Regler
Dagpenge
A-kasse
Ikke løntimer nok til overflytning fra deltids- til fuldtidsforsikring
Emneord for denne afgørelse: Medlemskab - fuldtids- og deltidsforsikring
Dato: 03-06-2022
Resumé
Medlemmet kunne ikke overflyttes fra deltids- til fuldtidsforsikring, fordi medlemmet ikke havde løntimer nok.
Det skulle ikke vurderes, om medlemmets arbejde som privat dagplejer var udført i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der var i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår, fordi der var indberettet B-indkomst til indkomstregisteret. B-indkomsten skulle omregnes til timer med den gældende omregningssats.
Afgørelse
Vi er kommet frem til:
Du kan ikke overflyttes til fuldtidsforsikring den 7. oktober 2021.
Begrundelse
Overflytning fra deltidsforsikring til fuldtidsforsikring
Du kan ikke overflyttes til fuldtidsforsikring fra den 7. oktober 2021, fordi du ikke har haft løntimer nok.
Efter reglerne kan et deltidsforsikret medlem blive overflyttet til fuldtidsforsikring, hvis medlemmet har fået indberettet enten mere end 390 løntimer inden for en sammenhængende periode på 3 måneder, hvis der indberettes månedsvis eller mere end 360 løntimer inden for en sammenhængende periode på 12 uger, hvis der indberettes uge- eller 14-dagesvis.
Det kan du se i § 68, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 234 af 10. februar 2022 (loven).
Opgørelsen af beskæftigelsen sker efter reglerne om opfyldelse af beskæftigelseskravet i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge.
Det kan du se i § 25, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1702 af 19. august 2021 om medlemskab af en a-kasse.
Der kan medregnes B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i en virksomheds overskud eller underskud, til opgørelsen af beskæftigelseskravet.
Det kan du se i § 3, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1698 af 19. august 2021 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge (indkomstbekendtgørelsen).
Grundlaget for afgørelsen:
- A-kassen modtog din skriftlige anmodning om at blive overflyttet fra deltids- til fuldtidsforsikring den 7. oktober 2021.
Vi har lagt vægt på, at der i februar 2022 er indberettet B-indkomst med arbejdsmarkedsbidrag til indkomstregisteret for oktober, november og december 2021.
B-indkomsten skal omregnes til timer for at kunne medregnes til beskæftigelseskravet. Timetallet beregnes ved at omregne indkomsten med den omregningssats i lovens § 53, stk. 12, der er gældende for det indkomstår, som indkomsten er indberettet til indkomstregisteret.
Det er vores vurdering, at B-indkomsten burde være indberettet til indkomstregisteret i forbindelse med, at indkomsten er optjent i oktober, november og december 2021. Vi mener derfor, at det er omregningssatsen for 2021 på 126,81, der skal anvendes.
Ved omregningen til timer kan der højest medregnes en månedlig indkomst, der svarer til indkomstloftet på 20.333 kr. pr. måned i 2021.
Det kan du se i § 20 i indkomstbekendtgørelsen.
Du har derfor haft 65,45 timer i oktober 2021, 160,33 timer i november 2021 og 130,90 timer i december 2021, der kan medregnes til timekravet for at blive overflyttet til fuldtidsforsikring.
Det betyder, at der samlet kan medregnes 356,68 løntimer i perioden fra oktober til og med december 2021 (65,45 + 160,33 + 130,90).
Vi vurderer, at du ikke opfylder kravet til arbejdets omfang for at blive overflyttet til fuldtidsforsikring den 7. oktober 2021, fordi du ikke har haft mere end 390 løntimer inden for en sammenhængende periode på 3 måneder.
Du har oplyst:
- Du har ifølge a-kassen haft 186 løntimer i oktober, november og december 2021, hvilket absolut ikke er korrekt.
- Du har haft 45,75 timer om ugen. I alt 549 timer.
- Først kunne a-kassen ikke finde ud af dine timer.
- Nu anser a-kassen ikke dit arbejde som værende på almindelige ansættelsesvilkår, fordi du kun har 2 børn og ikke 3.
- Arbejdstiden og betingelserne for jeres hverdag er den samme uanset antal børn.
- Du er uforstående overfor, at der pludseligt kan opstå problematikker i forhold til antal børn, når der har været adskillig korrespondance frem og tilbage fra oktober 2021.
- Du har flere gange gjort a-kassen opmærksom på indberetninger osv., og alligevel kan a-kassen ikke i januar 2022 fortælle om, hvordan din udbetaling for februar 2022 ser ud.
- Du accepterer ikke en afvisning af din omforsikring, når du opfylder alle krav.
- Du har endda dokumenteret dit timeantal på langt over 500 timer på 3 måneder.
Dine oplysninger er indgået ved behandlingen af din klagesag, men kan ikke føre til et andet resultat.
Når der er tale om B-indkomst med arbejdsmarkedsbidrag, skal det ikke vurderes, hvorvidt dine løntimer er udført i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster, eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår efter § 3, stk. 3, i indkomstbekendtgørelsen.
Det kan du se i § 3, stk. 4, i indkomstbekendtgørelsen.
Der er ikke indberettet løntimer, når der indberettes B-indkomst til indkomstregisteret. Det betyder, at den indberettede B-indkomst skal divideres med den gældende omregningssats på 126,81 for 2021 for at omregne indkomsten til timer. De timer, der fremgår af dine ansættelseskontrakter, kan derfor ikke medregnes til timekravet for at blive overflyttet til fuldtidsforsikring.
Vi kan oplyse, at udbetalingen af dagpenge sker bagud for en måned. Udbetalingen af dagpenge sker på baggrund af et dagpengekort, som man udfylder og indsender til a-kassen tidligst en uge før en måneds udgang.
Det betyder, at du ikke kan overflyttes til fuldtidsforsikring fra den 7. oktober 2021.
Retskilder
Lov om arbejdsløshedsforsikring, § 68, stk. 3.
Bekendtgørelse nr. 1702 af 19. august 2021 om medlemskab af en a-kasse, § 25, stk. 3.
Bekendtgørelse nr. 1698 af 19. august 2021 om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge, § 3, stk. 1, nr. 2, § 3, stk. 4 og § 20.