Regler
Dagpenge
A-kasse
Dimittend skulle have 3 lønindberetninger for få beregnet dagpengesats
Emneord for denne afgørelse: Dagpengesats - lønmodtagerberegning - dimittend - lønindberetning
Dato: 25-02-2025
Resumé
Medlemmet havde ret til at få beregnet en ny dagpengesats efter endt uddannelse, fordi hun havde fået indberettet indtægt i 3 måneder, og der var gået mindst 6 måneder efter uddannelsens afslutning.
Det kunne ikke føre til et andet resultat, at én af indberetningerne dækkede over flere måneders arbejde, fordi der skal være indberettet indtægt i 3 måneder, før betingelserne for en ny beregning er opfyldt.
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
- Du har ret til dagpenge med en ny sats fra den 1. november 2023.
Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.
Begrundelsen for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du har til ret dagpenge med en ny sats fra den 1. november 2023.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du afsluttede din uddannelse den 10. februar 2023, og blev indplaceret i en dagpengeperiode på baggrund af denne uddannelse den 1. februar 2023.
Hvis et medlem efter uddannelsens afslutning i mindst 3 måneder har fået indberettet indtægt, der berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet berettiget til dette beløb, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten.
Vi lægger også vægt på, at du har fået indberettet indtægt til indkomstregistret i april 2023, maj 2023 og oktober 2023.
Vi er opmærksomme på dine oplysninger om, at den indtægt, der er indberettet i maj 2023 dækker over arbejde udført i marts, april og maj måned, at dette fremgår af den kontrakt du har sendt til a-kassen, og at filmbranchen fungerer sådan, at lønnen først udbetales, når arbejdet er udført. Du mener derfor, at du bør modtage dagpenge med en højere sats allerede fra den 1. september 2023.
Det ændrer ikke ved resultatet, fordi det følger af reglerne, at begge betingelser skal være opfyldt. Der skal derfor være forløbet 6 måneder fra retten til dagpenge er opnået, og der skal være indberettet indtægt i mindst 3 måneder. Det er først ved indberetningen af indtægt i oktober 2023, at den sidste betingelse er opfyldt.
Vi bemærker, at det ikke er tilstrækkeligt, at det arbejde, der indberettes løn for, strækker sig over 3 måneder, men at det er et krav, at der skal være indberettet indtægt i mindst 3 måneder.
Om reglerne
Et medlem, der er optaget som dimittend, kan få beregnet en dagpengesats, når der er gået mindst 6 måneder, efter retten til dagpenge er opnået, og der er indberettet indtægt i mindst 3 måneder efter uddannelsens afslutning. Det er en betingelse, at medlemmet derved kan få ret til en højere sats.
Udbetaling af dagpenge med den beregnede sats sker med virkning fra den 1. i måneden efter.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Oplysninger i sagen
Vi har afgjort sagen ud fra:
- Oplysninger, vi har fået fra CKA.
- CKA’s afgørelse af 27. februar 2024.
- Klagen af 27. februar 2024 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
- CKA’s genvurdering.
Retskilder
Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 48, stk. 1 og 4-5.
Bekendtgørelse nr. 1157 af 12. november 2024 om beregning af dagpengesatsen, § 11 og § 20, stk. 3.