Regler
Dagpenge
A-kasse
Virksomhed var ikke omdannet til formueforvaltning
Emneord for denne afgørelse: Begrænsninger i dagpengeretten - selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse
Dato: 29-04-2025
Resumé
Medlemmet drev selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
Medlemmet havde ikke omdannet virksomheden til formueforvaltning, fordi det ikke var sandsynliggjort, at der var sket en ændring i medlemmets aktivitet i virksomheden.
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
- Du har ret til at få udbetalt supplerende dagpenge, da du driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.
Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.
Begrundelsen for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, da du melder dig ledig den 4. marts 2024, og at du ikke har omdannet din selvstændige virksomhed til formueforvaltning.
Du har ret til at få udbetalt supplerende dagpenge i 30 uger inden for 104 uger.
Hvad er afgørende for resultatet
Du melder dig ledig den 4. marts 2024. Du oplyser i den forbindelse, at du har selvstændig virksomhed i form af en enkeltmandsvirksomhed med [CVR-nr.], og at du fortsat arbejder i virksomheden. Virksomheden udfører reparation af elektronik og udlejning af højtalere.
Vi lægger vægt på, at du er registreret som fuldt ansvarlig deltager i virksomheden.
Vi lægger også vægt på din oplysning om, at du i 2023 har brugt ca. 30 timer årligt i virksomheden på både opgaver/jobs og administration, og at du indtil videre har brugt mindre end en time i virksomheden i 2024 udelukkende på administration. Du oplyser, at du pt. har et job i kalenderen den 31. december 2024. Virksomheden er ifølge dig kun momsregistreret efter anbefaling fra din revisor.
Det fremgår af oplysningerne fra indkomstregistret, at der er indberettet en lønindkomst fra [arbejdsgiver] forud for din ledighed. Du er 14-dages lønnet, og der er indberettet følgende løntimer de seneste seks måneder forud for din ledighed:
- 61 løntimer for perioden: 28-08-2023 – 10-09-2023
- 0 løntimer for perioden: 11-09-2023 – 24-09-2023 (sygdom)
- 75,25 løntimer for perioden: 25-09-2023 – 08-10-2023
- 74,75 løntimer for perioden: 09-10-2023 – 22-10-2023
- 74 løntimer for perioden: 23-10-2023 – 05-11-2023
- 74,25 løntimer for perioden: 06-11-2023 – 19-11-2023
- 50,50 løntimer for perioden: 20-11-2023 – 03-12-2023 (sygdom)
- 58,75 løntimer for perioden: 04-12-2023 – 17-12-2023 (sygdom)
- 61,25 løntimer for perioden: 01-01-2024 – 14-01-2024
- 75,50 løntimer for perioden: 15-01-2024 – 28-01-2024
- 74 løntimer for perioden: 29-01-2024 – 11-02-2024
- 74 løntimer for perioden: 12-02-2024 – 25-02-2024
Der er indberettet løntimer til indkomstregistreret i fem ud af de seneste seks måneder, og der er gennemsnitligt indberettet mindst 80 løntimer i de seneste seks måneder forud for din opsigelse.
Vi vurderer på denne baggrund, at du driver din selvstændige virksomhed som bibeskæftigelse.
Du oplyser, at du ingen problemer har med at holde dig inden for fem timers beskæftigelse i gennemsnit om måneden i din virksomhed.
CKA skriver til dig den 12. april 2024, at du kan omdanne drift af selvstændig virksomhed til formueforvaltning. Du bliver vejledt om reglerne om formueforvaltning. CKA beder dig om at sende dokumentation for, at der er sket en ændring, der bevirker, at du ikke længere arbejder i det samme omfang i virksomheden, herunder dokumentation for dit tidsforbrug i form af fx fakturaer, kontrakter, momsangivelser m.v. Du skal også oplyse, fra hvilket tidspunkt virksomheden har ændret karakter.
Vi lægger vægt på, at du ikke indsender dokumentationen til CKA for, at din virksomhed har skiftet karakter.
Vi er på den baggrund enig med CKA om, at det ikke er sandsynliggjort, at der er sket en ændring i din aktivitet i virksomheden, som kan anses for formueforvaltning.
Vi lægger a-kassens oplysning i afgørelsen til grund om, at du har forbrugt 0 uger af din ret til supplerende dagpenge, og at du derfor har 30 uger tilbage med supplerende dagpenge.
Vi er opmærksomme på din oplysning om, at din drift af selvstændig virksomhed burde betragtes som fritidsbeskæftigelse.
Vi bemærker, at aktiviteter i selvstændig virksomhed, der anses som fritidsbeskæftigelse er deltidslandbrug, drift af én udlejningsejendom med op til 10 lejemål, fredskov på højst fem hektar, egen vindmølle, eget solcelleanlæg eller lignende vedvarende energikilder og biavl med højst 20 bistader. Din aktivitet i selvstændig virksomhed kan derfor ikke anses som fritidsbeskæftigelse i dagpengesystemet.
Om reglerne
En aktivitet anses for selvstændig virksomhed, hvis et medlem er personligt beskæftiget med en virksomhed og et eller flere af følgende forhold er opfyldt:
- Aktiviteten er registreret med cvr-nummer eller SE-nummer, medmindre indkomst fra aktiviteten beskattes som lønindkomst.
- Overskud eller underskud fra aktiviteten beskattes som selvstændig erhvervsvirksomhed.
- Aktiviteten medfører, at medlemmet modtager løn udbetalt som A-indkomst fra et selskab, hvor medlemmet har afgørende indflydelse. Et medlem har afgørende indflydelse i et selskab, hvis medlemmet eller medlemmets ægtefælle eller nærmeste familie ejer mindst 50 pct. eller en bestemmende andel af selskabets kapital eller af stemmerne i selskabet.
- Aktiviteten er udført af medlemmet som medarbejdende ægtefælle uden lønaftale efter kildeskatteloven.
- Aktiviteten medfører, at medlemmet modtager B-indkomst, der indgår i en virksomhed.
Et medlems selvstændige virksomhed anses ved medlemmets indplacering i dagpengeperioden som selvstændig bibeskæftigelse, når medlemmet i de seneste seks måneder forud for ledigheden i gennemsnit pr. måned har fået indberettet mindst 80 løntimer som fuldtidsforsikret eller 53 løntimer som deltidsforsikret tilindkomstregisteret og har fået indberettet mindst en løntime til indkomstregisteret i fem af de seneste seks måneder forud for ledigheden.
Et medlems aktivitet i selvstændig virksomhed anses for formueforvaltning, når der ikke eller kun i meget begrænset omfang er personlig beskæftigelse forbundet med aktiviteten.
En erhvervsmæssig aktivitet anses for formueforvaltning, når et medlem:
- har lejeindtægter fra udlejning af fast ejendom, hvis medlemmet ikke har haft personligt arbejde med udlejningen,
- passivt ejer en virksomhed, og medlemmet dermed ikke har personligt arbejde i virksomheden,
- ejer en bortforpagtet virksomhed,
- forvalter egen formue, herunder køber og sælger aktier, anparter, obligationer eller lignende værdipapirer, eller
- i øvrigt ikke eller i meget begrænset omfang har personligt arbejde forbundet med en erhvervsmæssig aktivitet.
Et medlem kan anses for at have formueforvaltning, selv om medlemmet har personligt arbejde med en af ovennævnte aktivitet, hvis arbejdet er af meget begrænset omfang. Ved ”meget begrænset omfang” forstås højst fem timer pr. måned. Det skal vurderes, om medlemmets oplysninger om omfanget af det personlige arbejde med en erhvervsmæssig aktivitet fremstår sandsynligt, og at det personlige arbejde kan holdes inden for fem timer om måneden.
En aktivitet kan skifte definition, fx fra selvstændig virksomhed til formueforvaltning, hvis aktiviteten skifter karakter. Et medlem skal oplyse om de forhold, der har betydning for vurderingen af, om en aktivitet kan anses for at have skiftet definition.
Når et ledigt medlem driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse kan der udbetales supplerende dagpenge. Retten til supplerende dagpenge udløber, når medlemmet har fået udbetalt supplerende dagpenge i sammenlagt 30 uger inden for de seneste 104 uger.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen ud fra:
- Oplysninger, vi har fået fra CKA.
- CKA’s afgørelse af 26. april 2024.
- Klagen af 7. maj 2024 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
- CKA’s genvurdering af 8. maj 2024.
Retskilder
Lov om arbejdsløhedsforsikring, § 57 a, stk. 1, 2 og 6, § 59, stk. 1, og § 60, stk. 1.
Bekendtgørelse nr. 1176 af 20. september 2023 om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet, § 2, § 3, § 7, § 9, § 10 og § 11.
Vejledning nr. 9750 af 26. september 2023 om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet, "Til § 3".