Du er her: A-kasser (.dk) Tilsyn med A-kasser Indholdsfortegnelse tilsyn 2016-2017 Side 2

  

Dialogbaseret tilsyn med de danske A-kasser

Her på siden kan du se en gennemgang af den årlige rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med resultatet af deres tilsyn med de danske A-kasser.

Gennemgangen af tilsynsrapporten på denne og de følgende sider, er uddrag fra den fulde rapport. Hele rapporten i pdf, kan ses her.

2.2. Kontaktgruppe- og turnusmøder - Dialogbaseret tilsyn

Som led i det dialogbaserede tilsyn med a-kasserne, holder styrelsen periodiske kontaktgruppemøder med udvalgte a-kasser og Danske A-kasser. Videre har styrelsen løbende turnusmøder med samtlige a-kasser.

2.2.1. Periodiske kontaktgruppemøder
Møder i Kontaktgruppen afholdes med henblik på at udveksle erfaringer om a-kassernes brug af nuværende og nye kontrol- og tilsynsredskaber. Det gælder f.eks. indkomstregisterkontrollen, moms/cvr-oplysninger, reguleringer på revisionsområdet, væsentlige retlige spørgsmål i relation til a-kassernes opgaver under ét og udmøntningen af nye politiske initiativer, udveksling af oplysninger med udenlandske myndigheder og senest praktisk implementering af Persondataforordningen.

Der holdes som udgangspunkt 4 møder hvert år fordelt på et møde i hvert kvartal. I 2016 er der afholdt 2 kontaktgruppemøder, henholdsvis i 1. og 3. kvartal, fordi der i 2016 er afholdt særskilte møderækker mellem Danske A-kasser, a-kasserne og styrelsen vedrørende implementering af dagpengereformen og styrelsens tilsyns- og kontrolmodel.

2.2.2. Turnusmøder
Turnusmøder er væsentlige led i det resultatorienterede og dialogbaserede tilsyn med den enkelte a-kasse. Mødekadencen er, at der inden for en periode på ca. 1½ år løbende gennemføres individuelle møder med samtlige a-kasser.

Et væsentligt element i turnusmøderne er en drøftelse af styrelsens vurdering af a-kassens kvalitetsniveau på udvalgte væsentlige områder. Til brug for denne vurdering udarbejder styrelsen et tilsynsoverblik med det formål at have et grundlag for en drøftelse med den enkelte a-kasse om performance, effektivitet, kvalitetsmetodik, sagsbehandlingskvalitet og regeloverholdelse, rettidigheder, grad af egenkontrol, serviceprofil, udbetalingsrutiner, fejl, klager, digitalisering m.v.

I udarbejdelsen af dette tilsynsoverblik indgår bl.a.:

  • Resultaterne af styrelsens forskellige tilsynsinitiativer.
  • A-kasserevisorernes konklusioner i a-kassernes revisionsprotokollater om bl.a.
    • administration af udbetalingsgrundlaget for a-kasseydelser,
    • administrative rutiner og processer,
    • it-system, herunder sikkerhedspolitik, tredjepartserklæringer og forretningsgangsbeskrivelser,
    • a-kassens tilsyn og kontrolfunktioner i forhold til eventuelle afdelinger,
    • regeloverholdelse
    • overholdelse af retningslinjer i forbindelse med eventuelt administrationsfællesskab med en faglig organisation, og
    • a-kassens økonomi og regnskab, herunder refusionsregnskab og bogholderi.
  • Status, rettidigheder og resultater af a-kassens Indkomstkontrol og feriekontokontrol.
  • Servicemål.
  • Kvalitetssikring og graden af interne kontrolprocedurer.
  • Antal og karakter af indberetninger fra Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring (CKA), hvis CKA har udtalt kritik af a-kassens sagsbehandling herunder antal af klagesager, omgørelsesprocenter, hjemvisninger mm.
  • Statistik over styrelsens opgørelse over a-kassernes afregning af tilbagebetalinger, herunder fordelingen mellem beløb, som vedrører uagtsomhed, svig og a-kassens egne administrative fejl (eneansvarssager).
  • A-kassens overholdelse af tidsfrister i forhold til fx afregninger af refusioner, renter, medlemsbidrag og indsendelse af månedsbalancer.
  • Antal og karakteren af klager fra medlemmer over a-kassens administration.
  • A-kassernes ønsker og behov for administrative tilpasninger og forbedringer.

Denne side fra A-kasser.dk - hjælp til valg af A-kasse, er senest opdateret den: 02-05-2018