Medlemsfordele

Billigste
A-kasse

Tilbagebetaling af dagpenge ifm. b-indkomst

Q&A om A-kasse Fora Dagpenge Tilbagebetaling af dagpenge ifm. b-indkomst

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #141
    Bruger2021
    Deltager

    Sidste år blev vores søn fyret den 18/3-21 pga corona. Inden da, havde han haft noget b-indkomst fra arbejde udført for en anden arbejdsgiver. Da han skulle udfylde dagpengekortet skulle han sætte kryds i om han havde modtaget b-indkomst. Det svarede han nej til, da indkomsten lå før datoen for fyringen. Han fik udbetalt ca. 4300 i dagpenge. Nu har A-kassen så indhentet oplysninger fra SKAT og kan se at han har haft b-indkomst. De har nu bedt ham om at betale pengene tilbage, dog kræver de 5800. Kan de godt lægge b-indkomst til grund når det var i en periode før han blev fyret? Hvordan kan de kræve at han skal betale mere tilbage end han har fået udbetalt?

    MVH

    Lene

    #142
    Bruger2021
    Deltager

    Hej,

    skal vi rådgive dig er vi nødt til at se brevet fra A-kassen, hvor de kræver beløbet tilbage. Jeg har sendt en email til dig, og du bedes sende A-kassens afgørelse.

    Men generelt kan jeg sige at kun arbejde som et medlem udfører i en periode med dagpenge, medfører fradrag. Så hvis arbejdet er udført før din søn blev indplaceret i en dagpengeperiode, så har det ikke betydning for din søns ret til dagpenge, og han skal ikke oplyse det på dagpengekortet.

    Er arbejdet udført efter indplaceringen i dagpengeperioden medfører det fradrag i dagpengene. Fradraget i dagpengene sker på det tidspunkt, hvor man har udført arbejdet. Det har ingen betydning, hvornår lønnen for arbejdet bliver udbetalt.

    Arbejde, hvor du aflønnes med A-indkomst, fradrages time for time i dine dagpenge. Arbejde, hvor du aflønnes med B-indkomst (honorar), omregnes med gældende omregningssats, og de omregnede timer fradrages.

    Omregningen sker efter Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings sats og reguleres hvert år i januar måned. I 2021 er omregningssatsen 251,99 kr.

    Ser frem til at høre fra dig.

    Med venlig hilsen

    Anders Weber, A-kasser.dk

    #143
    Bruger2021
    Deltager

    Hej Anders

    Mange tak for din tilbagemelding!
    Jeg har sendt dokumenterne til dig.
    Da min søn i sin tid udfyldte dagpengekortet i marts 2020, var vi begge i tvivl om han skulle udfylde det med b-indkomst. Vi prøvede forgæves at ringe til fagforeningen flere gange uden held. De havde meget travlt pga. corona. Vi tænkte, at da han udførte arbejdet (der gav B-indkomst) FØR han blev fyret, så ville de ikke have nogen indflydelse på det. Men der har vi nok taget fejl!

    Men det er simpelthen så svært at forstå det de skriver i afgørelsen! Min søn ringede flere gange i går og talte med dem, og det tog dem meget lang tid at finde en der kunne svare ham. Men vi forstår slet ikke hvorfor han skal tilbagebetale kr. 5.800 når han kun har fået udbetalt kr. 4.300?

    Mange tak fordi du vil kigge på det!

    Med venlig hilsen
    Lene

    #144
    support
    Keymaster

    Hej Lene,

    tak for det fremsendte.

    Jeg har kigget tingene igennem, og din søn har fået bevilget dagpengeperiode med start fra 1. marts 2020, jfr. brev med bevilling fra 3F af 20. marts 2020,
    men det er fordi en dagpengeperiode altid starter pr. den 1. i den måned, uanset om man først bliver ledig midt i måneden.

    Din søn har dog først ret til at få dagpenge fra første ledighedsdag, den 18.marts 2020.

    Man skal dog udfylde dagpengekortet for hele måneden. Dvs. for marts 2020 skulle din søn have oplyst at han havde arbejde 1/3-13/3.

    En A-kasse starter altid deres beregning af for meget der skal udbetales med at der skal udbetales for 160,33 timer (en fuld måned).
    Derfra trækkes f.eks. periode hvor man ikke er tilmeldt som ledig på Jobcenteret med 7,4 timer pr. hverdag (1/3-17/3), ligesom arbejdstimer fratrækkes.

    Oprindelig udbetaling: Den første udbetaling for marts 2020, må dække dagene fra han melder sig ledig omkring 18. marts til 31. marts 2020. Der er så i udbetalingen fraregnet 2 g-dage som
    arbejdsgiveren betaler. Derfor får han for marts udbetalt for 49,33 timer. = 5.871 kr. brutto.

    Efterfølgende finder 3F ud af at der er registeret B-indkomst for 23/3-29/3. Jeg går ud fra at det er for arbejdet udført i perioden 1/3-13/3, men som åbenbart først udbetales sidst i marts.

    Hvis arbejdet er udført i en periode (inden 18.marts) hvor din søn ikke har haft ret til dagpenge, så kan der heller ikke modregnes.

    Arbejde skal modregnes for de dage hvor det er udført – ikke hvor det er udbetalt.

    Jeg mener derfor at afgørelsen fra 3F af den 02.03.2021 er forkert. Her modregner de jo 111,10 timer for arbejdet udført 1/3-13/3.
    Jeg mener slet ikke at 3F skal inddrage de kr. 27.500 som din søn har fået for 11 dages arbejde. Han var jo ikke tilmeldt jobnet.dk, og derfor skal dagpengekortet bare “belægges” med 7,4 timer i dagene frem til den 18.3, hvor han melder sig ledig.

    Prøv at kontakte 3F og høre hvad de siger. Vend gerne tilbage med deres svar. Jeg vil meget gerne høre hvad de siger.
    Bemærk også at din søn altid har mulighed for at klage over 3F’s afgørelse. 3F har pligt til at sende jeres klage til star.dk, som vil vurdere sagen.

    Med venlig hilsen
    Anders Weber, A-kasser.dk

    #145
    Bruger2021
    Deltager

    Hej igen

    Tusind tak fordi du har gennemgået min søns sag, det er en meget stor hjælp. Men spørgsmålet er også om de vil lægge til grund, at han har udfyldt dagpengekortet forkert fra starten, altså som om han vil omgå reglerne, og at det er derfor han skal tilbagebetale?

    Han har en aftale med dem på mandag om at de ringer, og så må vi høre hvad de siger. Og ellers må vi klage over afgørelsen. Men synes simpelthen at deres afgørelse er under al kritik, man forstår ikke noget af de de skriver! Det burde ikke være muligt at lave så dårlig en afgørelse.

    Men jeg skal nok vende tilbage til jer om hvad 3F siger på mandag.

    Jeg går ud fra at I behandler min søns oplysninger fortroligt?

    Med venlig hilsen
    Lene

    #146
    Bruger2021
    Deltager

    Hej Anders,

    Du får lige en lidt sen tilbagemelding. Min søn har haft fat i 3F flere gange, men de fastholder afgørelsen indtil videre. Vi har derfor i dag påklaget den.

    Jeg skal nok holde dig orienteret om hvad der sker.

    Med venlig hilsen
    Lene

    #147
    support
    Keymaster

    Hej Lene,

    tak for din update, og jeg synes det er godt at I har påklaget afgørelsen.
    Ser frem til at høre hvad der sker videre i sagen.

    Med venlig hilsen
    Anders Weber, A-kasser.dk

    #148
    Bruger2021
    Deltager

    Hej Anders

    Så er der godt nyt 🙂

    Efter vi har påklaget afgørelsen, har min søn nu fået svar om, at de trækker afgørelse tilbage, da de har lavet en fejl, og de undskylder mange gange 😃

    Endnu engang tusind tak for din store hjælp!! Det var ikke gået uden dig!

    Hilsen
    Lene

Viser 8 indlæg - 1 til 8 (af 8 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.

Opret ny bruger

Register new user