Regler

Dagpenge
A-kasse

Fradrag i dagpenge for frivilligt, ulønnet arbejde for statsanerkendt museum

Af A-kasse Team

Nøgleord Fradrag

Emneord for denne afgørelse: Dagpengenes størrelse - fradrag - arbejde

Dato: 24-10-2025

Resumé

Medlemmet skulle have fradrag i sine dagpenge for frivilligt, ulønnet arbejde, fordi arbejdspladsen ikke var en frivillig organisation, forening eller lignende.

Arbejdspladsen hører under et statsanerkendt museum, der er underlagt den gældende museumslov samt gældende lovgivning for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.

Medlemmet kunne heller ikke udføre arbejdet som en frivillig aktivitet, fordi der var tale om en aktivitet, som kunne udføres af lønnet arbejdskraft.

Afgørelse

Vi er kommet frem til:

Du skal have fradrag i dine dagpenge for det frivillige, ulønnede arbejde, du udfører for [museum].

Begrundelse

Du skal have fradrag i dine dagpenge for de timer, du udfører frivilligt, ulønnet arbejde for [museum], fordi det ikke er en frivillig organisation, forening eller lignende, og fordi det arbejde, du udfører for [museum], ikke kan anses for en frivillig aktivitet.

Efter reglerne medfører arbejde, der udføres af et medlem i en måned, hvor medlemmet modtager ydelser, fradrag. Dette gælder også arbejde uden for normal arbejdstid og på helligdage samt arbejde, der udføres uden for medlemmets normale faglige område.

Ulønnet arbejde medfører også fradrag, medmindre der er tale om frivilligt, ulønnet arbejde, der udføres for frivillige organisationer, foreninger eller lignende.

Det kan du se i § 15, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 875 af 24. juni 2025 om udbetaling af dagpenge (bekendtgørelsen).

Efter reglerne skelnes der mellem frivilligt, ulønnet arbejde og frivillige aktiviteter.

Ved frivilligt ulønnet arbejde forstås arbejde, som et medlem udfører for frivillige organisationer, foreninger eller lignende, og som kan udbydes som almindeligt lønarbejde.

Det kan du se i § 17, stk. 1, i bekendtgørelsen.

En frivillig forening er en uafhængig og selvstændig enhed, som består af en kreds af personer, der danner et fællesskab om et bestemt formål.

For at være en frivillig organisation, forening eller lignende i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand skal følgende betingelser være opfyldt:

  1. Organisationen m.v. er frivilligt grundlagt, hvilket betyder, at organisationen m.v. ikke må være fastlagt i lovgivningen, og organisationen skal kunne beslutte at nedlægge sig selv.
  2. Organisationens m.v. primære mål er ikke at skabe overskud, og et evt. overskud må ikke udloddes til ejerne, for eksempel foreningens medlemmer eller andre, men skal investeres i opfyldelse af organisationens formål.
  3. Det frivillige arbejde er en betydningsfuld del af organisationens m.v. grundlag. Mindstekravet er, at bestyrelsen yder en ulønnet, frivillig indsats.
  4. Der er frivilligt medlemskab.

Det kan du se i § 17, stk. 2, nr. 1-4, i bekendtgørelsen.

Frivillige aktiviteter medfører ikke fradrag. Ved frivillige aktiviteter forstås aktiviteter som ikke medfører indtægt, og som ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde.

Det kan du se i § 15, stk. 4, i bekendtgørelsen.

Frivillige aktiviteter må ikke indeholde noget erhvervsmæssigt eller økonomisk element og karakteriseres ved at være ulønnede aktiviteter, som udelukkende er interessebestemt for den enkelte person. Den frivillige aktivitet skal være ulønnet, der må ikke være tale om nogen form for aflønning, heller ikke i form af honorarer eller skattepligtige indtægter.

Aktiviteter, der efter sin art normalt medfører indtægt og kan udbydes som almindeligt lønarbejde, kan ikke udføres som en frivillig aktivitet, selv om aktiviteten udføres af et medlem på eget initiativ. Det gælder for eksempel aktiviteter, der normalt udføres af lønnet arbejdskraft, for eksempel i kommunale institutioner og hospitaler.

Eksempler på frivillige aktiviteter der udføres for frivillige organisationer, foreninger eller lignende kan nævnes:

  • Aktiviteter i genbrugsbutikker under f.eks. Dansk Røde Kors.
  • Aktiviteter i humanitære organisationer, herunder f.eks. tøjsortering.
  • Indsamling til f.eks. nødhjælpsorganisationer.

Det følger af praksis, som er beskrevet i afsnittet "Til § 15" i vejledning nr. 9580 af 30. juni 2025 om udbetaling af dagpenge (vejledningen).

Grundlaget for afgørelsen:

  • Du modtager dagpenge.
  • Du udfører frivilligt, ulønnet arbejde for [museum] som hører under [statsanerkendt museum] med [CVR.nr.].

Vi har lagt vægt på:

  • [Museum] hører under [statsanerkendt museum], der er registreret som ”Øvrige virksomhedsformer” i virksomhedsregisteret.
  • Det fremgår af [statsanerkendt museums] vedtægter, at [statsanerkendt museum] er en selvejende institution og dermed en fond.
  • Dine arbejdsopgaver er at iføre dig en dragt som kokkepige i præstegården i [museum] og give gæsterne en fornemmelse af, hvordan livet var og hvordan maden blev fremstillet i starten af 1900-tallet.

Vi vurderer, at [museum] ikke er en frivillig organisation, forening eller lignende, fordi det er en fond.

Vi har lagt vægt på, at [museum], som hører under [statsanerkendt museum] er et statsanerkendt museum, og museet er underlagt den gældende museumslov samt gældende lovgivning for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.

Vi har også lagt vægt på, at ændringer i vedtægterne skal godkendes af hovedtilskudsyder, og at ansvarsområdet skal godkendes af Kulturministeriet.

Vi vurderer også, at det arbejde, du udfører for [museum], ikke kan anses som en frivillig aktivitet. Der er tale om en aktivitet, som kan udføres af lønnet arbejdskraft.

Ved vurderingen af, om en frivillig aktivitet eller et arbejde efter sin art kan udbydes som lønarbejde, har det betydning, om den frivillige aktivitet eller arbejdet i den pågældende organisation udføres af lønnede medarbejdere, eller om det normalt er lønnede medarbejdere, der udfører den frivillige aktivitet eller arbejdet i lignende organisationer, foreninger m.v. Det vil sige organisationer, foreninger m.v., der har tilsvarende formål, omfang og organisering.

Det følger af praksis, som er beskrevet i afsnittet "Til § 15" i vejledningen.

Vi har herved lagt vægt på, at dit arbejde som oplevelsesformidler udbydes som lønnet arbejde på forskellige museer under titlen ”museums- og oplevelsesformidlere”.

Du har oplyst:

  • [Museum] er en selvejende institution og det arbejde de frivillige udfører, vil ikke blive udført af de ansatte, der er med til at sikre driften.
  • Hvis ikke du eller de andre frivillige udførte dette, ville der ikke være nogen i husene, fordi ingen af de lønansatte har tid til dette.
  • Derfor er der på ingen måde tale om arbejde, der kan udføres af lønnet personale, men udelukkende en fritidsaktivitet, der samtidig giver glæde og en følelse af fællesskab.

Dine oplysninger er indgået i vores vurdering af sagen, men kan ikke føre til et andet resultat, fordi [museum] ikke opfylder lovens definition som værende frivilligt, ulønnet arbejde eller en frivillig aktivitet, der gør, at du kan arbejde uden fradrag i dine dagpenge.

Ved vurderingen af, om dit arbejde kan anses for at være en frivillig aktivitet, ses der på, om arbejdet aflønnes i lignende organisationer, foreninger m.v. Vi vurderer, at det ikke er ualmindeligt at være aflønnet som museums- og oplevelsesformidler.

Det betyder, at du skal have fradrag i dine dagpenge for de timer, du udfører frivilligt, ulønnet arbejde for [museum].

Retskilder

Bekendtgørelse nr. 875 af 24. juni 2025 om udbetaling af dagpenge, § 15, stk. 1 og 4, § 17, stk. 1 og 2, nr. 1-4.

Vejledning nr. 9580 af 30. juni 2025 om udbetaling af dagpenge, "Til § 15".