Unge søger mod de tekniske uddannelser

Udgivet den 24.03.2017 af A-kasser.dk - Permalink

Mange flere unge end sidste år ønsker i år at læse til ingeniør, viser fordelingen af kvote 2-ansøgninger til de videregående uddannelser. Udviklingen tegner lyst for fremtidens arbejdsmarked, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Flere unge har i år søgt mod landets ingeniøruddannelser og andre af de tekniske uddannelser. Det viser den endelige opgørelse over søgningen til landets videregående uddannelser via kvote 2. Blandt de uddannelser med den største vækst finder man civilingeniør og diplomingeniør, som begge har fået 14 procent flere ansøgere end sidste år.

I det hele taget er søgningen mod de tekniske uddannelser på både erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter øget. Til gengæld er søgningen mod de kunstneriske bacheloruddannelser faldet med 26 procent. Der er store regionale forskelle i faldet, men for eksempel ønsker 38 procent færre end sidste år at uddanne sig til designer, hvor der generelt er høj ledighed for nyuddannede.

-Vi har brug for dygtige ingeniører. Det er derfor positivt, at søgningen mod de tekniske uddannelser igen stiger. Det er arbejdskraft, som vores virksomheder har efterspurgt længe. Fra politisk side har vi samtidig opfordret til, at man søger ind på uddannelser, hvor der er gode fremtidsmuligheder. Det budskab ser ud til at være forstået blandt de unge.

Læreruddannelsen, der sidste år fik en markant stigning i antallet af ansøgere, holder i år fast i det høje niveau og har igen fået over 2000 ansøgninger via kvote 2.

-Lærergerningen er en af de vigtigste, vi har i vores samfund. Det er de kommende lærere, der skal formidle viden og dannelse til de fremtidige generationer. Heldigvis ser interessen for at tage den opgave på sig ud til at være stor igen i år, siger Søren Pind.

Det endelige antal ansøgere til de videregående uddannelser i 2017 kan først tælles op, når fristen for at søge via kvote 1 udløber 5. juli.

Læs mere i vores tema om søgning og optagelse på videregående uddannelser.

Relateret indhold om A-kasse:
Som studerende kan du få op til 5 års gratis medlemskab af en A-kasse og samtidig få en økonomisk gevinst ud af det - Læs om gratis A-kasse for studerende.