OK20 - industriens parter indgår overenskomst

Udgivet den 10.02.2020 af A-kasser.dk - Permalink

Arbejdsgiversiden repræsenteret ved Dansk Industri og lønmodtagernes forhandlere repræsenteret ved CO-industri indgik den 9. februar 2020 en 3-årig overenskomstaftale, som omfatter 230.000 lønmodtagere i industrien.

Samtidig er overenskomsten en rettesnor for de resterende områder der skal forhandle overenskomst for i alt ca. 600.000 privatansatte, i den kommende tid.

Aftalens indhold

  • Fritvalgskontoen øges fra fire pct. til syv pct., og udvides også med øget frihed til børnefamilier, der nu både kan bruge kontoen til fravær ved barn til lægen og til at holde barns anden sygedag
  • Forældreorloven tilføjes tre ugers øremærket forældreorlov til den anden forælder, således at der i alt er 16 ugers forældreorlov
  • Løn under sygdom forøges fra de nuværende ni uger til 14 uger
  • Forbedringer af arbejdsmiljørepræsentanternes vilkår herunder forbedrede uddannelsesmuligheder
  • Pension til lærlinge fra den dag de fylder 18 i stedet for den dag, de fylder 20 år
  • Permanentliggørelse af aftalt uddannelse og øgede muligheder for uddannelse i opsigelsesperioden
  • Grønt ansvar: Vedvarende, systematisk og stærk samarbejde mellem ledelse og ansatte til fremme af den grønne omstilling
  • Forøgelse af mindsteløn med 7,50 kr.
  • Forøgelse af satser på lærlingeløn og overarbejdssatser m.v.
  • Præcisering af, at tillidsrepræsentanter har samme rettigheder som før GDPR

Fakta om industriens overenskomster: Industriens overenskomster består af Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer. Den dækker over ca. 230.000 lønmodtagere. Lønnen er – bortset fra en fastsat mindsteløn – ikke en del af de centrale overenskomstforhandlinger i industrien, men fastsættes via årlige lokale lønforhandlinger på de enkelte virksomheder.

Forhandlingsparterne er Dansk Industri og CO-industri (fagforeningernes forhandlingsfællesskab anført af Dansk metal og 3F).

Hele forløbet omkring en overenskomstfornyelse tager et års tid. Og processen begynder og slutter hos medlemmerne. Her kan du få et overblik over OK20’s forskellige faser.

Kilder: Dansk Industri og CO-industri