Regler
Dagpenge
A-kasse
Ikke oplyst løntimer til A-kasse - tilbagebetaling og karantæne
Emneord for denne afgørelse: Regulering - tilbagebetaling - sanktion - uagtsomhed
Dato: 25-03-2025
Resumé
Medlemmet skulle tilbagebetale dagpenge og have en sanktion for forsøg på svig, fordi hun ikke havde oplyst sine løntimer på dagpengekortet.
Medlemmet skulle også tilbagebetale dagpenge og have en sanktion for uagtsomhed, fordi hun ved ikke at oplyse om lønarbejdet fik udbetalt dagpenge for uger, hvor hun ikke havde ret til dagpenge, fordi hendes ret til supplerende dagpenge var opbrugt.
Det kunne ikke føre til et andet resultat, at medlemmet havde opfattet de første 48 timer af jobbet som prøvevagter.
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
- Du skal betale 18.817 kr. før skat og renter tilbage til a-kassen.
- Du skal have en effektiv karantæne på 74 timer for forsøg på svig.
- Du skal have en effektiv karantæne på 20 timer for uagtsomhed.
Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.
Begrundelsen for afgørelsen om tilbagebetaling
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du i perioden fra den 1. juni 2023 til og med den 30. juni 2023 har modtaget dagpenge, du ikke var berettiget til.
Vi vurderer også, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling er opfyldt.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du i pjecen ”Værd at vide – når du skal på dagpenge”, som a-kassen har udleveret til dig den 9. september 2020, er blevet vejledt om, at du skal oplyse om alt arbejde og alle indtægter i måneden, på dit dagpengekort.
Når du sender dagpengekortet til a-kassen hver måned, erklærer du på tro og love, at du har læst vejledningen til dagpengekortet, og at oplysningerne på dagpengekortet er korrekte.
Vi lægger vægt på, at du har erklæret, at have læst vejledningen til dagpengekortet ved indsendelsen af dagpengekortet for juni 2023.
Vi finder på den baggrund, at du er vejledt korrekt og tilstrækkeligt om, at du skal oplyse om arbejdet på dine dagpengekort.
Vi lægger også vægt på, at du har modtaget en udbetalingsspecifikation fra a-kassen for juni 2023, hvor du kunne se, hvad du fik udbetalt i dagpenge, og at du ikke var blevet modregnet for løntimer i juni 2023
Vi lægger videre vægt på, at a-kassen ved brev af 29. maj 2023 har oplyst dig om, at din ret til supplerende dagpenge var forlænget med maj måneds udbetaling, og at du dermed havde brugt den sidste af dine forlængelsesmuligheder.
Vi lægger endeligt vægt på, at du blev ansat som handicaphjælper hos [arbejdsgiver] den 2. juni 2023. Din arbejdsgiver har indberettet 48 løntimer for perioden fra den 1. juni til den 30. juni 2023, men at du ikke har oplyst om løntimer på dit dagpengekort for juni 2023.
A-kassen udbetaler dagpenge på baggrund af dine oplysninger på dagpengekortene. Dine manglende oplysninger om arbejdet hos [arbejdsgiver] har derfor medført, at du har fået udbetalt dagpenge, som du ikke havde ret til.
Vi lægger på den baggrund a-kassens opgørelse af tilbagebetalingskravet til grund. A-kassen har opgjort beløbet til 18.817 kr. før skat og renter.
Om reglerne
Dagpenge udbetales for en måned ad gangen med et fast timetal på 160,33 timer for fuldtidsforsikrede medlemmer.
Arbejde, der udføres af et medlem i en måned, hvor medlemmet modtager dagpenge, medfører fradrag. Fradrag sker for det antal løntimer, som medlemmet har fået indberettet i indkomstregisteret for måneden.
Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, herunder ydelser, som er udbetalt med forbehold, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.
Begrundelsen for afgørelsen om sanktion på 74 timer (løntimer)
Sådan vurderer vi sagen
Vi vurderer, at du har forsøgt at begå svig ved ikke at oplyse om dine løntimer til a-kassen.
Vi vurderer også, at du har vidst, at du har pligt til at oplyse om alle dine arbejdstimer på dine dagpengekort. Du har derfor vidst, at de manglende oplysninger om arbejdstimer på dine dagpengekort ville medføre, at du fik udbetalt dagpenge, som du ikke havde ret til.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du har fortiet væsentlige oplysninger af betydning for retten til dagpenge ved ikke at oplyse om dine arbejdstimer hos [arbejdsgiver] på dine dagpengekort.
Efter reglerne er der tale om svig, når et medlem forsætligt fortier forhold eller afgiver urigtige oplysninger over for a-kassen for derved at få eller beholde en ydelse med urette.
Der er tale om en forsætlig handling, når et medlem ved eller anser det for overvejende sandsynligt, at de urigtige oplysninger som medlemmet har givet til a-kassen, eller de oplysninger som medlemmet har undladt at give til a-kassen, kan medføre, at medlemmet får en ydelse fra a-kassen med urette.
A-kassen udbetaler dagpenge som et acontobeløb. A-kassen har pligt til at samkøre dine oplysninger på dagpengekortet med indkomstregistret og foretage en regulering, hvis der er uoverensstemmelse i oplysningerne. Udbetalingen er først endelig, når a-kassen har sammenkørt oplysningerne på dagpengekortet med indkomstregistret.
I forhold til, at du har været klar over, at dine mangelfulde oplysninger på dagpengekortene ville medføre, at du fik udbetalt ydelser, som du ikke var berettiget til, lægger vi vægt på, at
- Du har erklæret på tro og love, at du har læst vejledningen til dagpengekortene.
- Du har erklæret på tro og love, at oplysningerne på dagpengekortene var korrekte.
- Det fremgår af vejledningen, at du har pligt til at oplyse om alt, der kan have betydning for retten til dagpenge.
- Det fremgår også af vejledningen, at du skal oplyse om alt lønarbejde, uanset hvornår det er udført
- Du har på dagpengekortene oplyst, at du har haft 0 løntimer for perioden fra den 1. juni til den 30. juni 2023.
- Du har fået udbetalingsspecifikationerne, men ikke efterfølgende rettet henvendelse til a-kassen og gjort opmærksom på fejludbetalingen.
Den effektive karantæne for forsøg på svig er ifølge reglerne på 74 timer.
Om reglerne
A-kassen kan pålægge medlemmet en effektiv karantæne på mindst 74 og højst 962 timer, hvis et medlem har gjort sig skyldig i svig eller forsøg på svig over for kassen. Er medlemmet tidligere pålagt en sanktion for svig, kan kassen slette den pågældende som medlem af kassen, hvis den seneste forseelse er begået mindre end 5 år efter den første administrative afgørelse i den tidligere sag. Et medlem, som slettes af kassen, kan genoptages som nyt medlem.
En effektiv karantæne indebærer, at retten til ydelser bortfalder for et antal timer, hvor der ellers ville være ret til ydelser fra kassen. Er karantænen ikke udstået senest 2 år fra dens ikrafttræden, bortfalder den.
Begrundelsen for afgørelsen om sanktion på 20 timer (supplerende dagpenge)
Sådan vurderer vi sagen
Vi vurderer, at du har handlet uagtsomt ved at undlade at oplyse a-kassen om forhold, der havde betydning for din ret til dagpenge.
Vi vurderer, at du som følge heraf skal have en effektiv karantæne på 20 timer for uagtsomhed.
Vi vurderer, at du burde vide, at du skulle oplyse a-kassen om dine løntimer i juni måned.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du har givet urigtige oplysninger til a-kassen, ved ikke at oplyse a-kassen om dine indtægter i juni 2023, og at du burde have indset, at du derved modtog ydelser med urette.
Vi lægger herved vægt på, at du er vejledt om, at du har pligt til at oplyse om alt arbejde og alle indtægter, der kan have betydning for retten til dagpenge.
I forhold til, at du burde vide, at du skulle oplyse om dine løntimer i juni 2023, lægger vi vægt på, at du i marts 2023 er blevet vejledt om, at det har betydning for dine dagpenge, hvis du arbejder, efter retten til supplerende dagpenge er udløbet, at du ved brev af 29. maj 2023 er oplyst om, at din ret til supplerende dagpenge var opbrugt med udbetalingen for maj 2023, og at du på tro og love har erklæret, at du har læst vejledningen til dagpengekortet.
Det forhold, at du havde den opfattelse, at de første 48 timer i jobbet var prøvevagter, kan ikke føre til en anden afgørelse.
Vi begrunder dette med, at du har modtaget dagpenge samtidig med, at du har arbejdet, uden at oplyse dette til a-kassen, og fordi din ret til supplerende dagpenge var udløbet.
Efter reglerne medfører arbejde, der udføres af et medlem i en måned, hvor medlemmet modtager dagpenge, fradrag. Dette gælder også arbejde uden for normal arbejdstid og på helligdage samt arbejde, der udføres uden for medlemmets normale faglige område. Ulønnet arbejde medfører også fradrag.
Der er tale om uagtsomhed, hvis forholdet ikke kan betragtes som forsætligt, det vil sige, hvis det klart fremgår, at din handling eller undladelse ikke er sket bevidst, men forholdet kun kan bebrejdes dig, fordi du burde have indset, at handlingen eller undladelsen kunne føre til, at der blev udbetalt ydelser med urette.
Der vil typisk være tale om, at forseelsen skyldes unøjagtighed, skødesløshed eller lignende.
Du pålægges derfor en effektiv karantæne på 20 timer på grund af uagtsomhed. Vi henviser til CKA’s beregning.
Om reglerne
A-kassen kan bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 37 timer, hvis et medlem har gjort sig skyldig i anden forseelse over for kassen end svig.
Ved uagtsomhed skal et medlem have en effektiv karantæne. Karantænen kan højst være på 37 timer.
Har et medlem ved uagtsomhed fået et beløb, der højst udgør 25 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede på høringstidspunktet, skal medlemmet have en effektiv karantæne på 20 timer.
Har et medlem ved uagtsomhed fået et beløb, der højst udgør 2 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede på høringstidspunktet, skal medlemmet ikke have nogen effektiv karantæne.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen ud fra:
- Oplysninger, vi har fået fra CKA.
- CKA’s afgørelse af 5. februar 2024.
- Klagen af 4. marts 2024 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
- CKA’s genvurdering.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ikke modtaget yderligere oplysninger efter genvurderingen.
Retskilder
Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 46, stk. 1 og 6, § 60, stk. 1, § 85 e, stk. 3, § 86, stk. 1 og 3, og § 87, stk. 1.
Bekendtgørelse nr. 1261 af 30. oktober 2023 om udbetaling af dagpenge, § 15, § 27 og § 46, stk. 1.
Bekendtgørelse nr. 987 af 29. juni 2016 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, § 4, stk. 1 og 2, § 7 og § 9.
Vejledning nr. 9684 af 29. juni 2016 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, "Til § 1".