til a-kassens vejledning forud for din indmeldelse fra den 17. marts 2021.

A-kassen skal efter reglerne kun vejlede medlemmer af a-kassen. Der er ikke i arbejdsløshedsforsikringsloven fastsat nærmere krav for en a-kasses vejledning i forbindelse med henvendelse fra personer, der ikke er medlemmer.

Der er på den baggrund ikke grundlag for at kritisere a-kassens vejledning forud for din indmeldelse fra den 17. marts 2021.

Vi kan i særlige tilfælde forlænge 8-ugers-fristen og fristen for at opfylde kravet om arbejde forud for ledigheden i henholdsvis § 2, stk. 2, og § 2, stk. 3, i EØS-bekendtgørelsen. Det kan du se i § 2, stk. 6, i EØS-bekendtgørelsen.

Du er ikke ledig og har ikke søgt om dagpenge fra a-kassen.

Det er derfor ikke sikkert, at du har brug for at medregne dine forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra Sverige for at opnå ret til dagpenge, hvis du engang i fremtiden skulle blive ledig og søge om dagpenge fra a-kassen.

Vi vurderer, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at tage stilling til, om fristen på 8 uger kan forlænges.

En afgørelse om forlængelse af 8-ugers-fristen uden en aktuel ledighed og uden en anmodning om dagpenge vil være en hypotetisk afgørelse.

Vi kan derfor ikke tage stilling til, om fristen på 8 uger kan forlænges.

A-kassen skal som første instans tage stilling til spørgsmålet om dagpengeret, hvis du søger om dagpenge og tilmelder dig jobcenteret som ledig.

Retskilder

Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 65, stk. 1.

Bekendtgørelse nr. 1313 af 26. november 2015 om arbejdsløshedsforsikring ved arbejde m.v. inden for EØS, Færøerne og i det øvrige udland, § 2, stk. 1, og stk. 2.