Du er her: A-kasser (.dk) Love om A-kasse og dagpenge Bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet kap. 4-6 (hoved- eller bibeskæftigelse)

Bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet (hoved- eller bibeskæftigelse)

Her på siden kan du se bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet. Bekendtgørelsen fastlægger hvornår erhvervsmæssig aktivitet anses for selvstændig virksomhed, hvornår der er tale om hovedbeskæftigelse eller bibeskæftigelse, samt hvornår virksomhed anses for ophørt

BEK nr 1182 af 26/09/2018 om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet

Kapitel 4

Selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse eller bibeskæftigelse

Bibeskæftigelse

§ 10. Et medlem, der driver selvstændig virksomhed efter § 2, anses for at drive virksomheden som bibeskæftigelse, når medlemmet i de seneste 6 måneder forud for indplaceringen i dagpengeperioden har haft beskæftigelse som lønmodtager af et vist omfang. Det er en betingelse,

  1. at et fuldtidsforsikret medlem i de seneste 6 måneder i gennemsnit har fået indberettet mindst 80 løntimer pr. måned til indkomstregisteret, eller
  2. at et deltidsforsikret medlem i de seneste 6 måneder i gennemsnit har fået indberettet mindst 53 løntimer pr. måned til indkomstregisteret, og
  3. har fået indberettet mindst én løntime til indkomstregisteret i 5 af de 6 måneder i nr. 1 og 2.

Stk. 2. Opgørelsen af løntimer i stk. 1 sker efter reglerne om opfyldelse af beskæftigelseskravet ved genoptjening af retten til dagpenge i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. Drift af selvstændig virksomhed kan dog ikke medregnes.

Stk. 3. Den måned, hvori medlemmet bliver indplaceret i dagpengeperioden, jf. bekendtgørelse om dagpengeperioden, medregnes ikke ved opgørelsen af de 6 måneder i stk. 1.

Stk. 4. Vurderingen af, om et medlem driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse efter stk. 1, skal ske på det tidspunkt, hvor medlemmet indplaceres i en dagpengeperiode.

Stk. 5. Et medlem, der starter en virksomhed op, efter medlemmet er blevet indplaceret i en dagpengeperiode, anses for at drive virksomheden som bibeskæftigelse, uanset om beskæftigelseskravet i stk. 1 er opfyldt.

Hovedbeskæftigelse

§ 11. Et medlem, der driver selvstændig virksomhed efter § 2, anses for at drive virksomheden som hovedbeskæftigelse ved indplaceringen i dagpengeperioden, når aktiviteten ikke er omfattet af § 10.

Stk. 2. Et medlem, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, jf. stk. 1, ved indplaceringen i dagpengeperioden, kan ikke modtage dagpenge, jf. dog kapitel 5.

Kapitel 5

Ophør med drift af selvstændig virksomhed

§ 12. Et medlem anses for ophørt med en virksomhed som hovedbeskæftigelse eller bibeskæftigelse, når pågældende opfylder betingelserne i en af §§ 13-20.

Stk. 2. Et medlem kan ikke ophøre med en virksomhed ved at overdrage, bortforpagte eller udleje virksomheden til ægtefælle, samlever eller umyndige børn.

§ 13. Et medlem anses for ophørt med en virksomhed, når virksomheden er registreret som ophørt i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR-registeret) hos Erhvervsstyrelsen. I den forbindelse skal de skattemæssige forpligtelser være overdraget eller afsluttet. Medlemmet skal fremlægge dokumentation i form af en bekræftelse af ophøret fra Erhvervsstyrelsen vedrørende afmeldingen på virk.dk og en bekræftelse fra Skatteforvaltningen.

§ 14. Et medlem kan anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end det endelige ophør, hvis ophøret skyldes, at virksomheden går konkurs eller sælges på tvangsauktion.

Stk. 2. Ved konkurs kan et medlem anses for ophørt ugedagen efter, at skifteretten har modtaget konkursbegæringen. Det er en betingelse, at skifteretten har afsagt konkursdekret.

Stk. 3. Ved tvangsauktion kan et medlem anses for ophørt, når medlemmet dokumenterer, at

  1. der er indgivet begæring om tvangsauktion,
  2. virksomheden er overtaget til brugeligt pant eller administration af panthaver,
  3. virksomheden drives uden bistand fra medlemmet, ægtefællen, samleveren eller umyndige børn, og
  4. medlemmet er fraflyttet ejendommen, hvis medlemmets bopæl har været beliggende på samme adresse som virksomheden.

§ 15. Et medlem kan anses for ophørt med en virksomhed, hvis medlemmet dokumenterer, at virksomheden er bortforpagtet eller udlejet. Ved bortforpagtning forstås en overdragelse af en brugsret til fast ejendom mv., hvor der ydes vederlag for brugen, og hvor brugeren har ansvaret for driften og retten til udbyttet af ejendommen.

Stk. 2. Bortforpagtningen eller udlejningen skal ske ved en skriftlig kontrakt, der er gensidigt uopsigelig i mindst 3 år.

Stk. 3. Det er en forudsætning, at medlemmet eller dennes ægtefælle ikke i forpagtnings- eller lejeperioden er beskæftiget i virksomheden. Det gælder også beskæftigelse i forpagterens eller lejerens egen virksomhed, når virksomhederne er af samme type, og der sker en vis fælles drift af virksomhederne.

Stk. 4. Er bortforpagtnings- eller udlejningskontrakten kun uopsigelig i 3 år fra medlemmets side, kan medlemmet anses for ophørt med virksomheden, når medlemmet efter bortforpagtningen eller udlejningen enten

  1. har fået indberettet mindst 1.924 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister inden for de seneste 15 måneder, eller
  2. har fået indberettet mindst 962 løntimer inden for de seneste 8 måneder, og der i umiddelbar tilknytning til påbegyndelsen af lønarbejdet er sket en væsentlig omlægning af driften, der har medført en reduktion af arbejdsmængden i virksomheden.

Stk. 5. Opgørelsen af løntimer i stk. 4, nr. 1 og 2, sker efter reglerne om opfyldelse af beskæftigelseskravet ved genoptjening af retten til dagpenge i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge. Drift af selvstændig virksomhed kan dog ikke medregnes.

Stk. 6. Udløber forpagtnings- eller lejeperioden uden at være blevet forlænget, anses medlemmet for at have genoptaget drift af virksomheden.

Stk. 7. Hæves forpagtnings- eller lejekontrakten før aftalt udløbsdato, anses medlemmet for at have genoptaget arbejdet i virksomheden. Skyldes aftalens bortfald forpagters eller lejers forhold, anses medlemmet dog fortsat for ledig. Det er en betingelse, at virksomhedens drift er indstillet, og at medlemmet inden 3 måneder igen har bortforpagtet eller udlejet virksomheden eller har ophørt med virksomheden på anden vis.

Stk. 8. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan godkende en lavere tidsgrænse end 3 år for brancher, hvor det er sædvanligt med aftaler af kortere varighed.

Udtræden af en virksomhed med flere ejere

§ 16. Et medlem anses for ophørt med en virksomhed, når medlemmet udtræder som med-ejer af en virksomhed, og det er registreret hos Erhvervsstyrelsen, at medlemmet ikke længere er ejer, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Udtræder medlemmet af et selskab med flere ejere, kan medlemmet dog anses for ophørt med virksomheden, når medlemmet ikke længere har afgørende indflydelse i selskabet, jf. § 2, stk. 3. Ændringerne i ejerforholdene skal være registreret hos Erhvervsstyrelsen. Medlemmet skal fremlægge dokumentation i form af et registreringsbevis fra Skatteforvaltningen, hvor ændringerne i virksomhedens ejerforhold fremgår.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed som medejende ægtefælle.

Udtræden af en ægtefælles virksomhed

§ 17. Et medlem, der har drevet selvstændig virksomhed som medarbejdende ægtefælle, jf. § 2, stk. 1, nr. 4, anses for ophørt med virksomheden, når medlemmet på tro og love erklærer at være udtrådt af ægtefællens virksomhed.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på en medejende ægtefælle, der ikke er registreret som ejer af virksomheden hos Erhvervsstyrelsen, men som står opført i Skatteforvaltningens registre som medhæftende for virksomheden. Det er en forudsætning, at registreringen i Skatteforvaltningens registre som medhæftende ægtefælle ophører.

Stk. 3. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på et medlem, der har overdraget sin virksomhed til sin samlever. Det er en betingelse, at medlemmet er samlever på fælles bopæl med den person, der ejer virksomheden, og at medlemmet og samleveren opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden overdragelsen.

Stk. 4. Ophøret efter stk. 1 og 2 kan tidligst gælde fra det tidspunkt, a-kassen har modtaget en erklæring underskrevet på tro og love af medlemmet og dennes ægtefælle om, at medlemmet er udtrådt af virksomheden. Udtræden er betinget af, at medlemmet ikke længere udfører nogen form for opgaver i virksomheden.

Stk. 5. Et medlem, der udtræder af en virksomhed, der fortsættes af ægtefællen, skal bringe sin skattemæssige status som medarbejdende ægtefælle til ophør.

§ 18. Et medlem, som udtræder af en virksomhed, der fortsættes af ægtefællen, kan anses for ophørt med virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at samlivet med ægtefællen er ophævet i forbindelse med separation eller skilsmisse.

Stk. 2. Foreligger der ikke separation eller skilsmisse efter stk. 1, kan medlemmet anses for ophørt i indtil 3 måneder fra samlivsophævelsen. Det er en betingelse, at medlemmet fremlægger en bekræftelse fra Folkeregistret om fraflytning og en erklæring fra medlemmets revisor, advokat eller landbrugskonsulent om, at medlemmet er ophørt i virksomheden. Bestemmelsen finder ikke anvendelse ved overgang til efterløn.

Stk. 3. Genoptages samlivet inden for en periode på 2 år, anses medlemmet for at være genindtrådt i virksomheden, medmindre a-kassen har modtaget en erklæring underskrevet på tro og love af medlemmet og dennes ægtefælle om, at medlemmet er udtrådt af virksomheden, jf. § 17.

Omdannelse til formueforvaltning

§ 19. Et medlem anses for ophørt med et selskab, når medlemmet har omdannet selskabet til et holdingselskab (kapitalselskab) ved at dokumentere, at det er anmeldt til Erhvervsstyrelsen, at formålet med selskabet er ændret til formueforvaltning. Det skal samtidig dokumenteres, at der ikke er erhvervsaktiviteter i selskabet, og at driftsmidler mv. i selskabet, der har dannet grundlag for medlemmets erhvervsudøvelse, er afhændet.

Ophør på tro og love

§ 20. Et medlem, der ikke er ophørt med en virksomhed efter § 13 kan anses for ophørt, når medlemmet på tro og love erklærer ikke at drive virksomheden udover, hvad der kan anses for afvikling.

Stk. 2. Ophøret kan tidligst gælde fra det tidspunkt, a-kassen har modtaget en erklæring underskrevet på tro og love af medlemmet om, at medlemmet ikke driver virksomheden. Ophøret er betinget af, at medlemmet ikke længere udfører nogen form for opgaver i virksomheden.

Stk. 3. Det er en betingelse, at medlemmet inden for 6 måneder fra det tidspunkt, hvor a-kassen har modtaget tro- og loveerklæringen, har dokumenteret, at virksomheden er ophørt efter § 13.

Stk. 4. Timer, der bruges på at afvikle en virksomhed, jf. stk. 1, sidestilles med fritidsbeskæftigelse. Timerne medfører fradrag i dagpengene.

Stk. 5. Et medlem, der ikke inden for 6 måneder dokumenterer, at virksomheden er ophørt, jf. stk. 3, kan ikke modtage dagpenge. Perioden, hvor medlemmet ikke kan modtage dagpenge, forbruger af dagpengeperioden efter § 8, stk. 3, i bekendtgørelse om dagpengeperioden.

Udenlandsk virksomhed

§ 21. Et medlem, der har drevet en udenlandsk virksomhed, anses for ophørt, når pågældende har dokumenteret, at virksomheden er registreret som ophørt i offentlige registre mv. i det andet land på tilsvarende vis som efter §§ 13-20. Et medlem, der er ophørt med en udenlandsk virksomhed er omfattet af venteperioderne i § 22.

Venteperioder m.v.

§ 22. Et medlem, der er ophørt med en virksomhed efter § 13 og §§ 15-19, kan ikke få dagpenge i en venteperiode på 3 uger. Venteperioden løber fra dagen efter, virksomheden er dokumenteret ophørt.

Stk. 2. Venteperioden er 1 uge for et medlem, der er ophørt med en virksomhed, fordi virksomheden er gået konkurs eller solgt på tvangsauktion efter § 14.

Stk. 3. Venteperioden er 2 måneder for et medlem, der er ophørt med en virksomhed på tro og love efter § 20. Dokumenterer medlemmet, at virksomheden er ophørt inden venteperioden på 2 måneder i 1. pkt. er udløbet, kan medlemmet få dagpenge fra dagen efter ophøret, dog tidligst 3 uger fra det tidspunkt, hvor medlemmet er ophørt på tro og love, jf. stk. 1.

Stk. 4. Uanset stk. 1-3 kan et medlem få dagpenge fra dagen efter ophøret, hvis

  1. medlemmet er ophørt med en selvstændig bibeskæftigelse, jf. § 10, eller
  2. medlemmet søger om dagpenge igen efter en periode, hvor medlemmet ikke har modtaget dagpenge. Det er en betingelse, at medlemmet allerede er indplaceret i en dagpengeperiode.

Stk. 5. Et medlem, der har arbejdet i sin ægtefælles virksomhed som medarbejdende ægtefælle med en lønaftale efter kildeskatteloven, kan ikke få dagpenge i en venteperiode på 3 uger, efter medlemmet er ophørt med at arbejde i virksomheden.

§ 23. Et medlem kan kun ophøre med at drive selvstændig virksomhed én gang inden for en dagpengeperiode, herunder en eventuel forlængelse af dagpengeperioden. Et ophør ved indplaceringen i dagpengeperioden medregnes ikke.

Stk. 2. Et medlem kan ikke modtage dagpenge, når medlemmet er ophørt med en virksomhed mere end én gang inden for en dagpengeperiode, medmindre medlemmet har genoptjent retten til at ophøre med en virksomhed, jf. stk. 3.

Stk. 3. Et medlem genoptjener retten til at ophøre med en virksomhed, når medlemmet

  1. har genoptjent retten til dagpenge efter reglerne herom i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge, og
  2. har genoptjent retten til supplerende dagpenge efter reglerne herom i bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge.

Jobsøgningsperiode

§ 24. Et medlem, der er ophørt med en virksomhed, der har været drevet som medlemmets hovedbeskæftigelse efter § 11, må ikke påbegynde en ny selvstændig virksomhed i en jobsøgningsperiode på 6 måneder. De 6 måneder løber fra det tidspunkt, hvor medlemmet anses for at være ophørt med virksomheden efter § 13 og §§ 15-20.

Stk. 2. Et medlem anses for at have påbegyndt en ny selvstændig virksomhed på det tidspunkt, hvor aktiviteten opfylder betingelserne i § 2. Det gælder også hvis medlemmet indtræder i en virksomhed eller et selskab eller som medarbejdende eller medejende ægtefælle genindtræder i ægtefællens virksomhed.

Stk. 3. Et medlem, der påbegynder en ny selvstændig virksomhed i jobsøgningsperioden efter stk. 1, mister retten til dagpenge i den resterende del af jobsøgningsperioden.

Stk. 4. Et medlem, der er ophørt med en virksomhed, fordi virksomheden er gået konkurs, jf. § 14, er ikke omfattet af jobsøgningsperioden.

Kapitel 6

Ikrafttræden, overgangsbestemmelser m.v.

§ 25. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1303 af 14. december 2005 om drift af selvstændig virksomhed og bekendtgørelse nr. 678 af 22. juni 2011 om ophør med drift af selvstændig virksomhed ophæves.

Stk. 3. A-kassen skal i forhold til et medlem, der modtager dagpenge den 1. oktober 2018 eller senere og som driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1303 af 14. december 2005 om drift af selvstændig virksomhed, vurdere, om medlemmets aktivitet er omfattet af en ny definition som selvstændig virksomhed, formueforvaltning eller fritidsbeskæftigelse, jf. §§ 2-5.

Stk. 4. § 10, stk. 1-4, finder alene anvendelse på medlemmer, der indplaceres i en dagpengeperiode den 1. oktober 2018 eller senere. Et medlem, som forud for den 1. oktober 2018 anses for at have drevet selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1303 af 14. december 2005 om drift af selvstændig virksomhed, anses fortsat for at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse fra den 1. oktober 2018, medmindre aktiviteten ikke anses for at være selvstændig virksomhed efter denne bekendtgørelses § 2.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, den 26. september 2018

Maria Schack Vindum/Kirsten Brix Pedersen

Denne side fra A-kasser.dk - hjælp til valg af A-kasse, er senest opdateret den: 02-10-2018