Regler

Dagpenge
A-kasse

Tilbudssted havde ikke accepteret at medlem ikke skulle møde p.g.a. nyt job

Af A-kasse Team

Nøgleord Selvforskyldt ledig, Tilbud, Udeblivelse, Tilbagebetaling, Sanktion

Emneord for denne afgørelse: Dagpengeret - selvforskyldt ledighed - afslag - tilbud

Dato: 24-02-2026

Resumé

Medlemmet blev selvforskyldt ledig, da medlemmet ikke mødte op den første dag i et tilbud om virksomhedspraktik. Det sidestilles med et afslag, hvis medlemmet ikke begynder i et tilbud.

Medlemmet skulle tilbagebetale dagpenge modtaget med urette i den periode, hvor medlemmet skulle have afviklet 3 ugers karantæne.

Medlemmet skulle have en effektiv karantæne på 20 timer for uagtsomhed, fordi medlemmet burde vide, at han skulle oplyse a-kassen om, at han ikke var startet i virksomhedspraktikken.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Du skal have karantæne på tre uger med virkning fra 5. august 2024 for selvforskyldt ledighed.
  • Du skal betale 14.095 kr. før skat og renter tilbage til a-kassen.
  • Du skal have en effektiv karantæne på 20 timer for uagtsomhed.

Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelse for afgørelse om selvforskyldt ledighed

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du blev selvforskyldt ledig, da du udeblev fra tilbud om virksomhedspraktik som pedelmedhjælper hos [arbejdsgiver] den 5. august 2024.

Vi vurderer også, at du ikke havde en gyldig grund til at udeblive fra virksomhedspraktikken.

Hvad er afgørende for resultatet

Jobcenteret har den 2. august 2024 truffet afgørelse om, at du i perioden fra den 5. august 2024 til og med den 1. september 2024 skal i virksomhedspraktik som pedelmedhjælper hos [arbejdsgiver].

Det fremgår af jobcenterets afgørelse, at du har pligt til at møde i virksomhedspraktikken og at du, hvis du er forhindret i at møde på grund af sygdom eller af andre årsager, straks skal kontakte tilbudsstedet. I afgørelsen vejledes du også om, at du har pligt til at underrette jobcenteret om enhver ændring i dine personlige og økonomiske forhold, der kan have betydning for deltagelse i tilbuddet. Yderligere vejledes du om, at hvis du, uden rimelig grund udebliver fra et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan det få betydning for din forsørgelsesydelse.

Vi lægger vægt på, at du ikke mødte op i virksomhedspraktikken på den første dag, den 5. august 2024.

Efter reglerne anses et medlem af en a-kasse for at være selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afslår eller ophører i tilbud eller uddannelsespålæg efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Det sidestilles med et afslag, hvis medlemmet ikke begynder i et tilbud.

Efter reglerne er et medlem dog ikke selvforskyldt ledig, hvis medlemmet ikke begynder i et tilbud, fordi medlemmet er begyndt på et arbejde. Det er en betingelse, at medlemmet har haft vilje til at møde i tilbuddet ved dets begyndelse, og at medlemmet uden ugrundet ophold kontakter kommunen eller a-kassen om det manglende fremmøde.

Vi lægger vægt på, at der ikke er oplysninger i sagen om, at du var påbegyndt arbejde den 5. august 2025.

Vi lægger også vægt på, at der ikke er oplysninger om, at du kontaktede a-kassen eller kommunen om dit manglende fremmøde i praktikken.

Vi er opmærksomme på, at du begrunder udeblivelsen fra virksomhedspraktikken med, at du skulle starte nyt arbejde til september, og at du oplyste dette til tilbudsstedet den 5. august 2024. Vi er også opmærksomme på din oplysning om, at tilbudsstedet oplyste dig, at du ikke skulle starte i tilbuddet, da du havde fået job.

Det ændrer ikke ved resultatet, fordi vi lægger vægt på oplysningerne i a-kassens mail af 20. januar 2025, hvor tilbudsstedet skriver til a-kassen, at tilbudsstedet ikke hørte mere fra dig efter, at du havde oplyst til tilbudsstedet, at du nok havde fundet et job. Det fremgår ikke af tilbudsstedets mail til a-kassen, at tilbudsstedet overfor dig havde accepteret, at du ikke startede i tilbuddet. Vi finder derfor ikke, at det er dokumenteret, at tilbudsstedet har accepteret, at du ikke startede i tilbuddet.

Vi bemærker i forlængelse heraf, at det følger af reglerne om mindre intensiv indsats, at dagpengemodtagere m.fl. ikke er omfattet af pligten til bl.a. at deltage i tilbud, hvis personen kan dokumentere, at den pågældende inden for de næste 6 uger skal påbegynde et ordinært job på fuld tid.

Vi lægger vægt på, at du først startede arbejde den 16. september 2024 og derfor ikke var omfattet af mindre intensiv indsats før den 11. september 2024. Du skulle derfor deltage i virksomhedspraktikken den 5. august 2024.

Vi er på baggrund af ovenstående enige med CKA i, at din udeblivelse fra virksomhedspraktikken skal sidestilles med et afslag på tilbud, og at du anses for selvforskyldt ledig, fordi du ikke mødte i virksomhedspraktikken den 5. august 2024. Vi er også enige med CKA i, at du ikke havde vilje til at møde i tilbuddet ved tilbuddets begyndelse.

Om reglerne

Dagpenge må ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet uden fyldestgørende grund udebliver fra, afslår eller ophører i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor et medlem afslår eller opsiger et arbejde, herunder et henvist arbejde, eller afslår eller ophører i et tilbud.

Det er en betingelse, at medlemmet har haft vilje til at møde i tilbuddet ved tilbuddets begyndelse, og at medlemmet uden ugrundet ophold kontakter jobcentret eller a-kassen om det manglende fremmøde.

Begrundelse for afgørelse om tilbagebetaling

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling er opfyldt.

Vi vurderer, at du skal tilbagebetale det af a-kassen opgjorte beløb på 14.095 kr. før skat og renter, som er dagpenge modtaget med urette i perioden 5. august 2024 til 23. august 2024.

Det er vores opfattelse, at du burde have indset, at du fik udbetalt dagpenge, som du ikke var berettiget til.

Hvad er afgørende for resultatet

Du udeblev fra tilbuddet ved [arbejdsgiver], da du ikke mødte op i virksomhedspraktikken den 5. august 2024.

Efter reglerne skal et medlem tilbagebetale dagpenge til a-kassen, hvis medlemmet har givet urigtige oplysninger eller fortiet oplysninger, der har betydning for retten til dagpenge, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelsen af dagpengene var uberettiget.

Vi lægger vægt på, at du er tilstrækkeligt vejledt om, at du havde pligt til at møde i virksomhedspraktikken. Du er vejledt i a-kassens brev af 4. juli 2023, hvor pjecen ”En tryg periode med dagpenge” var vedhæftet.

Det fremgår af pjecen, at du skal tage imod de tilbud jobcenteret og anden aktør tilbyder dig. Det fremgår også, at du ikke kan få dagpenge, hvis du udebliver fra et aktiveringstilbud.

Du er derudover i vejledningen til dit dagpengekort vejledt om, at du skal oplyse om alt, der kan have betydning for retten til dagpenge. Du er også vejledt om, at det kan få konsekvenser for din ret til dagpenge, hvis du giver urigtige oplysninger eller undlader at oplyse om forhold af betydning for retten til dagpenge.

Vi lægger vægt på, at du på dit dagpengekort ikke oplyste a-kassen om, at du ikke deltog i tilbuddet ved [arbejdsgiver].

Du burde derfor have indset, at din udeblivelse fra virksomhedspraktikken ville få betydning for din ret til dagpenge.

Vi finder på dette grundlag, at du burde have indset, at du fik udbetalt dagpenge, som du ikke var berettiget til.

Om reglerne

Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen, herunder ydelser, som er udbetalt med forbehold, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.

Begrundelsen for afgørelsen om sanktion

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du har handlet uagtsomt ved at undlade at oplyse a-kassen om din manglende deltagelse i virksomhedspraktikken den 5. august 2024.

Vi vurderer, at du som følge heraf skal have en effektiv karantæne på 20 timer for uagtsomhed.

Vi vurderer, at du burde vide, at du skulle oplyse a-kassen om, at du ikke var startet i virksomhedspraktikken den 5. august 2024.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du har fortiet væsentlige oplysninger af betydning for retten til dagpenge ved ikke at oplyse om din manglende deltagelse i virksomhedspraktikken ved [arbejdsgiver] på dit dagpengekort. Du oplyste heller ikke a-kassen om din manglende deltagelse i virksomhedspraktikken på anden vis.

Efter reglerne er der tale om uagtsomhed, hvis forholdet ikke kan betragtes som forsætligt, det vil sige, hvis det klart fremgår, at din handling eller undladelse ikke er sket bevidst, men forholdet kun kan bebrejdes dig, fordi du burde have indset, at handlingen eller undladelsen kunne føre til, at der blev udbetalt ydelser med urette.

Der vil typisk være tale om, at forseelsen skyldes unøjagtighed, skødesløshed eller lignende.

I forhold til, at du burde have indset at undladelsen af at oplyse om din manglende deltagelse i virksomhedspraktikken lægger vi vægt på at:

  • du i a-kassens vejledning ”En tryg periode med dagpenge” er vejledt om reglerne, hvis du stopper i et tilbud, herunder at du vil få en karantæne i 111 timer, hvis du uden gyldig grund afslår eller afbryder et tilbud om aktivering, som du har aftalt med jobcenteret eller anden aktør.
  • du er i vejledningen til dagpengekortet vejledt om, at du skal oplyse om alle forhold, der har betydning for din ret til dagpenge.
  • Du har ikke oplyst om din manglende deltagelse i virksomhedspraktikken på dit dagpengekort for august 2024.
  • Du har ikke oplyst a-kassen om din manglende deltagelse i virksomhedspraktikken på anden vis.

Da tilbagebetalingskravet for perioden fra 5. august 2024 til 23. august 2024 højst udgør 25 gange den maksimale dagpengesats på høringstidspunktet, pålægges du en effektiv karantæne på 20 timer på grund af uagtsomhed.

Vi er opmærksomme på oplysningerne i din klage af 4. marts 2025. Du anfører, at du ikke mener, at du har afgivet forkerte oplysninger i forbindelse med, at du indsendte dit udbetalingskort for august 2024. Du var af den klare opfattelse, at virksomhedspraktikken var aflyst, og at du derfor ikke skulle oplyse om noget, som ikke var.

Din a-kasse er desuden af den opfattelse, at du ikke havde den fornødne viden i forhold til, at en virksomhedspraktik uden deltagelse skulle oplyses som andre forhold på udbetalingskortet, eller at du skulle have kontaktet a-kassen i forbindelse med, at du ikke deltog.

A-kassen henviser til, at du, på grund af en menneskelig fejl i sagsbehandlingen hos a-kassen, ikke er blevet orienteret om hændelsen på tidspunktet, og du er derfor ikke blevet konkret vejledt i forbindelse med den specifikke hændelse. A-kassen mener derfor ikke, at du skal pålægges en sanktion for det uagtsomme forhold.

Dine oplysninger er indgået i behandlingen af din sag, men de kan ikke føre til et ændret resultat. Vi lægger vægt på, at du er tilstrækkelig vejledt om din pligt til at møde i tilbuddet, ligesom du i vejledningen til dagpengekortet er vejledt om, at du skal oplyse om alt, der kan have betydning for retten til dagpenge, herunder at det kan få konsekvenser for din ret til dagpenge, hvis du giver urigtige oplysninger eller undlader at oplyse om forhold af betydning for retten til dagpenge.

Vi lægger CKA’s vurdering af høringstidspunktet i din sag til grund, og er på baggrund heraf enige med CKA i, at du skal have en effektiv karantæne på 20 timer for uagtsomhed.

Om reglerne

A-kassen kan bestemme, at medlemmet skal gennemgå en effektiv karantæne på højst 37 timer, hvis et medlem har gjort sig skyldig i anden forseelse over for kassen end svig.

Ved uagtsomhed skal et medlem have en effektiv karantæne. Karantænen kan højst være på 37 timer.

Har et medlem ved uagtsomhed fået et beløb, der højst udgør 25 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede på høringstidspunktet, skal medlemmet have en effektiv karantæne på 20 timer.

Har et medlem ved uagtsomhed fået et beløb, der højst udgør 2 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede på høringstidspunktet, skal medlemmet ikke have nogen effektiv karantæne.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen ud fra:

  • Oplysninger, vi har fået fra CKA.
  • CKA’s afgørelse af 11. februar 2025.
  • Klagen af 4. marts 2025 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
  • CKA’s genvurdering.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ikke modtaget yderligere oplysninger efter genvurderingen.

Retskilder

Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 63, stk. 4, 1. pkt., § 63 a, stk. 2, § 86, stk. 1, og § 87, stk. 2.

Bekendtgørelse nr. 987 af 29. juni 2016 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, § 7, stk. 2.

Bekendtgørelse nr. 45 af 13. januar 2026 om selvforskyldt ledighed, § 10, stk. 1, stk. 3, nr. 2, stk. 5, nr. 1, og stk. 6, § 24, stk. 1, § 25, stk. 1, og § 27.

Vejledning nr. 9684 af 29. juni 2016 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse, afsnittet "Til § 1".