Regler

Dagpenge
A-kasse

Fastlæggelse af optjeningsperiode mht. indplacering og forlængelse

Af A-kasse Team

—

—

Nøgleord Dagpengeret, Indkomstkrav, Tilbud

Emneord for denne afgørelse: Dagpengeret - indkomstkrav - optjeningsperiode - tilbud

Dato: 18-08-2025

Resumé

Medlemmet havde ikke ret til dagpenge fra den 23. april 2025, fordi han ikke opfyldte et indkomstkrav fra den 1. april 2022 til den 31. marts 2025.

Den indkomst i optjeningsperioden, hvor der ikke var betalt arbejdsmarkedsbidrag, kunne ikke medregnes til indkomstkravet.

Medlemmet kunne ikke blive indplaceret i februar 2023, hvor han deltog i tilbud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats, fordi han ikke modtog dagpenge.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

  • Du har ikke ret til dagpenge fra den 23. april 2025.

Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.

Begrundelsen for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke opfylder indkomstkravet på 273.504 kr. i perioden fra den 1. april 2022 til den 31. marts 2025.

Du har derfor ikke ret til dagpenge fra den 23. april 2025.

Hvad er afgørende for resultatet

Du er fuldtidsforsikret medlem af a-kassen, og du har været medlem af a-kassen siden den 3. august 2010.

Du melder dig ledig og søger dagpenge fra den 23. april 2025, og du skal derfor indplaceres i dagpengeperioden fra den 1. april 2025.

Det fremgår af ledighedserklæringen, at du har været syg fra den 14. marts 2022 til den 22. april 2025. Du har alene modtaget sygedagpenge i 44,40 timer.

Optjeningsperioden, som er de seneste tre år forud for indplaceringstidspunktet, kan ikke forlænges, da du ikke har modtaget sygedagpenge, der overstiger 160,33 timer. Optjeningsperioden kan heller ikke forlænges med perioder, hvor du har modtaget ressourceforløbsydelse eller tab af erhvervsevneforsikring fra Danica Pension.

Optjeningsperioden er fra den 1. april 2022 til den 31. marts 2025.

For at have ret til dagpenge skal et fuldtidsforsikret medlem have en indkomst på mindst 273.504 kr. (2025-sats) inden for de seneste tre år (optjeningsperioden). Der kan alene medregnes A- og B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag. Der kan højst medregnes 22.792 kr. pr. måned (2025-sats).

Vi lægger vægt på, at du ifølge oplysningerne fra indkomstregistreret har en indkomst på over 22.792 kr. om måneden i april 2022, maj 2022, juni 2022, juli 2022, august 2022 og september 2022. Indkomsten i disse måneder opgøres derfor samlet til 136.752 kr., uanset at din indkomst for disse måneder reelt har været højere.

Vi lægger også vægt på, at du har haft en indkomst på 22.649,82 kr. i november 2022 og på 20.000 kr. i maj 2023.

Det giver en samlet indkomst til brug for opfyldelse af indkomstkravet på 179.401,82 kr. i optjeningsperioden fra den 1. april 2022 til den 31. marts 2025.

Vi bemærker, at din øvrige indkomst i optjeningsperioden ikke kan medregnes ved opfyldelse af indkomstkravet, da der ikke er tale om indkomst, hvoraf der betales arbejdsmarkedsbidrag.

Vi er opmærksomme på din oplysning om, at indplaceringstidspunktet – og derved optjeningsperioden – er forkert. Du oplyser, at du har deltaget i dit første tilbud efter kapitel 11-14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i februar 2023. Du mener derfor, at indplaceringstidspunktet er den 1. februar 2023, og at optjeningsperioden derfor er de forudgående tre år fra denne dato.

Det kan ikke føre til et andet resultat. Da du ikke har modtaget dagpenge, mens du deltog i tilbuddet i februar 2023, har du ikke brugt af dagpengeperioden fra a-kassen fra dette tidspunkt. Derfor skal indplaceringstidspunktet ikke ske ud fra det tilbud i februar 2023, som du deltog i, men på baggrund af din ansøgning om dagpenge fra april 2025.

Om reglerne

Indplacering i dagpengeperioden sker såvel for ydelses- som for referenceperioden fra den 1. i den måned, hvor medlemmet har ret til og får udbetalt dagpenge, eller deltager i tilbud efter kapitel 11-14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Ved dagpengeperioden forstås den periode, hvori der er ret til dagpenge m.v. Indplaceringstidspunktet er den 1. i den måned, hvor et medlem begynder at bruge af dagpengeperioden.

Optjeningsperioden er de seneste tre år forud for indplaceringstidspunktet.

Optjeningsperioden kan forlænges med sammenlagt op til to år med perioder, hvori et medlem har modtaget sygedagpenge efter lov om sygedagpenge på sammenlagt ud over 160,33 timer.

Retten til dagpenge er betinget af, at et fuldtidsforsikret medlem har en indkomst på mindst 273.504 kr. (indkomstkravet) inden for de seneste tre år (optjeningsperioden). Kun indberettet indkomst i medlemsperioder kan medregnes til indkomstkravet.

Der kan medregnes A-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som er indberettet til indkomstregisteret. Der kan højst medregnes 22.792 kr. pr. måned (indkomstloftet).

Indkomstkravet kan opfyldes på baggrund af følgende:

  1. A- og B-indkomst indberettet til indkomstregisteret hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag tillagt eget pensionsbidrag og eget ATP-bidrag. B-indkomst, som indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud eller underskud, kan ikke medregnes ved opgørelsen.
  2. B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, der ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret, og som ikke indgår i en virksomheds overskud eller underskud.
  3. En virksomheds skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster, herunder A-indkomst udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse, som fremgår af årsopgørelsen, samt den selvstændiges ejerandel af overskud i et selskab, hvor personen har afgørende indflydelse.
  4. Perioder, hvor et medlem har gennemført en uddannelse.

A-indkomst medregnes til opgørelsen af indkomstkravet på det tidspunkt, hvor indkomsten er indberettet i indkomstregisteret.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen ud fra:

  • Oplysninger, vi har fået fra CKA.
  • CKA’s afgørelse af 18. august 2025.
  • Klagen af 10. september 2025 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
  • CKA’s genvurdering af 11. september 2025.

Retskilder

Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 53, stk. 2, nr. 1, og § 53, stk. 3.

Bekendtgørelse nr. 876 af 24. juni 2025 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge, § 3, stk. 1, § 4, § 6, stk. 1, og § 21, stk. 1 og 2.

Bekendtgørelse nr. 837 af 24. juni 2025 om dagpengeperioden, § 2, nr. 1 og nr. 4, og § 4, stk. 1.