Regler
Dagpenge
A-kasse
Havde ret til dagpenge på genoptjeningstidspunkt - indplacering i næste måned
Emneord for denne afgørelse: Dagpengeret - beskæftigelseskrav - løntimer
Dato: 10-06-2025
Resumé
Medlemmet skulle ikke indplaceres i en ny dagpengeperiode fra den 1. i den måned, hvor medlemmet søgte om dagpenge, den 1. august 2024, fordi medlemmet ikke fik indberettet mindst 1.924 løntimer til indkomstregisteret i sin optjeningsperiode. Medlemmet fortsatte derfor i den forlængede dagpengeperiode og skulle ikke have beregnet en ny sats.
A-kassen skulle løbende opgøre, om medlemmet havde genoptjent retten til dagpenge på baggrund af indberettede løntimer efter den 1. august 2024.
Afgørelse
Vi er kommet frem til:
Du skal ikke indplaceres i en ny dagpengeperiode fra den 1. august 2024.
Begrundelse
Du skal ikke indplaceres i en ny dagpengeperiode fra den 1. august 2024, fordi du ikke har mindst 1.924 løntimer i perioden fra den 1. marts 2021 til den 31. juli 2024.
Efter reglerne genoptjener et fuldtidsforsikret medlem, der er indplaceret i en dagpengeperiode, retten til dagpenge, når medlemmet har mindst 1.924 løntimer (beskæftigelseskravet) inden for de seneste 3 år (optjeningsperioden).
Det kan du se i § 53, stk. 8, nr. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 208 af 26. februar 2024 (loven).
Der kan medregnes løntimer, som er indberettet til indkomstregisteret.
Det kan du se i § 53, stk. 9, nr. 1, i loven.
For et medlem, der aktuelt modtager dagpenge, sker opgørelse af beskæftigelseskravet løbende.
Det kan du se i § 12, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 610 af 10. juni 2024 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge (bekendtgørelsen).
Optjeningsperioden kan forlænges med op til 2 år med perioder, hvor medlemmet har modtaget sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, der overstiger 160,33 timer.
Forlængelsen opgøres i hele måneder. Forlængelsen opgøres ved, at det sammenlagte antal timer med ret til forlængelse divideres med 160,33. Forlængelsen rundes af til nærmeste antal hele måneder.
Det kan du se i § 53, stk. 17, nr. 1, i loven og § 21, stk. 4 og 5, i bekendtgørelsen.
Et medlem, som genoptjener retten til dagpenge, bliver indplaceret i en ny dagpengeperiode fra den 1. i måneden efter den måned, hvori de sidste løntimer til brug for opfyldelse af beskæftigelseskravet er indberettet til indkomstregisteret.
Det kan du se i § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 597 af 4. juni 2024 om dagpengeperioden.
Grundlaget for afgørelsen:
- Du er fuldtidsforsikret medlem af a-kassen.
- Du blev tidligere indplaceret i en dagpengeperiode den 1. marts 2020.
- Du fik sygedagpenge i 1.004,2 timer fra november 2021 til juni 2022.
- Du søgte om dagpenge fra den 12. august 2024.
- Du tilmeldte dig som ledig i jobcenteret den 14. august 2024.
Vi har lagt vægt på:
- Du kan forlænge optjeningsperioden med 5 måneder, fordi du har modtaget sygedagpenge ((1.004,2 timer – 160,33) / 160,33).
- Din optjeningsperiode er fra den 1. marts 2021 til den 31. juli 2024, fordi en eventuel indplacering i dagpengeperioden ville ske fra den 1. august 2024.
- Du har fået indberettet løntimer fra [arbejdsgiver1], [arbejdsgiver2], [arbejdsgiver3] og [arbejdsgiver4] i din optjeningsperiode.
- Du har fået indberettet 1.867,21 løntimer i din optjeningsperiode.
Du har oplyst:
- Din dagpengesats er for lav, da der ikke er medregnet tillæg fra [arbejdsgiver2].
Dine oplysninger er indgået ved vurderingen af din sag.
Vi bemærker, at løntimer kan indgå i opgørelsen af beskæftigelseskravet, hvis timerne er indberettet til indkomstregisteret i optjeningsperioden. Det er uden betydning, hvornår beskæftigelsen er udført.
Det følger af praksis, som er beskrevet i afsnittet ”Til § 12” i vejledning nr. 10004 af 28. november 2023 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge.
Vi bemærker også, at a-kassen har medregnet løntimer til beskæftigelseskravet, som først er indberettet til indkomstregisteret den 27. august 2024.
Vi ændrer derfor a-kassens opgørelse af beskæftigelseskravet.
Det betyder, at du ikke skal indplaceres i en ny dagpengeperiode fra den 1. august 2024, fordi du ikke har mindst 1.924 løntimer i din optjeningsperiode.
Det betyder også, at du fortsætter i din forlængede dagpengeperiode, og at du ikke skal have beregnet en ny dagpengesats fra den 1. august 2024.
Vi kan oplyse, at a-kassen efter reglerne løbende skal opgøre, om du opfylder beskæftigelseskravet efter den 1. august 2024.
...
[BILAG, vejledende udtalelse vedrørende ovenstående afgørelse fra den 25. april 2025, red]
...
Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring har den 31. marts 2025 modtaget a-kassens brev med spørgsmål om, hvorfor medlemmets indberetning den 27. august 2024 ikke kan medregnes til at genoptjene retten til dagpenge.
Vi kan generelt udtale følgende:
Efter reglerne bliver et medlem, som genoptjener retten til dagpenge, indplaceret i en ny dagpengeperiode fra den 1. i måneden efter den måned, hvori de sidste løntimer til brug for opfyldelse af beskæftigelseskravet er indberettet til indkomstregisteret.
Det kan du se i § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 597 af 4. juni 2024 om dagpengeperioden (bekendtgørelsen).
Medlemmer, som ikke har ret til dagpenge i hele den måned, hvori dagpengeretten genoptjenes, indplaceres i en ny dagpengeperiode med virkning fra den første i den måned, hvori dagpengeretten er optjent.
Det kan du se i § 5, stk. 2, i bekendtgørelsen.
Et medlem, der fortsat har ret til dagpenge på det tidspunkt, hvor det konstateres, at retten til dagpenge er optjent på ny, bliver indplaceret i en ny dagpengeperiode fra den første i måneden efter den måned, hvori de sidste løntimer til brug for opfyldelse af beskæftigelseskravet er indberettet til indkomstregisteret. Det betyder, at medlemmet forbliver i den aktuelle dagpengeperiode i resten af den måned, hvor det konstateres, at retten til dagpenge er genoptjent.
Det følger af praksis, som er beskrevet i afsnittet ”Til § 5” i vejledning nr. 9368 af 6. juni 2024 om dagpengeperioden.
A-kassen skal i god tid, før medlemmets ret til dagpenge efter § 55, stk. 1, i loven, udløber, opgøre medlemmets beskæftigelseskonto, og medlemmets samlede mulige forlængelse af dagpengeretten.
A-kassen skal, før medlemmets forlængede ret til dagpenge efter § 55, stk. 2, i loven, udløber, opgøre medlemmets samlede mulige forlængelse på baggrund af de løntimer, der er registreret på beskæftigelseskontoen siden seneste opgørelse af den forlængede dagpengeperiode.
A-kassen skal kun opgøre beskæftigelseskontoen for et medlem, der aktuelt får ydelser fra a-kassen eller er ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og for et medlem, der melder sig ledigt på ny efter retten til dagpenge efter § 55, stk. 1, i loven, er udløbet og ikke har genoptjent ret til en ny periode med dagpenge.
Et medlem søger om forlængelse af dagpengeretten en måned ad gangen ved at indsende et dagpengekort for udbetalingsperioden.
Det kan du se i § 25, stk. 1 og 3, i bekendtgørelse nr. 610 af 10. juni 2024 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge.
Det er vores vurdering, at et medlem har en dagpengeret, når medlemmet har ret til at forlænge retten til dagpenge.
Vi bemærker, at medlemmet i den konkrete sag har ret til at forlænge sin dagpengeret i forbindelse med, at medlemmet søger om dagpenge den 12. august 2024.
Vi bemærker også, at medlemmet ikke har genoptjent retten til dagpenge, da medlemmet søger om dagpenge den 12. august 2024 efter udløbet af medlemmets ret til dagpenge efter § 55, stk. 1, i loven.
Vi vurderer derfor, at medlemmet ikke skal indplaceres i en ny dagpengeperiode efter § 5, stk. 2, i bekendtgørelsen, den 1. august 2024.
Vi bemærker, at a-kassen som første instans skal tage stilling til, om medlemmet har genoptjent retten til dagpenge og skal indplaceres efter § 5, stk. 1, i bekendtgørelsen, efter medlemmet har fået indberettet løntimer den 27. august 2024.
Retskilder
Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 53, stk. 8, nr. 1, og stk. 9, nr. 1, og § 53, stk. 17.
Bekendtgørelse nr. 610 af 10. juni 2024 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge, § 12, stk. 2, og § 21, stk. 4 og 5.
Bekendtgørelse nr. 597 af 4. juni 2024 om dagpengeperioden, § 5, stk. 1.
Vejledning nr. 10004 af 28. november 2023 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge, "Til § 12".