Regler
Dagpenge
A-kasse
Ikke ophørt med en ny virksomhed i dagpengeperioden (virksomheder etableret før ledighed)
Emneord for denne afgørelse: Selvstændig virksomhed - Ophør
Dato: 26-04-2022
Resumé
Medlemmet var ikke ophørt med en ny virksomhed i dagpengeperioden, fordi medlemmets virksomheder var etableret, inden ledighedstidspunktet indtraf.
Afgørelse
Vi er kommet frem til:
Du har ikke haft ét ophør af selvstændig virksomhed i én dagpengeperiode.
Du har ret til dagpenge, såfremt du opfylder de almindelige betingelser for ret til dagpenge.
Begrundelse
Ophør af selvstændig virksomhed i dagpengeperioden
Du har ikke haft ét ophør med drift af selvstændig virksomhed i én dagpengeperiode, fordi du havde påbegyndt dine virksomheder, inden du blev indplaceret i en dagpengeperiode.
Efter reglerne kan et medlem, som modtager dagpenge efter ophør af selvstændig virksomhed, maksimalt ophøre med én ny virksomhed én gang inden for hver dagpengeperiode.
Det kan du se i § 63, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 215 af 12. februar 2021 (loven).
Der skal efter § 63, stk. 3, i loven, kun registreres ét ophør i dagpengeperioden, når virksomheden er påbegyndt og ophørt i dagpengeperioden. Det fremgår heraf, at medlemmet maksimalt kan ophøre med en ny virksomhed én gang inden for hver dagpengeperiode.
Et medlem anses for ophørt med en virksomhed, når virksomheden er ophørt efter § 57 b i loven.
Drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse
Det er lagt til grund:
- Du blev indplaceret i en dagpengeperiode den 1. maj 2021.
- Du er optaget i a-kassen med dimittendrettigheder, da du har gennemført en uddannelse af mindst 18 måneders varighed.
- Du har modtaget dagpenge fra maj 2021.
- A-kassen godkendte den 17. juni 2021, at du drev selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse med 2 virksomheder.
- A-kassen traf afgørelse den 8. december 2021 om, at du var ophørt med virksomheden [Virksomhed 1] den 10. juni 2021 og virksomheden [Virksomhed 2] den 18. oktober 2021.
- A-kassen vurderede, at du var ophørt 2 gange med selvstændig virksomhed i en dagpengeperiode. Du havde herefter ikke ret til at få udbetalt dagpenge.
Du har drevet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse med [Virksomhed 1] og [Virksomhed 2].
Virksomheden [Virksomhed 1], CVR. nr. [CVR. nr.].
Vi har lagt vægt på:
- Virksomheden blev oprettet i Det Centrale virksomhedsregister (CVR) den 4. september 2017, hvor du ejer 100 % af selskabet.
- Du oplyser, at du personligt har arbejdet i virksomheden fra 18. januar til 9. juni 2021.
- Du har arbejdet 7 timer i gennemsnit om ugen.
Vi vurderer, at du har drevet selvstændig virksomhed, fordi du personligt har udført arbejde i virksomheden.
Vi henviser til § 57 a, stk. 1, i loven og § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1182 af 26. september 2018 om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet (bekendtgørelsen).
Virksomheden [Virksomhed 2], CVR. nr. [CVR. nr.].
Vi har lagt vægt på:
- Virksomheden er oprettet i CVR den 17. juni 2019.
- Du er medstifter og administrerende direktør fra 17. juni 2019.
- Du er registreret med en ejerandel på mellem 50 og 66 % den 30. november 2020. Du er registreret som legal og reel ejer i Erhvervsstyrelsen.
- Du har arbejdet i virksomheden fra 6. april 2020 til 16. juni 2021. Du har i gennemsnit brugt 7 timer om ugen.
Vi vurderer, at du har drevet selvstændig virksomhed.
Vi henviser til § 57 a, stk. 1, i loven og § 2, stk. 3, i bekendtgørelsen.
Du har påbegyndt begge virksomheder, før du blev indplaceret i en dagpengeperiode den 1. maj 2021.
Vi har lagt vægt på, at virksomhederne skal anses for din bibeskæftigelse ved indplaceringen i dagpengeperioden den 1. maj 2021, fordi begge virksomheder har været drevet under gennemførelsen af din uddannelse, som gav dig ret til optagelse med dimittendrettigheder efter lovens § 54.
Vi henviser til § 57 a, stk. 3, i loven.
Ophør med virksomhederne
Ophør med [Virksomhed 1], CVR. nr. [CVR. nr.]
Vi vurderer, at virksomheden er ophørt den 10. juni 2021.
Vi har lagt vægt på:
- Det fremgår af CVR, at vedtægterne er ændret den 10. juni 2021.
- Det fremgår også af CVR, at [medlem] ejer 100 % af virksomheden fra den 10. juni 2021.
Det er oplyst, at du ikke kan fremlægge dokumentation for salg/overdragelse af virksomheden.
Vi vurderer, at der er tilstrækkelig dokumentation for overdragelsen af virksomheden på baggrund af de oplysninger, som er registreret i Erhvervsstyrelsen.
Vi henviser til § 57 b, stk. 2, i loven.
Du mener, at virksomhedens ophør den 10. juni 2021 ikke skal regnes med som et ophør, fordi a-kassen først den 17. juni 2021 godkendte, at du drev selvstændig virksomhed med 2 virksomheder.
Det kan ikke ændre vores vurdering af, hvornår du ophørte med virksomheden. Du drev selvstændig virksomhed, da du blev indplaceret i dagpengeperioden den 1. maj 2021. Det er ikke afgørende, hvornår a-kassen traf afgørelse om, at du drev virksomheden som bibeskæftigelse.
Ophør med [Virksomhed 2], CVR, Nr. [CVR. nr.]
Vi vurderer, at virksomheden er ophørt, da der er afsagt konkursdekret den 20. oktober 2021.
Vi henviser til, at det fremgår af Statstidende, at der er indgivet konkursbegæring den 18. oktober og afsagt konkursdekret den 20. oktober 2021 ved Skifteretten i [by].
Virksomheden anses for ophørt, når der er afsagt konkursdekret.
Det kan du se i § 57 b, stk. 2, nr. 6, i loven.
Du gør gældende, at du var forhindret i at kunne forhindre konkursen, da du var uberettiget frihedsberøvet fra den 17. juni til den 30. september 2021. Det forhindrede dig i at indsende årsregnskabet, som var årsagen til, at selskabet blev tvangsopløst.
Det kan ikke ændre vores afgørelse, da virksomheden må anses for ophørt i forbindelse med konkursdekretets afsigelse.
Vi ændrer a-kassens afgørelse, da du ikke mister retten til dagpenge efter § 63, stk. 3, i loven.
Du skal ikke miste retten til dagpenge, fordi du er ophørt 2 gange med en virksomhed i dagpengeperioden, fordi begge disse virksomheder var påbegyndt forud for, at du blev indplaceret i en dagpengeperiode.
A-kassen skal tage stilling til, om du opfylder de almindelige betingelser for igen at kunne modtage dagpenge.
Retskilder
Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 54, § 57 a, stk. 1 og stk. 3, § 57 b, stk. 1 og 2 og § 63, stk. 3.
Bekendtgørelse nr. 1122 af 26. september 2018 om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet, § 2, stk. 3.