Regler
Dagpenge
A-kasse
Eksportchauffør skulle oplyse om alle løntimer uanset at nogle var hviletid
Emneord for denne afgørelse: Regulering - tilbagebetaling - samkøring
Dato: 24-03-2026
Resumé
Medlemmets dagpenge skulle reguleres, og beløbet skulle betales tilbage til a-kassen, fordi medlemmet ikke havde oplyst om alle sine løntimer på dagpengekortet.
Der var ikke tale om ukontrollabelt arbejde, fordi der var indberettet løntimer til indkomstregisteret.
Det kunne ikke føre til et andet resultat, at medlemmet havde arbejdet som eksportchauffør og modtaget døgnbetaling med en lavere timeløn.
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
- Dine dagpenge for august 2024 skal reguleres.
- Du skal tilbagebetale 6.772 kr.
Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.
Begrundelsen for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du har modtaget dagpenge, som du ikke var berettiget til, i august 2024.
Vi vurderer også, at betingelserne for at regulere dine dagpenge for august 2024 er opfyldt, og at du skal tilbagebetale 6.772 kr.
Hvad er afgørende for resultatet
Du blev ansat som chauffør hos [arbejdsgiver] den 18. august 2024 og afmeldte dig som ledig hos jobcenteret den 21. august 2024. Det fremgår af sagens oplysninger, at du er omfattet af transportoverenskomsten, og at du som timelønnet eksportchauffør modtager døgnbetaling, når du er på arbejde, dvs. at du modtager løn for alle timer, hvor du er på arbejde, uanset om du kører eller hviler.
Vi lægger vægt på, at du har oplyst om 70 timers arbejde og 37 timers sygdom på dit dagpengekort for august 2024. A-kassen udbetalte på denne baggrund dagpenge for 53,33 timer for august 2024.
Vi lægger også vægt på, at [arbejdsgiver] har indberettet 113,68 løntimer for perioden fra den 12. august 2024 til den 25. august 2024 til indkomstregistret. Det fremgår af din lønseddel for perioden, at du har arbejdet og fået løn for 113,68 timer, og det fremgår af timeoversigten fra din arbejdsgiver, at arbejdet er udført i perioden fra den 18. til den 24. august 2024.
Dagpenge udbetales efter reglerne for et fast timetal på 160,33 timer pr. måned. Arbejde, der udføres i en måned, hvor medlemmet modtager dagpenge, medfører fradrag. Fradraget sker for de løntimer, som er indberettet til indkomstregistret for måneden. Det gælder dog ikke løntimer, der kan henføres til andre perioder med arbejde.
Vi lægger vægt på, at du sammenlagt har arbejdet og været syg i 150,68 timer i august måned.
Et fuldtidsforsikret medlem kan kun få udbetalt dagpenge, hvis medlemmets ret til dagpenge i en måned udgør mindst 14,8 timer.
Du har derfor modtaget 6.772 kr. før skat i dagpenge, som du ikke havde ret til.
Efter reglerne skal a-kassen opkræve beløbet efter regler om tilbagebetaling, hvis det ikke er muligt at gennemføre en regulering i tre på hinanden følgende måneder.
Vi finder på denne baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte CKA's vurdering af, at du skal tilbagebetale 6.772 kr. til a-kassen.
Din fagforening har i klagen anført, at reglerne er til ulempe for ansatte på døgnbetaling, og at du ikke har haft mulighed for at handle på en måde, så du undgik at blive ramt af mindsteudbetalingsreglen. Din fagforening vurderer, at der maksimalt kan indgå 60 løntimer i opgørelsen for august 2024.
Det kan ikke føre til et andet resultat, idet der ikke er tale om ukontrollabelt arbejde, og idet din arbejdsgiver har indberettet løn for 113,68 timer. Du skal derfor fradrages for 113,68 løntimer og 37 timers sygdom, og da det samlede fradrag overstiger 145,53 timer, kan du ikke få udbetalt dagpenge for august 2024.
Om reglerne
Dagpenge udbetales for et fast timetal på 160,33 timer om måneden for fuldtidsforsikrede. Udbetaling af dagpenge sker på baggrund af medlemmets oplysninger om løntimer og indkomst m.v. i måneden.
Et fuldtidsforsikret medlem kan kun få udbetalt dagpenge, hvis medlemmets ret til dagpenge i en måned udgør mindst 14,8 timer.
Arbejde, der udføres af et medlem i en måned, hvor medlemmet modtager dagpenge, medfører fradrag. Det gælder også arbejde uden for normal arbejdstid og på helligdage samt arbejde, der udføres uden for medlemmets normale faglige område. Ulønnet arbejde medfører også fradrag.
Fradraget sker i den måned, hvor arbejdet udføres.
Fradraget sker for det antal timer, medlemmet har fået indberettet til indkomstregistret for måneden. Det gælder dog ikke for løntimer, der kan henføres til andre perioder med arbejde.
Et medlem skal have belagt måneden med mindst 7,4 timer pr. dag, hvis medlemmet er fuldtidsforsikret, når medlemmet er syg, holder fri for egen regning, holder egen optjent ferie m.v.
Den tekniske belægning fratrækkes antallet af timer, som medlemmet får fradrag for, og som kan henføres til den samme dag.
For perioder, hvor medlemmet ikke er tilmeldt kommunen og perioder, hvor medlemmets dagpengekort er belagt med tekniske belægninger, opgøres fradraget for de tekniske belægninger samlet for hver måned og nedskrives med antallet af timer, som medfører fradrag i dagpengene samt G-dage.
De udbetalte dagpenge skal efterreguleres, hvis der er uoverensstemmelse mellem de af medlemmet indberettede oplysninger og indberetningerne af løntimer og indkomst til indkomstregistret. Efterreguleringen foretages i udbetalingen af dagpenge for den efterfølgende måned.
Efterreguleringen sker med det samlede antal timer, som forskellen udgør.
Er det i tre på hinanden følgende måneder ikke muligt at gennemføre en regulering, skal arbejdsløshedskassen opkræve beløbet efter reglerne om tilbagebetaling.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen ud fra:
- Oplysninger, vi har fået fra CKA.
- CKA’s afgørelse af 21. januar 2025.
- Klagen af 7. februar 2025 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
- CKA’s genvurdering af 12. marts 2025.
Retskilder
Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 46, stk. 1, 5 og 6, § 85 e, stk. 4, og § 86, stk. 10-11.
Bekendtgørelse nr. 39 af 12. januar 2026 om udbetaling af dagpenge, § 5, § 11, § 15, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 33, stk. 1-3.