Ret til dagpenge ved påbegyndt uddannelse i udlandet og bopælskrav

Q&A om A-kasse Forum Studerende Ret til dagpenge ved påbegyndt uddannelse i udlandet og bopælskrav

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 total)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #164
    Bruger2021
    Participant

    Goddag,

    Jeg har et spørgsmål vedr. bopælskrav og dagpenge i forbindelse med udenlandsk uddannelse.

    I 2019 blev jeg færdiguddannet som kandidat i Danmark. Senere samme år flyttede jeg til Færøerne sammen med min partner, hvor vi ikke var afklarede med, hvor længe vi ville blive boende eller om vi overhovedet ville flytte tilbage igen. Derfor meldte jeg mig ud af min daværende a-kasse umiddelbart derefter. Senere i 2019 endte jeg så dog med at blive tilbudt en ph.d.-stilling som del af et forskningsprojekt ved et universitet i England. Oprindeligt tog jeg så til England fra tid til anden i forbindelse med enkelte møder, men siden da er alt rykket online grundet corona.

    I starten af 2021 flytter min partner og jeg så igen tilbage til Danmark. jeg er i kontakt med en enkelt a-kasse om, hvorvidt eller ej der var mulighed for at kunne opnå ret til dagpenge hos dem på baggrund af min uddannelse (såfremt jeg vel at mærke er medlem i et år). Dette viser sig desværre ikke at være tilfældet hos dem, i og med at jeg påbegynder min ph.d. uden at have bopæl i Danmark “umiddelbart før”. Mit spørgsmål er derfor: Kan jeg forvente, at andre danske a-kasser ligeledes ville svare det samme på et almengyldigt juridisk grundlag? Eller kunne det forestilles, at jeg ville kunne opnå dagpenge på baggrund af min uddannelse hos andre a-kasser, eftersom min daværende bopæl var på Færøerne og altså om ikke andet stadig indenfor Rigsfællesskabet?

    Håber at nogen kan hjælpe mig med et afklarende svar 🙂

    Mvh

    #165
    support
    Keymaster

    Hej,

    reglen om ret til dagpenge efter uddannelse (“dimittendreglen”) har nogle betingelser som man altid skal opfylde. Ingen A-kasser kan fravige/gøre undtagelser til disse krav. Kravene er:

    • Uddannelsen skal være af mindst 18 mdr.s varighed og offentligt anerkendt (SU-berettiget).
    • Bopælskrav: man skal have opholdt sig i Danmark umiddelbart inden påbegyndelse af uddannelsen og igen senest 14 dage efter afslutning af uddannelsen. Det er derimod ikke nødvendigt at have bopæl og ophold i Danmark under selve uddannelsen.

    Bopælskravet er fastsat i Lov om arbejdsløshedsforsikring §41:

    Ret til optagelse som medlem har personer, som har bopæl og ophold her i riget bortset fra Færøerne og Grønland

    Færøerne er en del af det danske rige, så på nogle områder er det sidestillet med Danmark, på andre er det ikke. Færøerne regnes altså iflg. §41 ikke for Danmark i denne sammenhæng.

    Der er derimod ikke noget krav om et års medlemskab. Man kan få dimittend-dagpenge uden forudgående medlemskab, hvis man opfylder ovennævnte betingelser. Dog får man 1 mdr.’s karens/venteperiode hvis man ikke har været medlem af en A-kasse i mindst 1 år når man er færdig med sin uddannelse.

    En afsluttet PhD kan på samme betingelser give ret til dimittend-dagpenge.

    Som PhD studerende, hvis du får løn, kan du i stedet optages i A-kasse som lønmodtager og optjene dagpengeret på “almindelige vilkår”. I dette tilfælde kræves der derimod 1 års medlemskab og at du kan opfylde indkomstkravet.

    De relevante lovregler findes her:

    lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 41 (bopælskravet) og

    Bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge, §26, stk. 3 (siger at for at kunne få dimittend-dagpenge, skal personen opfylde bopælskravet i §41 skal være opfyldt både før og efter uddannelsen).

    Skriv evt. kommentarer her i forummet. Tak.

    Med venlig hilsen

    Anders Weber, A-kasser.dk

    #166
    Bruger2021
    Participant

    Hej Anders,

    Mange tak for dit svar. Jeg bliver som sådan ikke lønnet i min stilling. Istedet modtager jeg et legat gennem sponsorerne af det forskningsprojekt, jeg er tilknyttet. Det er dog ikke tilstrækkeligt til at jeg kan opfylde indkomstkravet.

    Er det korrekt forstået, at jeg heller ikke ville kunne blive berettiget til dagpenge på baggrund af min kandidatuddannelse istedet?

    Mvh

    #167
    support
    Keymaster

    Hej,

    da du har meldt dig ud af A-kassen efter afslutning af kandidaten i 2019, kan du under ingen omstændigheder få dagpenge på baggrund af din kandidat. Melder man sig ud af A-kasse, mister man desværre alle optjente rettigheder.

    Du kunne evt. have fået dagpenge på baggrund af din kandidatuddannelse som du afsluttede i 2019, hvis du på det tidspunkt (senest 2 uger efter dimittering) fik dimittend-status i A-kassen. Har man dimittend-status, har man op til 2 år derefter til at anmode om dagpenge på baggrund af den afsluttede uddannelse. Men som nævnt er det altså ikke aktuelt/en mulighed for dig da du efterfølgende meldte dig ud af A-kasse.

    Så du kan altså ikke få dagpenge på baggrund af nogle af dine uddannelser….du må vente til du får et lønnet job, og så optjene dagpengeret på almindelig vis.

    Med venlig hilsen

    Anders Weber, A-kasser.dk

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 total)
  • Du skal være logget ind for at kunne svare på dette spørgsmål. Det er gratis at oprette brugerkonto.