Du er her: A-kasser (.dk) Love om A-kasse og dagpenge Lov om arbejdsløshedsforsikring Kapitel 9 (Dagpengesats)

Lov om arbejdsløshedsforsikring - dagpengesats

Her på siden kan du se Lov om arbejdsløshedsforsikring. Loven indeholder bl.a. regler om anerkendelse af A-kasser, medlemskab af A-kasse, beregning af dagpenge, ret til dagpenge og reglerne om efterløn.

LBK nr 199 af 11/03/2020 - Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Kapitel 9

Beregning af dagpenge m.v.

§ 46. Dagpenge ydes for indtil 160,33 timer om måneden for fuldtidsforsikrede og for indtil 130 timer om måneden for deltidsforsikrede efter reglerne i kapitel 10. Beregning af dagpengene sker for 1 måned ad gangen. Udbetalingen sker bagud for 1 måned.

Stk. 2. Udbetales dagpenge ikke rettidigt, jf. stk. 1, og skyldes dette ikke medlemmets forhold, forrentes beløbet med den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5 fra forfaldsdagen, jf. dog stk. 3. Rentebeløb, der er mindre end højeste dagpenge for en dag, jf. § 47, stk. 2, udbetales ikke.

Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse ved ikke rettidigt udbetalte dagpenge efter artikel 64 og 65 i forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Stk. 4. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse ved efterbetaling af andre ydelser fra A-kassen og ved forsinket udbetaling af en skattefri præmie, jf. § 74 m. Dette gælder dog ikke godtgørelse efter lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

Stk. 5. Udbetaling af dagpenge sker på baggrund af medlemmets oplysninger om løntimer og indkomst m.v. i måneden. Retten til forfaldne dagpenge falder bort, hvis oplysningerne ikke er modtaget i A-kassen senest 1 måned og 10 dage efter udbetalingsmånedens udløb. Retten til dagpenge bortfalder dog ikke, hvis medlemmet har haft fyldestgørende grund til ikke at have indberettet oplysningerne rettidigt.

Stk. 6. De udbetalte dagpenge efterreguleres, hvis der er uoverensstemmelse mellem de af medlemmet indberettede oplysninger og indberetningerne om løntimer og indkomst til indkomstregisteret. Efterreguleringen foretages i udbetalingen af dagpenge for den efterfølgende måned, jf. § 85 e.

Stk. 7. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af denne bestemmelse, herunder om acontoudbetaling og tidspunktet m.v. for efterregulering af dagpenge og undtagelse fra opfølgning herpå under særlige omstændigheder, om dagpengenes disposition ved udgangen af måneden og om forrentning af ikke rettidigt udbetalte dagpenge efter stk. 2-4.

§ 47. Dagpengenes højeste beløb udgør for 1 måned 18.113 kr. pr. 1. januar 2016. Beløbet reguleres en gang om året pr. 1. januar med 1,7 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Der fradrages derudover en procentsats, som for finansårene 2020-2023 udgør 0,75. Det regulerede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb. Det afrundede beløb danner grundlag for det kommende års satsregulering.

Stk. 2. Dagpengenes højeste beløb for 1 dag fastsættes, ved at beløbet efter stk. 1, 4. pkt., divideres med 160,33, som herefter ganges med 7,4. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 3. Alle afledte satser for fuldtidsforsikrede beregnes med udgangspunkt i beløbet efter stk. 1, 4. pkt. Herefter foretages afrunding til nærmeste hele kronebeløb.

§ 47 a. (Ophævet)

§ 48. Dagpengenes størrelse til det enkelte medlem beregnes på grundlag af medlemmets hidtidige indtægt efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov om arbejdsmarkedsbidrag, jf. § 49. I indtægtsgrundlaget indgår:

  1. A- og B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, jf. lov om arbejdsmarkedsbidrag, indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, tillagt eget pensionsbidrag og fratrukket arbejdsmarkedsbidrag samt tillagt eget ATP-bidrag. B-indkomst, som indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud eller underskud, kan ikke medregnes ved opgørelsen, jf. dog nr. 3.
  2. B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. B-indkomst, som indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud eller underskud, kan ikke medregnes ved opgørelsen, jf. dog nr. 3.
  3. En selvstændig virksomheds skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster samt A-indkomst, som er udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse, og som fremgår af årsopgørelsen, jf. § 57 a, stk. 1, nr. 3, 2. pkt.

A-kasse for selvstændige

Se vores guide for selvstændige

Stk. 2. Kun indtægt i en medlemsperiode kan indgå i opgørelsen efter stk. 1. Er indtægten opnået ved lønarbejde, medregnes kun indtægt, der er udbetalt i et sædvanligt beskæftigelsesforhold, der er i overensstemmelse med gældende overenskomster eller i øvrigt er udført på almindelige løn- og arbejdsvilkår. Er indtægten helt eller delvis opnået ved udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 eller plejevederlag efter § 120 i lov om social service, medregnes denne indtægt ikke i opgørelsen efter 1. pkt.

Stk. 3. Ved ændring af arbejdsmarkedsbidragets størrelse og ved ændring af dagpengenes højeste beløb, jf. § 47, reguleres det enkelte medlems hidtidige indtægtsgrundlag med samme procentsats.

Stk. 4. Der foretages en ny beregning efter stk. 1, når medlemmet bliver indplaceret i en ny dagpengeperiode, jf. § 53, stk. 8 og 13, jf. dog § 49, stk. 5 og 6.

Stk. 5. Dagpengene kan højst udbetales med et beløb, der udgør 90 pct. af medlemmets hidtidige indtægt, jf. stk. 1, jf. dog § 48 a og § 49, stk. 5 og 6. Dagpenge efter 1. pkt., afrundes til nærmeste hele kronebeløb.

Stk. 6. Dagpengene kan ikke overstige dagpengenes højeste beløb, jf. §§ 47 og 70.

§ 48 a. Et medlem, der deltager i tilbud om en erhvervsuddannelse efter § 96 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, modtager dagpenge med et beløb, der svarer til 80 pct. af højeste dagpenge, jf. §§ 47 og 70, dog højst et beløb svarende til medlemmets hidtidige dagpengesats, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Et medlem, der påbegynder et tilbud om en erhvervsuddannelse efter § 96 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i perioden fra den 1. januar 2020 til og med den 31. december 2020, modtager uanset stk. 1 dagpenge med et beløb svarende til medlemmets hidtidige dagpengesats, jf. §§ 47 og 70, hvis uddannelsen fremgår af en liste udarbejdet efter § 33 a, stk. 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016 med senere ændringer.

§ 49. Indtægt efter § 48, stk. 1, nr. 1, opgøres på grundlag af indtægt, der er indberettet i henhold til lov om et indkomstregister i de måneder, som danner grundlag for en beregningsperiode, jf. stk. 2. Indtægt efter § 48, stk. 1, nr. 2 og 3, opgøres på grundlag af oplysninger på årsopgørelsen. B-indkomst, som ikke er indberettet til indkomstregisteret, jf. § 48, stk. 1, nr. 2, medregnes dog i den eller de måneder, arbejdet er udført i, og som medlemmet har oplyst på tro og love. Oplyser medlemmet ikke om tidspunktet for arbejdets udførelse, kan B-indkomsten ikke medregnes til indtægtsgrundlaget. Det er en forudsætning, at indkomst efter § 48, stk. 1, nr. 2, ikke indgår i en selvstændig virksomhed. Skattemæssigt overskud af selvstændig virksomhed, jf. § 57 a, omregnes til måneder ved at dividere overskuddet med det antal måneder, som virksomhedens regnskabsår dækker. Det er uden betydning, på hvilket tidspunkt i løbet af regnskabsåret overskuddet er fremkommet.

Stk. 2. Beregningsperioden opgøres som de 12 måneder med den højeste indkomst, jf. stk. 1, inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden, jf. dog stk. 4. For medlemmer, som opnår dagpengeret efter § 53, stk. 5 eller 11, beregnes dagpengenes størrelse som et gennemsnit af de 2 år med det højeste skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster inden for de seneste 5 afsluttede indkomstår forud for ledighedens indtræden. A-indkomst udbetalt af et selskab til en ejer, som har afgørende indflydelse, jf. § 57 a, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., indgår i opgørelsen.

Stk. 3. Beregningsperioderne, jf. stk. 2, kan forlænges efter reglerne i § 53, stk. 17, hvis der i perioden på 24 måneder, jf. stk. 2, 1. pkt., eller perioden på 5 år, jf. stk. 2, 2. pkt., forekommer perioder, hvor medlemmet modtager

  1. sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,
  2. dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel eller
  3. støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Stk. 4. Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden den fornødne indtægt, jf. stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i alle måneder med indtægt inden for perioden på 24 måneder. Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder indtægt, jf. stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i en periode på 36 måneder.

Stk. 5. Til medlemmer, som har opnået ret til dagpenge efter § 54, udbetales dagpenge med et beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70, til medlemmer, der har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt. Skifter et medlem status som forsørger, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned. Hvis medlemmet efter uddannelsens afslutning i mindst 3 måneder har fået indberettet indtægt, der efter § 48 berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette beløb, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten, jf. § 54. Herefter beregnes medlemmets dagpenge efter § 48.

Stk. 6. Til et medlem, der har opnået ret til dagpenge efter § 53, stk. 14, nr. 1, på grundlag af aftjening af værnepligt eller ansættelse på værnepligtslignende vilkår, udbetales dagpenge med 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og med 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt. Skifter et medlem status som forsørger, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned. Har medlemmet ret til en højere dagpengesats efter § 48, kan der udbetales dagpenge med en højere sats efter §§ 47 og 70. Har medlemmet efter afslutningen af værnepligten eller ansættelsen på værnepligtslignende vilkår i mindst 3 måneder fået indberettet indtægt, der efter § 48 berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten.

Stk. 7. Udbetaling af dagpenge til en forsørger efter stk. 5 og 6 er betinget af, at barnet opholder sig her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland. Det gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis barn opholder sig i et andet EU-/EØS-land.

A-kasse for nyuddannede

Se vores guide for nyuddannede

§ 50. (Ophævet)

§ 51. Modtager et medlem i anledning af ledighed ydelser, som ikke er omfattet af denne lov, skal medlemmet straks underrette arbejdsløshedskassen herom, og dagpengene nedsættes, således at det samlede månedlige ydelsesbeløb, medlemmet modtager, ikke overstiger det beløb, der kan udbetales efter § 48, stk. 5, og § 49, stk. 5 og 6.

§ 51 a. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i §§ 49-51, herunder om fremgangsmåden ved og betingelserne for beregning af hidtidig indtægt og dagpengesats for det enkelte medlem, sammenlægning af indtægter som lønmodtager og selvstændig erhvervsdrivende, forholdsmæssig medregning af overskud, hvis årsregnskabet ikke dækker en hel måned, og om betydningen for satsberegningen af, at et medlem har afgørende indflydelse i et selskab, og at lønmodtageraktiviteter og aktiviteter fra selvstændig virksomhed samlet ikke kan danne grundlag for en beregning, hvis der gives dagpengeret på grundlag af selvstændig virksomhed, jf. § 49, stk. 2, 2. pkt., samt betydningen af arbejde i udlandet og arbejdsfortjeneste for et medlem, der gør tjeneste på et skib indregistreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), herunder regulering af den månedlige DIS-hyre.

§ 52. Kan et medlems arbejdstid ikke kontrolleres ved indberetning til indkomstregisteret, fordi der ikke skal indberettes løntimer, jf. § 3 i lov om et indkomstregister, skal indtægten fra arbejdet omregnes til timer med den til enhver tid gældende omregningssats, jf. dog § 53, stk. 12. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler herom.

Kapitel 9 a

Særlige regler om dagpenge for unge under 25 år

§ 52 a. Et medlem under 25 år har ret til dagpenge beregnet efter § 48, jf. §§ 47 og 70, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Et medlem, som ikke har gennemført en uddannelse af den i § 54 nævnte art, og som har haft 962 timers dagpenge som fuldtidsforsikret og 780 timers dagpenge som deltidsforsikret, jf. § 55, stk. 1 og 2, modtager dagpenge, der svarer til 50 pct. af højeste dagpenge, jf. §§ 47 og 70, indtil medlemmet har haft 3.848 timers dagpenge som fuldtidsforsikret og 3.120 timers dagpenge som deltidsforsikret, jf. § 55, stk. 1. Det gælder dog ikke et fuldtidsforsikret medlem, der som lønmodtager inden for 3 år har fået indberettet mindst 3.848 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister, eller et deltidsforsikret medlem, der som lønmodtager inden for 3 år har fået indberettet mindst 2.565 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister. Ved opgørelsen af løntimekravet i 2. pkt. medregnes timer som følge af omregning, jf. § 53, stk. 12, af det skattemæssige overskud før renter og andre finansielle poster af selvstændig virksomhed og A-indkomst udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse, jf. § 57 a. Ved opgørelsen efter 2. pkt. finder § 53, stk. 9, nr. 2, og stk. 14 og 15, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Et medlem, som ikke har gennemført en uddannelse af den i § 54 nævnte art, og som har haft 962 timers dagpenge som fuldtidsforsikret og 780 timers dagpenge som deltidsforsikret, jf. § 55, stk. 1 og 2, modtager ved deltagelse i tilbud efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats 50 pct. af højeste dagpenge, jf. §§ 47 og 70, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Et medlem, som har gennemført en uddannelse af den i § 54 nævnte art, og som har haft 962 timers dagpenge som fuldtidsforsikret og 780 timers dagpenge som deltidsforsikret, jf. § 55, stk. 1 og 2, modtager ved deltagelse i tilbud efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som har forsørgelsespligt over for børn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og med 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt, jf. dog stk. 5. Skifter et medlem status som forsørger, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned. Udbetaling af dagpenge som forsørger efter 1. pkt. er betinget af, at barnet opholder sig her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland. Det gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis barn opholder sig i et andet EU-/EØS-land.

Stk. 5. Ved deltagelse i tilbud efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som har en sammenhængende varighed på under 4 uger, modtager medlemmet dog dagpenge efter stk. 1.

Stk. 6. Når betingelserne for skift af sats efter stk. 2, 1. og 2. pkt., indtræder, sker skiftet fra den 1. i den efterfølgende måned. Når betingelserne for skift af sats efter stk. 3 og 4 indtræder ved påbegyndelse eller ved ophør af deltagelse i tilbud efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, sker skiftet fra den 1. i den efterfølgende måned. Et medlem, der fylder 25 år, får beregnet dagpenge efter § 48, jf. §§ 47 og 70, fra den 1. i måneden efter det fyldte 25. år.

§§ 52 b-52 d. (Ophævet)

§ 52 e. Et medlem under 25 år kan inden for de første 962 timers dagpenge som fuldtidsforsikret og 780 timers dagpenge som deltidsforsikret, jf. § 55, stk. 1, deltage i højskole- og daghøjskoleforløb i 20 timer eller derover om ugen. Under højskole- og daghøjskoleforløbet har medlemmet ret til 50 pct. af højeste dagpenge, jf. § 47 og § 70. Medlemmet skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter de almindelige regler.

Stk. 2. Når betingelserne for skift af sats efter stk. 1, 2. pkt., indtræder ved påbegyndelse eller afslutning af forløbet, sker skiftet fra den 1. i den efterfølgende måned. Et medlem, der fylder 25 år, får beregnet dagpenge efter § 48, jf. §§ 47 og 70, fra den 1. i måneden efter det fyldte 25. år.

§ 52 f. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte nærmere regler om anvendelsen af §§ 52 a og 52 e.

Denne side fra A-kasser.dk - hjælp til valg af A-kasse, er senest opdateret den: 27-03-2020. Indarbejdet lovændringer til og med 28-01-2020.