Du er her: A-kasser (.dk) Support Spm. & svar
Kategori: studerende

 0
 0

Indmeldelse i a-kasse

fagforening medlemskab studerende elev

Spørgsmål fra en af vores brugere om A-kasse

Hej. Jeg læser pt på EUX, som jeg er færdig med til januar. Jeg skal derudover være elev i to år inden for kontor. Er derfor i tvivl om hvilken a kasse jeg skal melde mig ind i, den eneste jeg kender er HK, men har hørt de er dyre. Med venlig hilsen Mette

Svar fra A-kasser.dk:

Hej Mette,

tak for din henvendelse.

En gennemført EUX-uddannelse giver ret til dagpenge på dimittendvilkår. Det er fastslået i en vejledende udtalelse fra oktober 2017 fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Læs mere her om hvilke uddannelser der giver ret til dagpenge på dimittendvilkår: https://a-kasser.dk/uddannelse-der-giver-ret-til-dagpenge.html.

Du skriver du skal være elev i 2 år inden for kontor. Er du under 30 år og elev kan du være gratis medlem af en A-kasse. Og har du været medlem i mindst 1 år når du afslutter din elev-uddannelse, er du berettiget til dagpenge fra dagen efter du er uddannet, og undgår dermed 1 måneds karantæne. Så det er fornuftigt, som du gør, at tænke på A-kasse allerede mens man er igang med uddannelsen.

Du skriver at du er i tvivl om hvilken A-kasse du skal vælge. Du skriver ikke noget om at du også overvejer at melde dig ind i en fagforening.

Som du ved er en A-kasse og fagforening to forskellige ting. Du behøver heller ikke at være medlem af en fagforening for at være medlem af en A-kasse (eller omvendt).

Hvis du vil være medlem af begge ting, er det rigtigt at det i nogle fagforeninger/A-kasser, som f.eks. HK er ret dyrt sammenlignet med andre billige tilbud på markedet. Der findes en anden A-kasse/fagforening der ligesom HK, er eksperter inden for kontor og handel, nemlig "Frie Funktionærer". Frie Funktionærer tilbyder gratis medlemskab så længe du er studerende, og bagefter kan du få en billig "pakkeløsning" bestående af både A-kasse og fagforening.

Vores anbefaling på a-kasser.dk er at dog at hvis man ønsker at være medlem af en fagforening, så skal man betale det mere for f.eks. HK eller 3F, som gør rigtig meget generelt for at skabe bedre arbejdsvilkår for deres medlemmer.

De billige "gule fagforeninger" som f.eks. "Frie Funktionærer" og "Det Faglige Hus", deltager således ikke i overenskomster og bidrager ikke til bedring af de generelle vilkår på arbejdsmarkedet for deres medlemmer. Det du får med et medlemskab af Det faglige Hus er juridisk hjælp, hvis du skulle få problemer i forhold til din arbejdsgiver, din kontrakt, opsigelse, sygdom m.m.

For at få det meste ud af et fagforenings-medlemskab, er det vigtigt at du undersøger hvilke former for juridisk hjælp de tilbyder. Der kan være f.eks. være forskel på om en fagforening hjælper i retssager eller ej. Endvidere kan et medlemskab af en fagforening give en række andre medlemsfordele, som f.eks. rabatter på forskellige ting m.m., så hvis det også betyder noget for dig, må du undersøge hvad de konkret tilbyder inden du bliver medlem.

Genrelt skal man være klar over at de billige "gule fagforeninger" har medlemmer fra mange forskellige brancher, og deres rådgivere og jurister kan derfor formentlig ikke have samme indsigt i et bestemt fagligt område, som nogle af de fagligt afgrænsede fagforeninger har, f.eks. 3F og HK.

Men som nævnt behøver man ikke at være medlem af en fagforening - man kan sagtens nøjes med A-kasse medlemskab.

Og med A-kasse er det meget nemmere at beslutte sig, fordi der kan man sagtens vælge den billigste A-kasse man kan blive medlem af. Du kan dog ikke blive medlem af alle A-kasse, idet der er nogle A-kasser der kun er for folk inden for bestemte erhverv, f.eks. sygeplejersker, lærere og pædagoger.

Inden for kontorområdet har HK tidligere været den man skulle være medlem af, men rigtig mange kontoransatte er idag medlem af andre A-kasser. En A-kasse som oplever fremgang, har høj medlemstilfredshed og samtidig er blandt de billigste er "Min A-kasse", som optager alle uanset fag. Et andet godt valg ville være FTF-A, som bl.a. dækker den finansielle branche, men som i øvrigt er åben for alle.

Håber dette hjælper dig lidt.

Med venlig hilsen Anders, www.a-kasser.dk