Færre opbruger dagpengeretten end tidligere

Udgivet den 07.09.2017 af A-kasser.dk - Permalink

Antallet af personer, der opbruger dagpengeretten, ligger fortsat på et lavt niveau i forhold til sidste år. I gennemsnit opbrugte 114 personer pr. uge i årets første fire måneder dagpengeretten. Det er en halvering i forhold til 2016.

I perioden fra januar og frem til april har 114 personer i gennemsnit opbrugt dagpengeretten om ugen. Det viser nye tal på Jobindsats.dk for februar, marts og april, som dermed ligger på niveau med januar-tallet. Til sammenligning opbrugte 241 personer i gennemsnit dagpengeretten ugentligt i 2016, og tidligere år var tallet endnu højere.

Det lave niveau i årets første fire måneder skal blandt andet ses i lyset af, at ledige som et led i det nye dagpengesystem har fået mulighed for at forlænge deres dagpengeperiode med op til et år, hvis de har arbejdet undervejs i dagpengeperioden.

En tidligere særopgørelse har vist, at over halvdelen af de personer, der ville have opbrugt dagpengeretten i 2017, har valgt at gøre brug af den fleksible genoptjeningsret.

Selvstændig og A-kasse?

Nyt dagpengesystem for selvstændige i 2018
Se vores guide

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

”Jeg glæder mig over, at der fortsat er betydeligt færre, der opbruger dagpengeretten end tidligere. De meget positive tal for januar var ikke blot en enlig svale. Tendensen fortsætter. De stærke økonomiske konjunkturer, vi oplever i Danmark for tiden, gør det nemmere for ledige at finde job. Siden sommeren 2015 er beskæftigelsen i den private sektor steget med mere end 98.500 personer. Vi kan også se, at stadig flere ledige kommer i job allerede samme måned, de opbruger dagpengeretten. I april var det mere end hver femte, mens det i samme måned sidste år var omkring 13 procent. Oven i det har vi gennemført et nyt og mere fleksibelt dagpengesystem, der giver ledige mulighed for at omveksle beskæftigelse til dagpenge, og heldigvis ser det ud til at hjælpe mange ledige.”

Tabel 1: Antal personer med opbrugt dagpengeret årligt samt gnsn. ugentligt antal personer med opbrugt dagpengeret, 2013 – april 2017

2013 2014 2015 2016 Jan-apr 2017
Årligt 34.139 19.319 17.064 12.521 -
Ugentligt (gennemsnit) 657 365 328 241 114

Kilde: Særopgørelse på baggrund af data i Jobindsats.dk

Relateret indhold om A-kasse:
Hvor meget kan du få i dagpenge? - se oversigt over dagpengesatser.