Regler

Dagpenge
A-kasse

Selvforskyldt ledig p.g.a. illoyal adfærd - karantæne med dagpenge

Af Anders Weber

Nøgleord Selvforskyldt ledig, Dagpengeret

Emneord for denne afgørelse: Selvforskyldt ledig - karantæne - illoyal adfærd

Dato: 22-03-2019

Resumé

Medlemmet anses for selvforskyldt ledig i forbindelse med sin bortvisning, da arbejdsophøret væsentligst skyldes medlemmet.

Medlemmet købte domænenavnet ”[Navn]” samtidig med det blev offentliggjort og senere vedtaget politisk, at arbejdsgiveren skulle omstrukturere og i den forbindelse bruge navnet ”[Navn]”.

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at der efter forhandling mellem arbejdsgiveren og medlemmets fagforening blev indgået en aftale om udbetaling af et beløb svarende til 6 måneders løn til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav. Dette begrundes med, at det af aftaleteksten fremgår, at bortvisningen står ved magt.

Der skulle ske fradrag i dagpengene for det beløb svarende til 6 måneders løn, som arbejdsgiver betalte efter forhandling med fagforeningen.

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er: Du er selvforskyldt ledig den 13. april 2018.

Det betyder, at du skal have en karantæne på 3 uger fra den 14. april 2018.

Der skal ske fradrag i udbetalingen af dagpenge til dig for det beløb, som du har modtaget i forbindelse med arbejdsforholdets ophør.

Det betyder, at vi stadfæster CKA’s afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.

Begrundelsen for afgørelsen om selvforskyldt ledighed

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du er selvforskyldt ledig den 13. april 2018.

Vi vurderer også, at dit ophør i arbejdsforholdet væsentligst skyldes dine forhold.

Det betyder, at du skal have en karantæne på 3 uger med virkning fra den 14. april 2018.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at din tidligere arbejdsgiver den 13. april 2018 har bortvist dig fra arbejdspladsen.

Vi lægger også vægt på, at din tidligere arbejdsgiver har begrundet bortvisningen i, at du ved at erhverve og senere videreoverdrage domænenavnet ”[Navn]” har udvist en illoyal adfærd, som er uforenelig med at virke som medarbejder i [Arbejdsgiver]. De anser dine dispositioner som værende et alvorligt tillidsbrud og som spekulation mod arbejdspladsen. De tilkendegiver, at de ikke længere har tillid til din loyalitet og dømmekraft.

Vi lægger i forbindelse hermed vægt på, at dine dispositioner med erhvervelse af domænenavn og videreoverdragelse er sket samtidig med at det blev offentliggjort og senere vedtaget politisk, at din tidligere arbejdsgiver skulle omstrukturere og i den forbindelse anvende navnet ”[Navn]”.

Det forhold, at der den 17. april 2018 efter forhandling er indgået en aftale mellem din fagforening og din tidligere arbejdsgiver om blandt andet udbetaling af et beløb svarende til 6 måneders løn inkl. pension til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav, kan ikke føre til et andet resultat.

Vi begrunder det med, at det af aftalen fremgår, at der fortsat er tale om en bortvisning i henhold til afgørelse om bortvisning af 13. april 2018, og at det heraf fremgår, at bortvisningen skyldes en adfærd fra din side, som arbejdsgiver har fundet meget illoyal, og at de derfor har manglende tillid til, at du fortsat loyalt kan bestride din stilling i [Arbejdsgiver].

Vi er opmærksomme på, at du er af den opfattelse, at din bortvisning beror på arbejdsgivers gisninger om dine motiver til at erhverve domænenavnet ”[Navn]”.

Det ændrer ikke ved resultatet, fordi du måtte være klar over, at din erhvervelse af domænenavnet ”[Navn]” på tidspunktet for offentliggørelsen af planerne om omstrukturering i [Arbejdsgiver] var imod din arbejdsgivers interesser.

Om reglerne

Et medlem af en a-kasse anses for at være selvforskyldt ledig, hvis medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet.

Det beror på et samlet skøn, om en afskedigelse væsentligst skyldes et medlems forhold. I skønnet indgår bl.a. arbejdsgiverens begrundelse for afskedigelsen og medlemmets forklaring om hændelsesforløbet.

Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig.

En karantæne har virkning dagen efter et ophør i et arbejde eller i et tilbud.

Begrundelsen for afgørelsen om fradrag i dagpengene

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at der skal ske fradrag i dine dagpenge for et beløb svarende til 6 måneders løn, som blev udbetalt i henhold til aftale af 17. april 2018.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at din bortvisning i henhold til aftalen fastholdes, og at det udbetalte beløb svarer til løn udbetalt i din opsigelsesperiode, som er 6 måneder.

Vi vurderer, at beløbet må anses som en fratrædelsesgodtgørelse, der træder i stedet for løn.

Vi har desuden lagt vægt på, at det ikke af beslutningsreferat af 17. april 2018 fremgår, at godtgørelsen udbetales i henhold til funktionærloven § 2 b eller hovedaftalens § 4, stk. 3 om urimelig bortvisning.

Vi er opmærksomme på, at det er din opfattelse, at du bliver straffet dobbelt ved både at blive pålagt 3 ugers karantæne for selvforskyldt ledighed og ved at få foretaget fradrag i dine dagpenge for et beløb svarende til 6 måneders løn.

Det ændrer ikke ved resultatet, fordi der er tale om 2 regelsæt og 2 forskellige vurderinger. Vi henviser til det ovenfor anførte.

Om reglerne

Indtægter medfører fradrag, selvom der ikke udføres arbejde i den periode, indtægterne dækker. Ved indtægter forstås løn, rådighedsløn, honorarer m.v. samt indtægter, der træder i stedet for løn. Det gælder både ved udbetaling af engangsbeløb og løbende indtægter.

Indtægter, der træder i stedet for løn m.v. kan bl.a. være:

  1. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
  2. Beløb fra Lønmodtagernes Garantifond.
  3. Fratrædelsesgodtgørelse.

Fratrædelsesgodtgørelse medfører fradrag i dagpengene i det omfang, beløbet helt eller delvist svarer til, hvad arbejdsgiveren skulle have betalt medlemmet i løn i en opsigelsesperiode, hvis medlemmet var blevet afskediget.

Hvis medlemmets ansættelsesforhold efter lov, overenskomst, regulativ, cirkulære eller ansættelseskontrakt giver mulighed for rådighedsløn eller lignende i forbindelse med en afskedigelse, medfører fratrædelsesgodtgørelsen fradrag.

Der sker ikke fradrag for arbejdsfrie indtægter, herunder efterløn efter funktionærlovens § 8, efterindtægt efter kapitel 6 i lov om tjenestemandspension, godtgørelse for usaglig afskedigelse efter hovedaftalens § 4, stk. 3, og funktionærlovens § 2 b m.v., fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a og godtgørelse efter ligebehandlingsloven.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.

Bemærkninger til klagen

Du har oplyst, at det er din opfattelse, at bortvisningen er givet ud fra din tidligere arbejdsgivers gisninger om, hvad du ville bruge domænenavnet til.

Du oplyser videre, at det undrer dig, at arbejdsgiver vælger at udbetale dig et beløb, ligesom det undrer dig, at det forhold, at du får udbetalt et beløb svarende til 6 måneders løn, skal betyde, at der skal ske fradrag i dine dagpenge.

Du mener, at du bliver dobbeltstraffet.

Dine oplysninger er indgået i vores vurdering af sagen. De kan dog ikke føre til et andet resultat.

Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen ud fra:

  • Oplysninger, vi har fået fra CKA.
  • CKA’s afgørelse af 31. oktober 2018.
  • klagen af 27. november 2018 til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
  • CKA’s genvurdering.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har ikke modtaget yderligere oplysninger efter genvurderingen.

Retsregler

Her er de regler, vi har afgjort din sag efter.

Love og bekendtgørelser

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.(arbejdsløshedsforsikringsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1213 af 11. oktober 2018.

  • § 63, stk.1, nr. 3, om afskedigelse af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet.
  • § 63, stk. 3, 1. pkt. om karantæne.

Bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed nr. 1319 af 9. november 2016.

  • § 6, nr. 1, om selvforskyldt ledighed.
  • § 24, stk. 1, og stk. 2, om karantæne.
  • § 25, stk. 1, og stk. 2, om placering om karantæne.
  • § 27, stk. 1, og stk. 2, om gentagelsesvirkning og arbejdskrav.

Dagældende bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge nr. 1708 af 26. december 2017.

  • § 15, om fradrag for indtægter
  • § 21, nr. 9, om intet fradrag for godtgørelse for usaglig afskedigelse efter hovedaftalens § 4, stk. 3, og funktionærlovens § 2 b m.v.,

Vejledninger

Vi har også anvendt Vejledning om selvforskyldt ledighed nr. 9404 af 28. april 2017.

  • Til § 6 om selvforskyldt ledighed.